Kalliope
→
Digtere
→
B.S. Ingemann
→
Førstelinjer
B.S. Ingemann
(1789–1862)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af B.S. Ingemann på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Abildtræet i Skoven staaer
Alt trende Døgn sad Sangeren
Atter en Alderdomslevning, et Gravsted! — ja, her blev du jordet
Atter kom med Blomst og Blad
Aand fra Drømmenes Verden og Feernes luftige Rige!
B
Bekrandset for mig stod et venligt Billed
Bjergblaae Taage forsvandt med Aftenens Gloriestraaler
Blandt Hedninger laa jeg i Bast og Baand
Blandt Myrther sad den evig unge Gud
Blandt taarnede Buer
Bleg Morgenstjernen smiler og forsvinder
Bliv hos os, naar Dagen helder
Bort, bort! — jeg vil flye
Burmand laae paa Tiberøen
C
Carolus bar Verdenskronen
D
Dagenes rullende Strøm bortgik
Dagen gaaer med raske Fjed
Danerfolk! for første Gang
Danske! seer du hist hvad luer
De Døgn, jeg sad i Fængsel, jeg giver ei bort
De gamle Sange spiller Du endnu
Deilig er Jorden!
Den anden Vaar Du sad hos Fader ene
Den skjønne Jordens Sol gik ned
Den store Mester kommer
Den store stille Nat gaaer frem
Der dandser en Pige for hver Mands Dør
Der flyver en Due fra Bjerg til Dal
Der flyver saamange Fugle
Der fløj gennem Verden en Tanke
Der hvisked til Dig gjennem Busk og Siv
Der klang et Ord fra Holgers Bryst
Der staaer en deilig Have med alle Blomsters Pragt
Der staaer et Slot i Vesterled
Der var Pragt i Pavestaden
Det er ingen Drøm. Jeg hører hans Røst
Det gaaer i Verden sælsomt til
Det var den Konning Ejegod
Det var mig en trøstig Tanke
Dig elskte Folk, som rolig boer
Din Deilighed glemmer jeg aldrig meer
Din Deilighed staaer for min Sjæl hver Stund
Din Jubel-Festdag hengled taus og stille
Dit Billedværk blev Sjæleoffre kjære
Dit Mindeskib fra Barndomslivets Dage
Drag hen, hvor Skjønheds Genier dig vinke
Du er Cederens Søster, min Brud fra Libanons Høie!
Du flyer mig — du skjuler paa Bjerget dit Spor
Dugdraaben blinker paa Rosengreen
Du har mig fulgt med kjærligt Sind og Øie
Du mindes end hin glemte Seiersstund
Du — o, siig med hvad Navn Jordlæben nævner Dig?
Du, som i Fablens dunkle Skyggeegne
Du, som i Skjønheds Helligdom indtraadte
Du, som med rolige Smil seer hen over Jorderigs Dale
Du, som med tindrende Lys bringer den rolige Aften!
Du, som svøbt i Skjønheds Rosenklæde
Du Verdens skjulte Sjæl, hvis Røst
Dvæl, Elskede! dvæl!
Dybt runger Harpen, som et Oldtidsqvad
Dæmoner har forfulgt mig mangengang
Dødsblund, kom os ei nær! her er de berygtede Sumper
E
Ei Sol i Taarnet jeg skimted
Elisa stod, saa skjøn, saa huld
En Aftenstund jeg eene sad
En Bonde i sin Hytte sad
End er Dansken stærk i Roma
End fjernt dit Billed tryller
En hellig Morgensol opstaaer
En Klippesteen ligger paa vildene Stie
En Kriger kom fra blodbestænkte Hede
En Ridder, saa mandig, saa kjæk, og saa huld
En Snekke jeg skuer paa gyngende Vande
En Vandrer standsed mødig paa sin Vei
Er du vaagen? Elskede! Favre, stat op!
Er ved Neapel vi alt? Endnu jeg Vesuv dog ei øined
Et helligt Kors staaer høit i Nord
Et nyfødt Tidens Barn huldsalig smiler
F
Falmer Liv med Løv i Skoven
Faner vifted over Skjolde
Far hen mit Haab! far evig hen!
