B.S. Ingemann (1789–1862)

Din Deilighed glemmer jeg aldrig meer;

Men dit Blik mig i Sjælen brænder.

Endnu jeg din Gang over Bjerget seer:

Dine Lemmers Skyggerids undflyer Konstnerens Hænder.

Jeg kommer dit duunhvide Liv ihu,

Naar Svaner fra Sø sig opsvinge;

Jeg seer din frembølgende Barm endnu,

Naar paa Lilliemarkerne Tvillingkiddene springe.

Din Søilehals staaer for min svimle Sands,

Naar hist Elfenbeenstaarnet glimter.

Hvor Dammene blinke med Maaneglands,

I min Elskovsdrøm dine Øines Klarhed jeg skimter.

Til Carmel mit Blik gjennem Taager foer,

Til dit Hovedhaars Slør fløi Tanken.

Din Høihed jeg mindes, hvor Palmen groer;

Om dit Bryst jeg drømmer, hvor Druen svulmer paa Ranken.

Jeg trykker til Palmen mit hede Bryst,

Og jeg kryster den modne Drue.

Jeg drømmer endnu om vor Elskovslyst;

— O! men aldrig slukkes i Sjælen Lynblikkets Lue.