I.
Derovenpaa er grundet et Asyl
For Tidens Savn, for Nordens sande Venner;
Med Kæmpevisesang og cimbrisk Hyl
For Nordiskheds Gjenfødsel der man brænder.
Tørt gaar det til, mod Tørst det heder: læsk
Dig kun i de forsvundne Tiders Ære;
Og skjønt der sørges ej for Mjød og Flæsk,
Med Trumf man siger: her skal nordisk være!
Og, da der ej til Handlen just er Plads,
Man hjælper sig med Ord; af dem bedaaret
Man roder op i alskens gammelt Stads,
Og trækker Nordens Aand frem efter Haaret.
Men neden under, tænk i samme Huus,
Florerer Sydens „dolce farniente.”
Sigarren damper; Tidens Genius
Omkring Billardet samler de udsendte.
Med matte Lynblik her den unge Slægt
Forfølger Kuglen paa den grønne Flade.
En tager Pigen i sin Varetægt,
Og slaar Markørens Kjærlighed en Plade.
Der drikkes Puns, pareres; — med et Stik
Af Køen hist en knækker Lysekronen,
Mens andre fløjte Operamusik,
Og parodiere Kæmpevisetonen.
II.
Saa du hende hist, min Ven?
Se, hun vender sig igjen! —
Saa du Øjets milde Straaler,
Ak, som ingen Kulde taaler?
Denne friske Ildnatur,
Denne smægtende Figur,
Dette Barmens Hav, som stormer,
Disse højst korrekte Former, —
Dette Benets fine Snit,
Disse sylfelette Skridt,
Denne Lokkens dunkle Blankhed,
Denne sværmeriske Rankhed, —
Dette Udtryk af et Sind,
Rent som Diamantens Skin,
Af en Aand, som let kan stige,
Denne kongelige Pige —
Har sig daarlig ofret, og
Til et stygt, udlevet Drog,
Som med Kludekappen skjuler
Sjælens de uhyre Huler.
Hun, fortabt ved Tradition
I en Tankeillusjon,
Troer sig i sin Fromhed bunden
Ved et Ord, som slap af Munden.
Og den usle lønner med
Lavhed hendes Trofasthed.
Kun med Dyrest Liv fortrolig,
Seer han paa sit Offer rolig.
Uden Klage hun i Løn
Samler, end i Smerten skjøn,
Torne til den Martyrkrone,
Hun skal bære som hans Kone.
III.
Ifjor hun satte sig paa mit Skjød
Og hvilte sig hos min Kind,
Og tog mig om Halsen med Armen blød,
Og saa mig i Øjet ind.
Iaar saa sidder hun stiv paa Stol,
Og taler den gammeldags Snak
Om Vejret og Foraarets dejlige Sol,
Og læser Journalerne — ak!
Ifjor hun løb mig imøde glad,
Naar jeg ad Døren kom ind,
Og gav mig for Kager et Blomsterblad,
Saa barnlig i Form og i Sind.
Iaar hun nejer med fornem Glands;
— Skal græde jeg helst eller lee? —
Og tager mod Kur paa ærbodig Distans,
Og kalder mig „Herre” og „De”.
Ifjor hun hang mig ved Haanden fast
Og slap mig et Øjeblik ej;
Og vilde jeg gaa med for megen Hast,
Hun fulgte mig langt paa Vej.
Iaar, naar jeg rækker beskeden min Haand,
For et venligt Farvel dog at faa,
Saa sysler hun adspredt med Halsens Baand,
Og lader som intet hun saa.
Er det din Opdragelses fine Frugt,
O Verden! — din priste Kultur?
Skal det kaldes Renhed og Dyd Og Tugt,
At myrde den hulde Natur?
Saa lad mig helst undfly de voxnes Vej;
Til Børnenes Kredse jeg ty’r:
Med dem kan jeg tale; der ansees jeg ej
Som et farligt, udenlandsk Dyr. —
IV.
I Salen det dufter; det straaler fra Lampernes slebne Krystal
Musikken med Lynild og Torden elektriserer et Bal.
Der vandrer saa stolt en Dronning, en selsom østerlandsk Aand,
Med Skjønheds funklende Krone, dens svulmende Perlebaand.
De bøje sig alle for hende, de trygle om Smil og om Ord, —
De Daarer, som ikke kjende, hvad bag ved Blomsterne boer.
Vist favrere Former jeg aldrig saa svæve mit Syn forbi;
Fuldendt hver Musklernes Runding — den græskeste Symmetri.
Der var en Ro i det hele, som efter en udrast Storm;
O, men blandt Blomsternes Fylde sig bugted en giftig Orm.
Blandt Blomsternes favre Fylde saa lønlig og tavs den laa,
Og næsten jeg troer, at ingen foruden mig den saa.
Men da jeg mig tæthen voved, at istemme Statuens Pris,
Da saa jeg Medusas Hoved, — mit Blod blev Steen og Is.
Der stod i de klassiske Former, i den dejlige Harmoni,
Den helvedagtigste Frækhed, — den blodigste Ironi.
Kvalt, Uskyld, din Lillieduft var af Valmuen kvalm og ful!
Guddom, dit klare Billed var Djævlenes Skalkeskjul!
Som mangen en anden og jeg et højst talende Øjekast fik;
Det var et uhyggeligt Drama, som spilled i dette Blik; —
En underlig, styg Historie stod skrevet i disse Træk: —
Dog vandred hun blandt de andre uskyldige stolt og kjæk.