Farvel, du Land med Trylleluft
Farvel, Marino! og Castel Gondolfo!
Fjorten Dage gaaer jeg ene
Floras Døttre! kjælne Spæde!
Flyver Trækfugl mod Syd, maa jeg sukke
Forladt af Vennerne fra Norden nu
Formen blev af skjult Kraftharmonie
Fornam jeg en Klang?
Foster af den gamle Evighed!
Fra Lampen hisset i Guderhallen
Fra Timen, Livets Gud os sammenførte
Fred hviler over Land og By
Fred med din lykkelige Hvile
Freidig er min Gang
Frygt ei din Veninde paa Havsens Bund!
Fuglen i Luften saa gladelig sjunger
Før fulgte jeg Carolus ved Elben og ved Rin
Før Mennesket til jordisk Liv blev kaldt
G
Gid jeg var en Morgenvind!
Gjensamlet i Fortrolighed
Gjækked hun mig i elskværdigt Lune
Glade Jul! — deilige Jul!
Gud skee Tak og Lov!
H
Heisa! der kommer en støvet Veturin
Hellige Kilde!
Hellig staaer du gjennem Seklerne
Her er Lyst, her er Liv og Glæde!
Her hvor i stille
Her klang til Danmark en Kæmpesang
Herlige Capri, farvel!
Herlige Nord-Kæmpeold, fuldriigt paa Minder og Frasagn!
Herre, Fader! lad min Tunge
Himmelen var mørk og graa
Himmellyren flammer
Hun sover derinde
Hvad er det, o! Pige, jeg hos dig tilbeder?
Hvad Holger Danske hørte og saae
Hvad lokker, hvad drager
Hver Gang Dyrendal blev nævnet
Hvergang jeg seer over Marken
Hvi funkler Herthas Dal saa rød
Hvo bygger i Løndom ved Dag og ved Nat
Hvo er du Qvindefødte! som vil maale
Hvo er hun, som kommer fra Ørkenen ud
Hvor flygted Gangergriffen hen?
Hvorhen du Yngling, med det hede Hjerte?
Hvorhen — hvorhen? hvad søger du saa bange?
Hvor Livsfarver spille
Hvor Oberon lever, hin Hjerterigets Drot
Hvo vækker os af milde Morgenblund
Hæv dig, min Sjæl! en Stund fra Støvets Kjæder
Høit paa Klippen din Gravhøi vi see, Fostmoder Carjeta
Højt paa Pyrenæers Fjælde
Haand! du deilige Haand, som leged paa Strænge!
I
I alle de Riger og Lande
I Danmarks Konstnerhave
I Danmark toner Kæmpesang
I Ellestubkrattet ved Bondens Gaard
I et af hine sorgfri Øyeblikke
I Fattigskolen spinde saamange Piger smaae
I fjerne Kirketaarne hist
I Herthas susende Skove
I hvilken Himmel, hvilken høy Idee
I Kammerset støyer den liden Smaadreng
I Lunden bag Hækken en Pige jeg saae
I Lunden Gjøgen kukker
I min Drøm jeg saae ham. Jeg hviled blødt
I Modgang lo jeg vel mangen Gang
I Mulm over Bølgernes Bjerge jeg foer
I Nordens Liv sig reiser Aand mod Jætte
I Nøddehaugen jeg stille gik ud
I Paris sig Folket glæder
I samme troldomssvangre Nat opvaktes
I Snee staaer Urt og Busk i Skjul
I Sommernatsfest paa Morganas Ø
I spørge mig om min Elskedes Navn
I Trug paa Issefjordvoven
I Underværkers Land jeg boer
I Østen stiger Solen op
J
Jeg besværger Jer, Piger!
