B.S. Ingemann (1789–1862)

Ingemann, Bernhard Severin, 1789—1862, Forfatter. F. 28. Maj 1789 i Torkildstrup paa Falster, d. 24. Febr. 1862 i Sorø, begr. sst. Forældre: Sognepræst, Provst Søren Sørensen I. (1735—99) og Birgitte Swane (1751—1809). Gift 30. Juli 1822 i Hyllested med Lucie Marie Mandix, f. 19. Febr. 1792 i Kbh. (Frue), d. 15. Jan. 1868 i Sorø, D. af Sekretær, senere Kommitteret i Rentekammeret, Konferensraad Jacob M. (s. d.) og Hustru.

Faderen var en Købmandssøn fra Møen, Moderen Datter af en velstaaende Skibskaptajn, der havde faret paa Kina. I. var den yngste af ni Søskende. De første ti Aar levede han et lykkeligt Barndomsliv, forkælet især af sin milde Moder; han holdt sig i det hele taget til Kvinderne og tillægger Sværmeriet for Moderen og en Forelskelse, han allerede havde som syvaarig, en stor Betydning for sin barnlige Udvikling. Religiøsiteten i Hjemmet var næppe upaavirket af Rationalismen, en idyllisk Tillid til de kærlige himmelske Magter uden noget alt for stærkt dogmatisk eller kirkeligt Præg. Efter Faderens Død slog Familien sig (Okt. 1800) ned i Slagelse, hvor I. fik et Stipendium til Latinskolen. Den lille Jomfrudreng befandt sig ilde i den forfaldne Skole mellem de raa Kammerater; dog blev et Par af dem, Chr. Hviid Bredahl og Chr. Niemann Rosenkilde, hans Venner. Nogen solid humanistisk Dannelse opnaaede han ikke, Homer kedede ham.

