Hedelærkens Velkommenhjem til Nattergalen
(Ved Ingemanns Hjemkomst fra Italien)
(Ved Ingemanns Hjemkomst fra Italien)
Længe har jeg savnet, o Broderlil! din Sang:
Hvor har Du været den Vinter mørk og lang?
Iis og Snee har dækket mit lyngtakte Huus,
Haglen om mig raslet i Stormenes Suus.
Eensom har jeg flaggret paa Marken kold og hvid,
Inderligen længtes efter Foraarets Tid,
Tænkt med Fryd og Smerte paa henfarne Lyst,
Blomsterrige Sommer og frugtrige Høst.
Hvor har Du været den lune Foraarsnat?
Lyttende jeg ledte i nyudsprungne Krat;
Solen straalte mægtig igjennem Snee og Slud;
Martsviolen dufted, og Bøgen sprang ud,
Blomsterflokken smilte paa Ager og i Kjær,
Lundene grønnedes — men Du var ikke der,
Alle de Smaafugle sang op i Skov og Vang —
Hvor var Du henne, o Broder! med Din Sang?
Hvor har Du været den Sommernat saa luun?
Ofte jeg lyttende er vaagnet af mit Blund:
Irisken qviddred i Skovens dunkle Sal,
Stillitsen og Droslen — men ingen Nattergal.
Ak! hvor har Du været i Høsten da jeg svang
Over gule Stubbe mig i Skyen med min Sang?
Alle mine Frender forlode mig nu —
Taug da, o Broder, og forlod mig ogsaa Du?
Var Du i det Land, hvor Citronen voxer vild?
Hvor Orangen gløder i Sommersolens Ild?
Milde Vinde vifte fra Himlen reen og blaa;
Gjennem Myrthelunde de stille Bække gaae;
I de grønne Dale er Strengeleeg og Dands,
Brune Lokker flagre fra spraglede Krands;
Citharen klinger i maanelyse Nat,
Brune Øine tindre under nikkende Hat.
Var Du i det Huus, som paa Søjler er bygt?
Gjennem mange Storme det stander fast og trygt;
Gamle Marmorstøtter udi den vide Hal
Lytte saa tause til Klippefossens Fald.
Der sørger Niobe for evig uden Trøst,
Slangerne kryste Laokoons Bryst;
Fægteren krummer sig i Døden paa sin Arm;
Cytherea smiler med Haanden paa sin Barm.
Var Du paa de Klipper, som Skyen gaaer forbi?
Ludende i Taagen staaer Mulen paa sin Stie.
Gamle Drager lure i Hulen dyb og mørk,
Klippeelven bruser hen i den øde Ørk;
Tordener brumle i Bjergets hule Skjød,
Gjennem Røg og Aske opstiger Luen rød;
Gnistrende Lava bag det flygtende Folk —
Mellem faldne Mure Banditten med sin Dolk.
Broder! ak! hvi vilde Du til det fjerne Land
Drage bort saa vide udover Mark og Strand?
Leer ej her om Dagen den Sol paa Himlen blaa?
Maanen ej om Natten med sine Stjerner smaa?
Ingen Klippe rejser sin sneebedækte Krop,
Men med Løv og Blomster er smykket Højens Top:
Ingen Klippeelve i Dalen brøle vildt;
Men i grønne Enge gaaer Bækken taus og mildt.
O! saa bliv da hjemme paa faure Fædreøe!
Flyv ej meer forvoven udover vilden Søe!
Lad de Andre flaggre ustadige omkring!
Her er dog det bedste af hele Jordens Ring.
Bliv, og byg Din Rede i grønne Fædrelund!
Fryd med Dine Sange den tause Midnatsstund!
Syng, naar Solen stiger paa Østerhimlen Blaa!
Sødt, naar Solen daler, Du Dine Triller slaae!