Jeg drømte, jeg stod i Skyggernes Land
Jeg er „Rosen fra Saron“, Salomons Lyst
Jeg er syg af Kjærlighed. See! jeg har drømt, men ei sovet
Jeg foer til Idræt; jeg foer til Strid
Jeg frit mig tumled i Verden om
Jeg har hørt paa Gihon hvad Hyrder sang
Jeg har mig troet til tidlig Død indviet
Jeg kjender et fortryllet Land
Jeg kommer i Haven
Jeg Kroner havde vundet, men gav dem bort igen
Jeg kunde mig glæde som du over Livet paa Jorden
Jeg lever – og veed hvorlænge, fuldtrøst
Jeg Marmorstaden skuer
Jeg min Sjæl vil husvale
Jeg paa Libanon stod
Jeg red mellem Roland og Bispen med Lyst
Jeg sad i Hedningsfyrstens Hal
Jeg seer dit lille Barneansigt grant
Jeg ser din Alvorsleg i Barnehjemmet
Jeg sidder bag Viingaardens Hegn, naar Dagen er heed
Jeg sov; men min Sjæl var vaagen
Jeg sprang til Verden — jeg var ej sen —
Jeg stod en Sommermorgen i Herthas grønne Lund
Jeg stod en Vinteraften i Frankernes Stad
Jeg stod i den venlige Sommerkvæld
Jeg stod i de største Underes Land
Jeg stod paa Lejreborgen
Jeg svelted i Taarnet: det skorted paa Brød
Jeg saae Fyrst Carvel ved Tiberens Rand
Jeg saae kun tilbage. Mig Livets Lyst bortklang
Jeg veed en Ring; saa stor var ingen anden
Jeg vil bøie mit Hoved imod hans Bryst
Julen har bragt velsignet Bud
K
Karl sejred ved Romas Porte
Keiseren undte Fyrst Carvel det godt
Kejseren gav mig Borg og Len
Kom, Høilandets Vinde!
Kom, Musa fra det fjerne Øst!
Kom nu, Fremmede, til Gjæst dig byde de Gamle
Kom skjønne Søn af skjønneste Gudinde!
Kom Tasso! — bød Hesperien med Fryd
Kong Gøttrik brød Tro og Love
Kong Gøttrik sad ene paa Leire Borg
Kong Hadding sidder ved Nadverbord
Konstnersjæle kan hvert Syn henrive
Krands fra Orientens Skove!
Kæmpernes Sønner i Nord!
Kæmperne stege paa Bjergaasen
Kæmperne var heelt vilde
L
Lad mig den store Konst opdage
Lover Herren! han er nær
Lufter milde Foraarsvinde!
Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Lysets Engel gaaer med Glands
Lyt til Jubelsang fra Herthas Strand!
Løft dig, vor Høisang, paa Vinger af Toner!
M
Marmormindet staaer ved Graven
Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt
Med Bjergmøen gaaer jeg paa Løvernes Sti
Med dine Blomster følg mig, du fromme Barneaand!
Med Fryd jeg atter Luthen stemmer
Med hvem jeg nu bortfarer, mig snarlig bliver klart
Med Luthen i Haand gik Sangeren fro
Med Purpurdragt i Lundens Fred
Med Store og Smaa gaaer Dandsen fuldtbrav
Med sydlandsk Ild og Modet, Nordens Kvinde
Min Elskovs Magt var som Dødens
Min Mund vil Herrens store Ting udtone
Min Reisestund sig nærmer
Min Sjæl sig tumled fornøiet
Mit Liv var en længsel, jeg selv ei forstod
Mod Livet de Ufødte frem sig stride
Mod Mænd var Holger lidt mut iblandt
Morgenstund har Guld i Mund
Møe med svanehvid Barm, med himmelblaat Bælte!
N
Natuglen hyler i Hallen
Naturens Sjæleliv fornam Du stille
Nu ringer alle Klokker mod Sky
Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa
Nu vaagne alle Guds Fugle smaa
Naar Aftnens sidste Straale blinker
Naar hørtes først paa Parnasset Kiv og smaalige Rangstrid?
Naar Stormen hviner ved Midnatstid
O
Oberon svang sig op paa mit Skød
O Natur! naar du dig aabenbarer
Op, sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
O! var du min Broder!