Han blev Student efter den nye Skoleordning Okt. 1806 og bestod April 1807 den filologiske Prøve. Under Bombardementet paa Hovedstaden i Sept. var den lidet krigsdygtige I. Medlem af Studenterkorpset og maatte den første Nat staa paa Post paa Volden, mens hans Bolig i Fiolstræde med hans tidligste poetiske Udgydelser gik op i Luer. Han tog derefter tilbage til sin Moder og forberedte sig til den filosofiske Eksamen, som han tog April 1808 hos Treschow. De følgende Aar kastede mørke Skygger ind i hans Liv, Moderen, tre Brødre og en lille Niece reves bort af »Lungetæring«, og I. ventede selv en lignende Skæbne. Det var en tungsindig Periode af hans Liv, altid syslede han med Dødstanker. 1809—11 var han Huslærer i Valby, 1813 fik han Valkendorfs Kollegium. En Trøst for ham var Venskabet med den fem Aar ældre Carl Luno, der forstod hans fine, undselige Sjæl. Fra disse Aar stammer hans første poetiske Arbejder, Tragedien »Mithridates« (ca. 1810) og et Bind »Digte« (1811), der slutter med Linien: »Livspoesi er genfødt Paradis«. Han anvendte i disse Digte ofte en Teknik, der kunde minde om 1790’ernes, Digterne før Oehlenschläger, hvilke han ogsaa stod nær ved sin elegiske Tone. Men der talte en dybere Verdenssmerte ud af hans Vers, og han røbede i sine bedste Øjeblikke en Evighedslængsel og flammende Idealisme, der kunde stille ham ved Schack Staffeldts Side. Bogen gjorde stor Lykke, og I. blev for en Aarrække Publikums Yndling. Den vandt ham ogsaa en beundrende Læserinde i hans Genbo, Lucie Mandix, med hvem han blev forlovet 15. Nov. 1812. I.s Produktion tog et mægtigt Opsving i disse Aar. Foruden en Disputats paa Kollegiet om »Tragediens væsentlige Fordringer« og en (ligeledes utrykt) Afhandling, der fik Universitetets Guldmedaille: »I hvad Forhold staa Digte- og Talekunsten til hinanden?« skrev han talrige nye Vers. I Juli 1812 kom »Digte, anden Del« og i Juli 1813 en tredie Samling, »Procne«, paa 450 Sider. En fjerde Samling, »Julegave«, udkom i Dec. 1816. Med en Søvngængers Sikkerhed fulgte I. sit Instinkt og fandt før sine jævnaldrende den Vej, der passede for hans dunkle, dybe Gemyt. Han skyede ikke en udfordrende naiv, stundom næsten parodierende Kunstform og skød ofte over Maalet i Udtrykket for sin hensynsløse Spiritualisme. Fra disse Samlinger huskes »Dannevang med grønne Bred«, »Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt«, »Paa Sjølunds fagre Sletter«, »I Kammerset støjer den liden Smaadreng« og den rige eksalterede Lyrik, der rummes i hans Novelle »Varners poetiske Vandringer«. Det er en Wertheriade, har Form af en Række Breve fra en ung Mand, som søger ud i landlig Ensomhed og med en Harpe i Haanden følger i en ung Piges Fodspor; han vinder hende, og de forenes, men kun platonisk, hun bliver syg, og Varner drikker Smitten af hendes Læber, de forenes i Døden. Dette I.s Ungdoms overspændte Hovedværk har i sin høje Flugt og Lidenskab noget ægte og uforgængeligt. Mere fordringsfulde og formløse er de store allegoriske Digte »Parizade« (i »Digte« 1811), »Gangergriffen« (i »Digte« 1812), »De sorte Riddere« (udk. Juni 1814), der forherliger Visdom, Fantasi, Tro og Kyskhed som Livets positive Magter. 1815—16 slog han ogsaa igennem paa Teatret, navnlig med Tragedien »Bianca« (opført 3. Jan. 1816), en Slags dramatisk »Varner«, der blev angrebet af Peder Hjort og J. L. Heiberg, forsvaret af N. F. S. Grundtvig, der under I.s Ungdom til Stadighed var ham en tro Vaabenfælle. Andre Dramer, »Turnus«, »Masaniello«, »Røsten i Ørkenen«, »Hyrden fra Tolosa«, »Løveridderen« er mattere. 1817 udkom et romantisk Eventyr i Fouqués Manér, »De Underjordiske«, der foregaar paa Bornholm paa Valdemar Atterdags Tid; dets Emne er som overalt hos den unge I. Kampen mellem Lysets og Mørkets Magter; det bebuder I.s kommende historiske Digtning.

I Jan. 1816 forlod I. Valkendorfs Kollegium, og han fik nu vanskelige Kaar. Okt. 1817 indgav han Ansøgning om en Ansættelse. Man gav ham foreløbig et toaarigt Rejsestipendium a 800 Rdl., der senere blev forøget med 600 Rdl. I Selskab med Provst Fr. Schmidt rejste han i April sydpaa: Kiel, Hamburg, Frankfurt am Main, Strasbourg, Paris. I Aug. tog han til Rom, hvor han slog sig ned for længere Tid. Han omgikkes der Historikeren Estrup, Historiemaleren J. L. Lund, Billedhuggeren Freund, den svenske Digter Atterbom, den tyske Digter Rückert; ogsaa Thorvaldsen gjorde han sin ærbødige Opvartning. Senere indtraf hans

