Vift stolt paa Codans Bølge!
Blodrøde Dannebrog!
Din Glands ei Nat skal dølge;
Ei Lynet dig nedslog.
Du over Helte svæved,
Som sank i Dødens Favn;
Dit lyse Kors har hævet
Til Himlen Danmarks Navn.
Fra Himlen er du faldet,
Du Danmarks Helligdom!
Did har du Kæmper kaldet,
Som Verden leder om.
Saalænge Rygtet svinger
Sig over Land og Søe,
Mens Nordens Harpe klinger,
Din Roes skal ei uddøe.
Suus høit i Kampens Bulder
Om Juul, din Kæmpe bold!
Mens Tordnen om Dig ruller,
Du sjunge: Tordenskjold!
Og flyver du mod Himlen
I stolte Luers Favn,
Da nævn for Stjernevrimlen
Din høie Hvidtfelds Navn!
Hvergang en Stjerne funkler,
En Helt du nævne kan;
Men Ingen, som fordunkler
Din store Christian;
Paa Livets Kyst han stander
I Seiersklædebon,
Hvergang en Kæmpe lander
Hos Rud og Absalon.
Med Palmen Christjan vinker,
Naar, Dannebrog! han seer
Dit Hvide Kors, som blinker
I Kampens Flammeskjær —
Vist høit for alle Vinde!
Kald dine Sønner frem!
Mens Havets Bølger rinde,
Din Glands omstraale dem!
Vai stolt ved Danmarks Strande!
Vai stolt ved indisk Kyst!
Og ved Barbarens Lande
Lyt stolt til Bølgens Røst!
Den toner om din Hæder,
Og dine Kæmpers Priis,
Og Heltene det glæder
I deres Paradiis.
See dem, du har tilbage!
De blusse ved dit Navn,
Vil for din Hæder drage
Med Lyst i Dødens Favn.
Uplettet skal du svinge
Dig over Verdens Søe,
Til Nordens Brynier springe
Og Danmarks Hjerter døe.