I Digterlunden
Staaer Thronen tom,
Og Sneen dækker
De Blomster, som
Til ringe Tak for,
Hvad han os gav,
Fem Somre dufted
Paa Skjaldens Grav.
Ei i „Alleen”
Vi meer ham see,
Med Rosens Friskhed
I Vintersnee.
Men klar og ensom
I evig Vaar,
Paa Sprogets Himmel
Hans Stjerne spaaer!
Før ham, hvor fattig
Var Sangens Skat,
Og Tankens Klædning
Hvor farvemat! —
Men Tonemalmet
Var i hans Bryst;
Der Folket hented
Sig Kraft og Trøst.
Ak, da for evig
Hans Læbe taug,
Saa dyb var Smerten
Ved denne Grav,
At blandt de Mange,
Som det formaae,
Faa havde Mod til
Harpen at slaae.
Af Sorgen stumme
De savned Ord;
For svagt sig følte
Fast hele Nord,
At synge værdigt
Hiin Sangens Helt,
Som qvad om Vahl og
Om Wiedewelt.
Dog — hvad vi elske
Af Yngres Sang,
Hvad Sjælen rører
Med hjemligst Klang,
Er uvilkaarlig,
Som dette Blad,
Om Oehlenschläger
Et Mindeqvad.
Hver Sang, der former
Sig i vort Maal,
Som taaler Prøven
Af Tidens Baal, —
Hvis Varme smelter
Hjerternes Iis,
Er jo en Hymne
Kun til hans Priis.
Og, hvad v i skabe
Med Pen og Bog,
Med Skrift og Digt i
Det danske Sprog,
Er kun en Tak for,
Hvad han os gav —
En Blomst, der lægges
Paa Adams Grav.
Den 20de Januar 1855.