Kritiker Peder Hjort, som han forligtes ret godt med. Sidst i Febr. 1819 rejste han til Napoli i Selskab med den rige Fru Bügel og hendes fire Døtre, af hvilke Valborg gjorde et dybt Indtryk paa ham og menes at staa bag mere end een af hans Kvindeskikkelser. I April var han atter i Rom, og tre Uger efter rejste han nordpaa over Firenze, Bologna, Venezia og Triest til Wien, hvor han blev en Maaneds Tid. Paa Hjemvejen besøgte han i Dresden Tieck, af hvis Digtning han i en overordentlig Grad er paavirket. Goethe vilde han ikke opsøge, han saa i ham med dyb Selverkendelse Repræsentanten for den Aand, der var ham mest modsat. Sidst i Nov. 1819 kom han til Kbh. og blev hilst af Blicher i det bekendte Digt »Hedelærkens Velkommen hjem til Nattergalen« (Skilderi af Kbh. 27. Nov. 1819) og af Grundtvig i Digtet »Til Bernhard I.« (Poet. Skr., V, S. 62). Rejsens litterære Udbytte var ikke ringe. Den er beskrevet i den omfattende Digtsamling »Reiselyren« (I—II, 1820), hvis enkelte Partier vistnok alle er udkastede undervejs. I Rom skrev han Tragedien »Tassos Befrielse«, et Modstykke til Goethes »Tasso«, en Forherligelse af den kristelige og oversanselige Poesi, noget mindende om Oehlenschlägers »Correggio«. Fra Begyndelsen af 1819 stammer den velfortalte fantastiske Novelle »Det høje Spil«, der begynder hans Hoffmann’ske Periode. En Tragedie »Ridderløftet«, skrevet i Wien, hører til hans mere forgængelige Arbejder. Men et vigtigt Præg satte det lange Udenrigsophold paa hans Digtning, som hidtil havde været meget æterisk, ved den Plads, der fra nu af gives den synlige Verden i den; I. var noget af et Øjemenneske, men opdagede det først under sine Kunststudier i Italien. Og det farverige, katolske middelalderlige Danmark med de levende Folkelivsbilleder, som han giver i sine historiske Romaner, er et formummet Vælskland.

Det første halvandet Aar efter Hjemkomsten var I. travlt sysselsat med Udgivelsen af sine Rejsefrugter og nyt Forfatterskab. Fra Efteraaret 1820 er en Komedie, »Magnetismen i Barberstuen« (udk. Marts 1821), en Satire over den dyriske Magnetisme i Holbergs Stil. Fra Foraaret 1821 stammer »Kampen for Valhal, Tragedie«, en Skildring af Kristendommens Indførelse paa Island, hans sidste Forsøg paa at kappes med Oehlenschläger om Teaterpublikummets Yndest. S. A. skrev han sit sidste Eventyrdigt »Det øde Slot« (udk. 1845). Vigtigere end disse Arbejder er et Bind »Eventyr og Fortællinger«, som udkom i Marts 1820 (heri bl. a. »Moster Maria« og »Altertavlen i Sorø«), de begynder en ny Digtning, hvor Virkeligheden kommer til sin Ret trods den dristige Fantasifiktion. 23. Juli 1822 blev I. udnævnt til Lektor i Dansk

ved Sorø Akademi, Ugedagen efter ægtede han sin Lucie. Det blev et lykkeligt og harmonisk, men barnløst Ægteskab; hun var en Kunstnerinde med dyb Sans for Poesi og Kunst, der til fulde forstod at vurdere sin Husbonds Digtning (hendes egne Blomsterbilleder og Altertavler, der mest foræredes bort, var i den prærafaélitiske Manér og ikke alle talentløse). Hun kan næppe siges at have isoleret ham, den vennesæle Digter stod i levende personlig og brevlig Forbindelse med mange af sine betydelige samtidige, især Grundtvig, Hauch og H. C. Andersen; et Venskab af ganske særlig Betydning havde han med den aandrige Fru Ingeborg Christiane Rosenørn, der en Aarrække var bosat i Sorø, senere Overhofmesterinde hos Dronningen; hun snarere end I.s Hustru nærede hans Aands stadig dristigere Retning mod en spekulativ-mystisk Verdensanskuelse. Af udenlandske Venner blev kun to af Vigtighed for ham, L. Tieck og P. D. A. Atterbom, med hvem han følte sig aandsbeslægtet. I. forblev i Sorø Resten af sit Liv, kun 1828 foretog han med sin Hustru en lille Udenlandsrejse til Berlin, hvor han bl. a. besøgte Fouqué, og Dresden, hvor han atter mødtes med Tieck, og 1833 en Rejse til Sverige og Norge. Det stille Sorø med dets skønne Naturomgivelser og rige historiske Minder blev hans Digtnings Vækstbund. Dog følte han sig ingenlunde altid lykkelig over at være stavnsbunden dertil; hans lidet byrdefulde Lærergerning tilfredsstillede ham ikke, ihvor afholdt han end var, og 1841 udtrykte han i et Digt til Kongen sin Længsel efter at komme bort (»jeg længes nu efter Havet svart, hvor det bruser med stærkere Strømme«).