Over Hav og Bjerg og Flod
P
Phyllis! naar du smilende fremtræder
Pludselig ved Herbergtrappen
Prindsessen iled at befrie den Fange
Prægtig er Udsigten hist fra Camaldolensernes Kloster
Paa Bjergets Aas, høyt over Jordens Dale
Paa Borg ved Stranden lød Hymneklang
Paa denne Verdens Grændsemur
Paa Fjeld Somaren fremskrider
Paa Kysten sove Kæmperne rolig
Paa mit Leie jeg ledte i Nætter lange
Paa Moders Arm saa sjæleglad
Paa ny konstrige Florents henriver nordisk Sjæl
Paa Sjølunds fagre Sletter
Paa Skjaldeskib jeg havde heiset Seilet
R
Reiseliv! Rejselyst!
Roland var Holger Danskes Ven
Rolig sad Fader Fornuft paa sit høye Domsæde
Rul henover Fjeld og Bælt
Ruller op, ruller ned
Rød Maanen skinner blandt Stjerner smaa
S
Sad jeg ved Morganas Side paa den underfulde Ø
Sadl op min Ganger, slib mit Sværd!
Sagte du rinde!
See, med Tidens gyldne Æbler
Seks Feer stod ved min Vugge og sang
Sig mig, Phyllis! mindes du en Tid
Siig mig du, som kjender Kjærlighed!
Sildig vakt af uroesvangre Slummer
Sjæle-Gammen i min Trængsel
Skjøn er du, Ungdoms gyldne Tid!
Skjøn Gunhild stander paa Dække
Skyerne flyve, og Bølgerne gaae
Sort Bølgen under Stormens Vinger strømmer
Stand hellig i Guds Helligdom!
Standser os plagende Toldvæsens-Trold? Nei, kun høflig han krummer
Stig frem, o Dag med Dødens Minde!
Stiig ned fra dit Bjerg! du Favre, kom hid!
Stille Rom! fra dine Høie
Stjerneblomst! du kan mig sige
Storken sidder paa Bondens Tag
Stork! Stork! Langebeen!
St. Peders Navn jeg nævned tidt med Glæde
Staaer paa Hjørnet af mit Stræde
Syng nu stille i din Vugge!
Sælsomt er Livet dog her. Naar Daglarmen buldrer omkring os
Saa dunkel er min Gang paa Jord
Saae du det Hav, hvor Bølgen hæver
Saa er det virkelig vort stille Roma
Saa nydeligt dandse de Sødskende smaa
Saa venlig en Drot jeg aldrig saae
T
Tidt gik vi Arm i Arm i Frederiks Have
Til Gensano Blomsterfesten
Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!
Til Naadens store Aandefest
Til Rosengaarden gik jeg i Jomfruens Baand
Til Sagn og Sange og Eventyr
Til vor lille Gjerning ud
Tit er jeg glad, og vil dog gierne græde
Tit jeg stod, hvor Kæmper blødte
Tityrus! siig mig, hvi gaaer du saa sælsom med Hjorden?
To Engle Smaa
To Kræfter styre Kloden i dens Bue
Tolv Riddere sad ved Kejserens Bord
Ton blidt, min Sang! i Fredens stille Bolig
To Riddere droge fra Leding
Tre Dage var jeg atter i Bamyan Gæst
U
Ud at bestige Vesuv! — Velkommen vor troe Cicerone!
Ung Bahman foer paa Gangeren den lette
Ung Pervitz saae det kolde Skaal at bløde
V
Vanked vild i Østerlande
Ved Arnos Bred sig mellem Blomster slynger
Ved Leire græsse nu Faar paa Vold
Ved Livets Port jeg en Lysalf saae
Ved Qvel jeg sad i Eegens Lye
Ved Tiberbroen paa romersk Vei
Vend om, vend om, o, Sulamith!
Vift stolt paa Codans Bølge!
Vi red i Landet, hvor Sol stod op
Vi red mod Morgen, red mod Øst
Vi red over Bjerg til Keiserens Stad
Vist blidelig med eders stærke Vinger
Vi sørged for de døde
Vogt for Hexen dig hist, og fly Forglemmelsens Rige!
Vær hilset her, hvor danske Hjerter banke
Vær hilset, mit gamle Fædreland!
Vær hilset, Sandheds varme Tolkerinde!
Vær lovet Du, som evig vaager
Vær stille, Jorderige!
Vaagn og bryd i Lovsang ud
Vaarens Sendebud
Z
Zaragoza saa jeg prange
Ø
Østerlide! Østerlide!
