Nu lad mig dog engang dig ret beskue,
Overbevise mig om, hvad det er,
Hvorfor jeg egentlig dig har saa kjær,
Hvorfor dit Væsen saa mig monne hue:
Det, som i den uhyre, ydre Tomhed
Tiltrækker mig hos dig, og gjør dit Værd
Saa stort, det er — saa synes mig — især
Din Livlighed, din Skjønhed og din Fromhed.
Din Livlighed fortryller mig;
Thi ej som andre unge
Du ved din Ungdom skammer dig,
Er lutter Liv og Tunge.
Din Form, bevæget og i Ro,
Afpræger din Idee saa tro,
At hver Figur er stedse
Kun i rene Skjønhedskredse.
Og nu din Fromhed, kjære Ven,
Hvor kan jeg den beskrive.
For den maa Damer selv og Mænd
Dig billig Prisen give.
Thi blir du og for Panden stødt,
Saa er dit Sind saa fromt og blødt,
At Hjertets Saar sig lukker
Blot ved et Stykke Sukker.
Hvor lidet ligner Verden dig
Med sine lærte Fraser:
Naar paa lidt bedsk den brænder sig,
Saa galer den og raser,
Og stiller mod Raison sig døv,
Og paa det bitre tygger Drøv, —
Og vil man gi’ den Sukker,
Den netop Munden lukker.