En første Frugt af I.s Nedsættelse i Sorø blev hans historiske Digte og Romaner. De begyndte med det store, stærkt inspirerede patriotiske Rimværk »Valdemar den Store og hans Mænd« (1824), hvis Sprog er farvet af Grundtvigs Saxo, af Folkeviserne og af den danske Rimkrønike. Grundtvig havde opfordret ham til at omdigte »De sorte Riddere«, nu gav han sine Helte fra Fantasiens uindskrænkede Land en Plads i Historien og paa Jorden. Hovedkilderne er Saxo, Kongespejlet, Kofod Anchers Afhandling om de middelalderlige Gilder og Folkeviserne om Esbern Snares Frieri og Liden Kirsten. Den historiske Idé for dette Værk som for de følgende Romaner er at paavise, at Danmark altid har været i Fremgang, naar Konge og Folk holdt fast ved Gud, og altid gik tilbage, naar Troen tilsidesattes for Verdsligheden. Herefter fulgte i Prosa »Valdemar Seier« (1826), »Erik Menveds Barndom« (1828), »Kong Erik og de Fredløse« (1833), »Prinds Otto af Danmark« (1835); Kredsen sluttedes med det historiske Digt »Dronning

Margrethe« (1836). Af disse Bøger er »Valdemar Seier« uden Tvivl den betydeligste, med dens sindrige Komposition, interessante Karakterer og livagtige Billedvirkninger (Saxo i Cellen), den har ogsaa det stærkeste patriotiske Pust. I. gør i Modsætning til Walter Scott (hvem man bestandig foreholdt ham som Mønster) Kongen, hans Ærgerrighed og hans Elskov til Bogens Hovedindhold. Af Nutiden er Bogen for saa vidt præget, som den fordrer en religiøs Renæssance i Grundtvigs Aand til Betingelse for Folkelivets Blomstring. Selve Handlingen er en Napoleons-Myte; hvad Under at I. kunde dadles for sin kavalermæssige Omgang med Kilderne (Huitfeld, Suhm). Ringere er »Erik Menveds Barndom«. Den vil vise, »hvorledes brave danske Mænd maa tænke og handle ved Siden af en vaklende Trone«; med Rette berømt er den Scene, hvor Kansleren Morten Mogensen kærligt fordyber sig i de Viser, den unge Jomfru har samlet hos Spindekonerne. I denne Bog bruges nemlig i højere Grad end i den forrige Folkeviserne som Kilder. I »Kong Erik« er Inspirationen kendeligt aftaget, Romanen indeholder talrige Gentagelser fra sine Forgængere, er opfyldt af en upoetisk Polemik mod Rationalismen og bærer Præg af sin Forfatters Bitterhed over den uforstaaende Kritik, hvormed han var blevet modtaget som fædrelandshistorisk Digter. I »Prinds Otto« bryder den religiøse Tendens igennem paa Bekostning af den nationale. I. havde egentlig ikke mere paa Hjerte. En femte historisk Roman, »Venusinus’ Ring«, hvortil I. havde samlet Stof, blev lagt hen, og Digtet om Dronning Margrete blev kun et tarveligt Modstykke til det om Kong Valdemar. Alligevel er disse Bøger blevet læst igennem et Aarhundrede som en poetisk Fædrelandshistorie, og de fortjente deres Succes. De var vel gennemgaaende ikke skrevet med I.s allerfineste kunstneriske Samvittighed, men de var levende og muntre, affattede i et saftfuldt og naturligt Dansk, og bærer ved deres uforfalskede Præg af Frederik VI.s Tidsalder et rørende Vidne om, hvor deres Forfatter hørte hjemme. Deres Betydning for den folkelige Vækkelse i Tiden før 1848 kan vanskelig overvurderes, thi de naaede i Kraft af deres jævne Foredrag straks ud til Menigmand.

