Hvorfor staa de Træer saa bare
Hist med nøgne Grene?
Hvorfor tie Fuglens klare
Triller ganske nu?
Kvidrer ingen Lærke,
Aabner ej i Toner stærke
Os sin glade Hu? —
„Tys Sanger, tys!
Nyn sagte, thi nu sover
Naturen, nys
Den bød de viltre Vover,
Ej at brydes, ej at larme,
Men i Søvnens Arme
Vugge sig, til Vaarens Varme
Vækker dem igjen.”
Skoven længer ej maa ryste
Løvet paa sin Isse,
Rosens Kalk ej længer kryste
Bien i sin Favn;
Men dens Torne, nøgne, spidse,
Sidde barsk og true. —
Hist paa Himlens dunkle Bue
Øjner man en Ravn.
Den frosne Dug
Paa Engens Græsstraa hviler;
Hver Perle smuk
I Morgensolen smiler.
Men i Nattens Nulm og Øde
Stærke Nordlys gløde
Ned fra Polen med det røde,
Lyse Flammeskjær.
Sneen nu et Panser lægger
Trindt om Jordens Flade,
Og mod Kulden til den dækker
Tæt sin Moders Barm.
Over Lag af visne Blade
Sværme hvide Bier,
Jævne Vej og jævne Stier,
Sværme uden Larm.
Den gamle Jord
Fra Toppen helt til Foden,
Her i vort Nord
Sig pynter ret paa Moden:
Strunk som Stadens Damer fine
Bær den Pellerine,
Muffe, Boa, Pallentine, —
Alt af Svanebaj.
Luften fyldes op med Taage,
Kold og tæt den falder. —
Hist ved Strand en enlig Maage
Kan man næppe see.
Men paa Gaden Pisken knalder
Lystig op mod Himlen,
Øjet følger Kanevrimlen
Paa den friske Sne. —
„Nu atter een! —
Se hvor han dog kan kjøre! —
Der var en Steen;
De vælted, — Nej mit Øre
Al den Bjeldeklang ej rummer;
Dog Naturen af sin Slummer
Vækkes ej derved. —
Voven vil ej meer besejles; —
I Demantkrystaller
Vil den Himlen stolt skal spejles,
See sin egen Glands.
Over Spejlets lyse Haller
Iler Skøjtens Mester,
Mens hans rolig Blikket fæster
Paa sin Snirkeldands. —
„Vogt dig, min Ven,
Histhenne Vaagen bruser! —
Vend om igjen,
Hør dog, hvor dybt det suser!” —
Men han blegner som en Lillie,
Har ej længer Villie; —
Se, der brast den blanke Tillie!
— Nøkken favner ham.
Det er Aften, Stjerner funkle
Venlig mellem Skyer.
Mørke Skygger i det dunkle
Svæve tavst forbi, —
Nattens Ensomhed jeg flyer,
Flyer for egne Smerter
Did, hvor Gratier, Spil og Kærter
Sprede Harmoni.
Hvor dog Musik
Kan virke sødt og herligt!
En Piges Blik
Den gjør saa varmt og kjærligt. —
Og, naar Arm om Liv sig slynger,
Gulvet hen man gynger,
Intet meer os da betynger —
Alt er Sympati!
Vinter! dog dit skjønne, blege
Aasyn venligst smiler,
Naar de skjelmske Julelege
Farve Kinden rød.
Lange Aften muntert iler;
Gamle blir som unge, —
Skjemt og Vid fra hver en Tunge
Flyder honningsød.
„Løs delte Pant!”
Behændig bort hun smutter. —
Held den, der fandt
Gunst hos de vævre Glutter! —
Husk min Ven, du ligner Sivet.
Nyd hvad dig blev givet;
Se, da svinder hele Livet
Som en Juleleg!