Und ich, ich hab’ immer geschwiegen
in deiner Gegenwart.
Heine.
I.
Gud give, du var et lille Barn,
Saa turde jeg til dig tale,
Og mig i din Uskylds bløde Garn
Som Fange ret husvale.
Saa turde jeg sætte dig paa mit Skjød,
Og holde saa meget ad dig;
Og aldrig den Tanke forvoldte dig Nød:
„Gud veed, om han ogsaa vil ha’ mig.”
Saa turde jeg sidde hos dig i den Krog,
Hvor Ovnen saa modig brænder;
Af et Kys ej mindste Skade du tog
Paa Læber eller paa Hænder.
Saa turde jeg klappe din røde Kind,
Og glatte dens gyldne Ramme,
Og elske dig med et frimodigt Sind,
Saa fromt, med den reneste Flamme.
Nu blev du nok vred, om i Sinde jeg fik
At klappe dig, ta’ dig om Livet,
Og sagde: „Min Herre, hvad er det for Skik,
Har Mor dem Tilladelsen givet?”
Og vilde jeg engang dit Øje Besked
Om min lønlige Længsel forkynde,
Saa er jeg saa vis paa, du strax det slog ned,
Skjønt med ubeskrivelig Ynde.
Og fik jeg det Indfald at kysse dig; vist
Der vanked nok en paa Øret,
Og du mig vel ej engang undede Frist
Til en Ed paa ej meer at gjør’et.
Og vilde jeg drage dig hen paa mit Skjød,
Saa hundred og et nok var ude;
Thi de har alt lært dig, kun Levebrød
Kan Kjærlighed kobberforhude.
Derfor er min Elskov som Stenen stum,
Der skjuler de brændende Flammer.
Den spruder kun Gnister, naar Skæbnen grum
Med Staalets Haardhed den rammer.
Ved Amor, du er den elskværdigste Glut;
Ret Arving til alt hans Rige,
Længst dimittert fra hans Institut,
Og konfirmeret tillige;
Men just, da du nu er saa voxen og stor
Og saa forstandig en Pige,
Ej mæle jeg tør et eneste Ord,
For ikke for meget at sige.
II.
Der vifter en kølende Efteraarsvind.
Jeg synes den sukker: „O luk ham dog ind!”
Du sidder derinde, ved Lampen i Kveld
Bag lukkede Skudder, min elskede Sjæl!
Du tænker nok ej, at i Aftenens Vind,
Herude der vanker et brændende Sind.
Du tænker nok ej i Uskyldigheds Ro,
At en dig bevogter med Længsel og Tro.
End aldrig du hørte hans bævende Røst,
End aldrig forundte din Læbe ham Trøst.
Og dog, hvis du vidste, hvor ensom, hvordan
Han lider i Løndom, du tog ham vist an.
Tidt saa han i Drømme en underlig Tid,
Da leged du med ham saa kjærlig og blid;
Og dog, naar saa vaagen han mødte dit Blik,
Saa tavs og saa fremmed forbi ham du gik.
Men her, hvor du bygger, hver Skumring han gaar;
Naar blot gjennem Ridsen din Skygge ham naar,
Da styrkes han, lutres af Helligheds Ild,
Saa Himmelens Stjerner tør tale ham til.
Nu slukkes din Lampe, nu lukkes dit Blik.
Du seer ej den Streng, hvorfra Tonerne gik;
Du hører ej Sukket af Høstvind og Lind,
Du aner ej Stormen, som ryster hans Sind!
Tavs lister han bort sig med vaklende Fjed:
Han har ej i Verden et blivende Sted,
Han har ej en Barm, han kan hvile sig ved,
Gud skjenke ham Søvnens og Glemselens Fred.