Ved Siden af sin historiske Digtning havde I. fortsat sine Eventyr og Fortællinger. I April 1827 udkom fire »Noveller«, hvori »Den gamle Rabbin«, med Motiv fra Jødeforfølgelserne 1819, skildrer den gamle rettroende Jøde, som i Dødsøjeblikket faar et Glimt af den sande Messias at se, og »Kunstberider-Familien« har Motiv fra Casortis Trup, Billedet af den melankolske Klovn er en humoristisk Selvspejling. 1831 kom »Huldregaverne«, opfyldt af bitter Polemik mod I.s Kritikere. I., som hadede Ufred om sin Person, blev atter Midtpunkt i en litterær Fejde, hvor næsten kun Sibbern tog hans Parti; hans eget følgende Indlæg »Opstanden i Litteraturstaden, dramatisk Epilog... trykt som Manuskript for Fjender« (s. A.) havde ikke meget Vid. Novelledigtningen fortsattes med »Varulven — Den levende Døde — Corsicaneren« (1835), »Kunnuk og Naja eller Grønlænderne« (1842), »Nye Eventyr og Fortællinger« (1847), »De fire Rubiner« (1849) med bekymret Drøftelse af Spørgsmaalet om den ægte og den uægte Folkefrihed, »Fire nye Fortællinger« (Juni 1850), der indeholdt »Christen Bloks Ungdomsstreger«, en morsom og realistisk Fortælling uden større Løftelse, »Den stumme Frøken« (s. A.) med stærk Adresse til Samtidsbegivenhederne. Der kan i I.s Fortællinger spores en bestemt Retning bort fra den dristige Fantasidigtning til en mere virkelighedstro Skildring; dog hører et overnaturligt Element altid hjemme i hans bedre Noveller; meget passende iøvrigt hos den Mystiker og Magiker, som I. i Grunden var.

Det bedste af I.s Manddomsdigtning rummes i hans Salmer og aandelige Sange. Allerede i Digtsamlingen fra 1816 forekommer »Hymner og Højtidssange«, som snart viser Tilknytning til det 18. Aarhundredes Lyrik, snart til I.s Yndlingsdigter Novalis. Fra hans første Sorøtid stammer en Gruppe Morgen- og Højmessesalmer (1822—25), der endnu er som Penneprøver. De blev senere suppleret med nogle »Salmer og religiøse Sange til forskellige Lejligheder«, som har en mere fyldig Tone (»Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud«). Hovedværket, »Morgensange for Børn«, »Syv Aftensange«, »Morgen og Aftensange«, udkom 1837—39 med Melodier af Weyse. I.s Salmer er som Brorsons intim Lyrik, har ringe Tilknytning til kirkelige Lejligheder, udgaar oftest fra Betragtning af Natur- og Menneskelivet. Grundtonen i dem er det dybe Tillids- og Afhængighedsforhold til Gud og Følelsen af Tilværelsens uendelige Rigdom og Dybde. Omkring sin religiøse Oplevelse skaber I. en ny Lys- og Mørke-Mytologi: Lysenglen bortjager Nattens Skygger, Solen selv er et Billede paa »Soles Sol fra Bethlehem«, den gaar ned i et Slot »tækket med gyldne Skjolde«, og ved Mørkets Frembrud »vaager hele Verdens Gud ved Skabningens store Vugge«. Denne Lyrik er paa een Gang mægtig visionær og dybt musikalsk og dog saa enfoldig som en Barneramse. I. har ved den indskrevet sig som den store primitive i vor Litteratur.

