Der var en Tid, da var jeg blød og svag,
Med Barnets Uforstand, med Kvindens Mildhed.
Jeg fejgt forsaged paa en Mismodsdag,
Og klaged højt og Taaren randt i Stilhed.
Jeg ældre blev; da mærked jeg, man kun
Foragted Sjælens ufordulgte Lue.
Da lærte jeg, paa Hjertets tavse Bund
I Løndom Følelsen spartansk at kue.
Og Livet siden har sin Pandsersærk
Fast sluttet om det før saa bløde Hjerte:
Nu er jeg bleven stærk, ja meget stærk,
Nu kan jeg spotte med min egen Smerte.