Kong Valdemars Jagt
(Et sjællandsk Folkesagn.)
(Et sjællandsk Folkesagn.)
Paa Sjølunds fagre Sletter
Ved Østersøens Bred,
Hvor Skoven Krandse fletter
Om Engens Blomsterbed,
hvor Sølverkilden glider
Nu ved Ruinens Fod,
Der stolt, i gamle Tider,
En Kongebolig stod.
I Borgens gyldne Sale
Sig rørte muntert Liv,
Der hørtes skjemtsom Tale
Og lystigt Tidsfordriv:
Kong Valdemar der bygged
Saa fast sit Kongehuus,
Som det hans Liv betrygged
Til Verden sank i Gruus.
Der Glædens Kilder fløde
Saa tit med Druens Blod
Fra Vinteraftenrøde
Til Sol i Østen stod;
Men i de lyse Dage,
I Sommer og i Høst,
Lød under Bøgetage
Den frie Kongelyst.
Da rørtes Horn og Bue,
Med Kongen Hengsten sprang,
Og fnøs i Solens Lue,
Og sig mod Skoven svang;
Med lystig Jægerskare
Paa hviden Ganger fløi
Den Konge tit med Fare
Henover Stub og Høi.
Som stærke Nordenvinde
De Jægere henfoer,
Da flyede Raaer og Hinde
Som Løv i Stormens Spor;
Men i den raske Glæde,
Ved Jægerhornets Klang,
De glemte tit at bede,
Og høre Messesang.
Tit naar den arme Bonde
Gik over Kirkesti,
De Jægere og Hunde
Foer lysteligt forbi;
De lagde Hegnet øde,
For bange Hind at naae,
Og Agrens gyldne Grøde
Nedtraadt i Støvet laae.
Da sukked arme Bonde,
Og sine Hænder vred;
Men Jægere og Hunde
Ei standsedes derved;
Tit klynked saaret Hare,
Mens Kirkeklokken klang,
Da styrted i den Skare
De Hengste mangengang.
En hellig Paaskemorgen,
Da Ottesangen lød,
Og af Langfredagssorgen
Den store Fryd frembrød,
Vildt Jægerhornet blanded
Sin Lyd med Klerkers Sang,
Og frygtsom Hare standed
Midt i den Kirkegang.
Da treen mod vilde Skare
Den Biskop, god og from,
Bød i Guds Navn dem fare
Langt fra hans Helligdom,
Med Kirkens Ban dem trued,
Med Gud og Evighed;
Men Kongens Harm oplued,
Han svared stolt og vred:
”Fra mine Fædre raktes
Mig gyldne Krone hen;
Fra Paven Troen bragtes,
Den kan han faae igjen;
Hvis her jeg evig kunde
Ved Jagten fryde mig.
Jeg vilde ei misunde
Vor Herre Himmerig.”
”Det Ord du vil fortryde,”
Lød fromme Biskops Røst.
Brat Jægerne bortflyede,
Liig Trækfuglsværm i Høst,
Og stolt af Kongebyrden,
Den hvide Ganger sprang,
Og fnøs ad Sjælehyrden
Og fjerne Ottesang.
— I Muld forlænge siden
Kong Valdemar er lagt;
Men sælfomt gjennem Tiden
Gaaer Sagnet om hans Jagt.
Tit korser arme Bonde
Sig end paa natlig Sti,
Hvor Jægere og Hunde
Ham suse vildt forbi.
Længst Sølvkilden glider
Nu ved Ruinens Fod,
Hvor stolt i gamle Tider
Den Kongebolig stod;
Men i de Nætter klare,
I Sommer og i Høst,
Som af en Trækfuglskare,
Fornemmes sælsom Røst.
Paa Gangeren den hvide.
Med luftig Jægerhær,
Man seer da Kongen ride
Saa bleg i Natten der;
Saalunde, mon man sige,
Han bøde maa med Nag,
Og vente paa Guds Rige,
Og Dommens store Dag.