Nær beslægtede med disse Digte er to Digtkredse fra 30’erne. I »Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog« (1833) har han givet Udtryk for den dybe Livslede, som ved denne Tid besjælede ham. Hanfølte sig i Samklang med Prædikeréns »Idel Forfængelighed og en Jagt efter Vind er alt hvad der sker under Solen«. Med Afsky vender han sig fra det verdslige og travle Liv, Menneskenes Indbildskhed og Mangel paa Holdning. Stærkt og rigt gennemspilles Temaet fra den bitre Ironi til den smertefyldte Vemod. Et positivt Modstykke hertil er »Holger Danske« (1837). Dets Udgangspunkt er Chr. Pedersens gamle Folkebog. De fortællende Digte er af ringere Værd, men de lyriske er af I.s aller mærkeligste (»Vær hilset, mit gamle Fædreland«, »Ved Lejre græsse nu Faar paa Vold«, »I alle de Riger og Lande«, »Jeg saa kun tilbage«). Holger Danske er en Repræsentant for Folkesjælen, en aaben, frejdig og tapper Natur, stundom i Dvale, men vaagen, naar der er Fare. Men tillige er den lille rige Bog et Indlæg imod den forladte Pessimisme: den individuelle Isolation giver Had til Livet, i Folkeaanden er der Frelse. Endnu en Digtcyklus skrev I. 1838, »Sulamith og Salomon«, som Indledning til det dunkle dramatiske Eventyr »Salomons Ring«. Over Højsangen har I. formet nogle af sine mest svulmende Rytmer. De er blevet populære ved Hartmanns Musik, som »Holger Danske«s ved Gades. Et andet dramatisk Digt, »Renegaten« (1838), vender sig med godt Humør og undertiden med Vid mod de nedbrydende Tendenser i Samtidens Politik og Videnskab. Som et Efterslæt hertil kom 1840 den matte Digtkreds »Kærlighed og Politik«, hvis Begivenheder er henlagt til 1840, og som undsiger »Kødets Emancipation«.

Netop ved denne Tid havde I. en ny Krise. Fru Rosenørn havde forladt Sorø, og han plagedes af Udlængsel; Købstadlivet trykkede ham. I Slutningen af 1841 var han atter faldet til Ro, og n. A. skrev han en ny Cyklus »Sjællands Købstæder«, hvori enkelte Digte er værdifulde (»Præstø« og »Sorø«). To Digtkredse, »Skyhimlen« og »Stjernebilledernes Symbolik« (1840) meddeler hans metafysiske Spekulationer fra disse aandeligt bevægede Aar.

1842 var I. blevet konstitueret som »Director« for Sorø Akademi og sad i denne Stilling, som ikke var ham bekvem, til Anstalten 1849 blev nedlagt. Han producerede i denne Tid ikke meget, var mest optaget af at redigere sine samlede Skrifter. Han følte sig ogsaa trykket af den sejrrigt fremtrængende Liberalisme (»Kropflertallets Regimente«). Men Folkets aandelige Opvaagnen kunde ikke være ham imod, og i den stærke nationale Bevægelse slog hans Hjerte med. Og da Krigen kom, var det ham og ikke Oehlenschläger, der føltes som Danmarks store Digter. I sine sidste Livsaar æredes han som Digterkongen. Paa sin Halvfjerdsaarsfødselsdag fik han overrakt et Guldhorn fra de danske Kvinder. 1854 besørgede I. i Løbet af fem Maaneder Revisionen af Roskilde Konvents Salmebog.

Hovedværket efter 1850 er den store Roman »Landsbybørnene« (4 Bd., udkom 1852). Den foregaar i Tiden 1840—52, men optager dog kun i ringe Grad Tidsbilledet i Fortællingens Gang; derimod havde de samtidige ikke Vanskelighed ved at genkende H. C. Andersen i dens Hovedperson Anton og Weyse i den gamle Professor, muligvis ogsaa Fr. Sneedorff Birch i Staal. Den fremstiller i et Nutidsstof Grundideen i I.s Digtning, Kampen mellem Lyset og Mørket; Helten føres gennem tragiske og lutrende Oplevelser til Sejren. Hans sidste Arbejder var store Læredigte, hvori han udtrykte sin religiøse Verdensanskuelse: »Confirmations-Gave« (1854), »Tankebreve fra en Afdød« (1855), »Guldæblet« (1856), »Blik paa det Første og det Sidste« (skrevet 1858). De viser ham i væsentlig Overensstemmelse med Kirkens Lære; kun paa nogle Punkter indtog han til sin Ven Grundtvigs Vrede Særstandpunkter: han tvivlede paa Daabens absolutte Nødvendighed og paa Kødets Opstandelse, troede sikkert paa alles Frelse igennem en Mellemtilstand, hvor Sjælene skulde lutres. Men der er et panteistisk Præg over I.s Religiøsitet. Intet levende gaar tabt, alt er stedt i Udvikling og Forvandling: »Og slukkes alle Sole og Stjerner engang — dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang«.

