I Gudelundene, i Hellas’ Dale,
Ved Delfitemplet, ved Olympens Rod,
I Elis og ved Bredden af Kastale
Den frihedsranke Lavrbærstamme stod.
Ved Tiberstrømmen, gyngende for svale
Vindpust sig op mod Kapitolets Fod, —
Der hvælved den de dunkelgrønne, favre
Løvsales Tag, den skyggefulde Lavre.
Og, som det er til os berettet blevet,
Dens Løv bekrandsede hver Stræben skjøn, —
En hellig Hæder for, hvad skjønt har levet,
For Viddets, Kraftens og Geniets Søn. —
Vor fid har den som andet meer forskrevet,
Dog ej som Helte-, Kunstner-, Digterløn:
Den finder, at den ej til andet duer,
End til Ansjoser, Sylte og Raguer.