Samlede Skrifter, 1. Afd., 2. Udg., I—VI, 1853; 2. Afd., 3. Udg., I—XI, 1855—59; 3. Afd., I—XIII, 1845—64; 4. Afd., I—X, 1845—65. Svanesang ved V. Heise 1889. — Etatsraad 1845. Konferensraad 1857. — R. 1828. D M. 1840. K. 1855.

Malerier af C. W. Eckersberg ca. 1817 (Fr.borg) (stukket af W. H. Lizars 1822), C. A. Jensen 1822 (sst.) og 1844 (sst.), A. L. Koop (Fr.borg) (stukket af A. Flint 1820), J. V. Gertner 1845—46, Elisabeth Jerichau Baumann (1858), W. N. Marstrand 1859 (Sorø Akademi) (litograferet hos Tegner & Kittendorff) og F. Vermehren (1904, Fr.borg). Tegning af F. Vermehren 1846 (litograferet af I. W. Tegner s. A. og stukket af Johs. Britze 1929) og af H. Olrik 1860 (Fr.borg) (skaaret i Træsnit s. A.). Satirisk Tegning af Constantin Hansen (sst.). Marmorbuste af H. E. Freund 1818 (Kunstakademiet, Ny Carlsberg Glyptotek). Buster af F. Krohn 1830 og af H. V. Bissen 1859 (Kunstmuseet, Fr.borg). Statuette (1887) af O. Evens. Portrætteret paa J. V. Sonnes Billede af Guldhornets Overrækkelse 1859 (1860, Fr.borg). Endvidere Litografier af Ole Rasch 1819, af D. Monies 1825, fra E. Bærentzen 1845 efter en forsvunden Original af C. A. Jensen og 1873 fra Tegner & Kittendorff efter Fotografi. Træsnit efter Tegning af Otto Bache af I.s Begravelse. — Granitstøtte med Portrætrelief i Bronze (af H. V. Bissen) paa Graven; Træsnit derefter 1864. Mindetavle paa Slagelse gamle Latinskole. Mindestøtte 1889 i Torkildstrup Præstegaardshave.

Slægt i Stamtavle over Slægten Ingemann, 1885, og ved Th. Hauch-Fausbøll i Personalhist. Saml., I, 1901, S. 162—200. — B. S. Ingemanns Levnetsbog, I—II, 1862. B. S. Ingemann: Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811—1837, 1863. Breve til og fra B. S. Ingemann, 1879. Brevveksling mellem B. S. Ingemann og Fru I. C. v. Rosenørn, 1881. Grundtvig og Ingemann. Brevveksling, 1882. Ingemann og Atterbom, en Brevveksling, 1924. Hauch og Ingemann, en Brevveksling, 1933. Personalhist. Tidsskr., 2. Rk., IV, 1889, S. 225—40. — H. Schwanenflügel: Ingemanns Liv og Digtning, 1886. Jens Nørregård: B. S. Ingemanns digterstilling og digterværd, 1886. Rich. Petersen: Mindeskrift om B. S. Ingemann, 1889. F. Rønning: B. S. Ingemanns Liv og Digtning, 1927. K. Galster: Ingemanns historiske Romaner og Digte, 1922. Samme: Fra Ahasverus til Landsbybørnene, 1927. Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg, II, 1921. E. Rindom i Gads dsk. Mag., 1924, S. 465—78. Paul V. Rubow i Danske i Paris gennem Tiderne, I, 1936. Samme i Rom og Danmark, II, 1937. Hans Brix: Analyser og Problemer, II, 1935. Paul V. Rubow.