Kalliope
→
Digtere
→
Steen Steensen Blicher
→
Førstelinjer
Steen Steensen Blicher
(1782–1848)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af Steen Steensen Blicher på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Af sorg der ej findes i Verden saa lidt
Ah! Hvo est Du, som hisset gynger
At ligne Livet ved et Gjæstebud
At Politiken er et Spil
B
Bjergsøen er med Iis belagt
Bjørnkjær Slot ligger ned i Gruus
Blandt grønklædte Bakker der ligger en Dal
Blegt glimte Stjernerne i mørke Nat
Blæs Søndenvind! lad Søen høre Dig!
Bort, bort fra disse
Borte er Søvnens Børn, — ufuldendte Gestalter
D
Dagen skimter, Morgenstjernen glimter
Da Harald hiin haarfagre
De Bønder de sidde saa tykt over Bord
Dejlig est du, mit Østhavs Møe!
Den gamle Eeg ud over Elven luder
Den mørke Skye hen over Ørken gaaer
Den Nordsø! det er et uroligt Vand
Den rige Mand triner af Døren ud
Den stolte Flod, som spreder Frugtbarhed
De Refsnæsdrenge, de Samsøpiger
Der er en Dannemand i Nord
Der er en Kilde dybt i Jordens Skjød
Der er et lys, som her i Verden brænder
Der er han selv! Velkommen tusind Gange
Der kommer Duen: den blysomme Fugl
Der kommer Hejren i Bølgeflugt
Der stander et Fjeld af hiin haarde Granit
Der var en Tid, da Du, i Skjønheds Fylde
Der var en Tid, da Hellas som en Have
Der var en Tid paa denne Klode
Det blæste en Storm udi Kattegat
Det er en gammel skik — og megen skjøn tillige
Det er hvidt herude
Det er jo Rylen, som hisset kommer!
Det er saa lystigt i Vaaren forvist
Det femte Billed, Du skuer — giv Agt!
Det første Spil af alle Whist dog bliver
Din Levetid Du Strid paa Strid
Din Skaal og min Skaal!
Du dyrebare Tolk før mine Tanker
Du farer, min Gut! paa et uroligt Hav
Du Flyvemester, der stiger mod Sky’n
Du, som i Vaarens og Haabets Dragt
Du, som kun agter nyttig Daad i Livet
Du som taus med sænket Hoved staaer
Du spørger mig, hvem jeg tør kalde størst
Dybt i vilde Skove staaer
Dybt udi Østen klarer det til Dag
Døvende Torden!
E
Eensom jeg laae paa min lynggro’de Bakke
Ei mere prægtig Solen straaler, naar
Eja! Velkommen du lystige Stær!
Ej blot til Lyst! saa sige vi, naar lystig Skjemt
Endnu engang, I længst henfarne Dage!
En Drøm? — „En Drøm? og intet meer?
En Falk! ja nu er den Tid forbi
En Hare sad en Morgenstund
En Myg tilfældigviis blev Vidne til
En Olding, som man Tiden kalder
En Vej er Livet, hvis Begyndelse
En Vise vil vi nu sjunge
Er det en Sejler hisset dybt i Vesten?
Er det Skyer
Ere da disse henrykkende Toner fra Jorden?
Est Du et Menneske, hvor fik Du da
Et Panorama løber rundt
F
Farvel, farvel da, du røgindhyllede Tue!
Farvel Hans Christian! ogsaa Du gaaer bort!
Flyd sødt og sagtelig, min stille Sang!
Fløjtetoner elskovsømme, bløde
For dig, hvis Saft fra tusind Penne flyder
For Dig jeg tilforn saa ofte sang
For din Griffenfeld saa god
Formiddagssolen paa Østsidens Vinduer
Forraadt, bedraget og forladt
Fra min afsides Dal jeg nys frembrød
Fra Tordenskyen synker Solen rød
Fuld af Narre er vor lille Jord
G
Glat var din Kind, da første gang
God Aften Allesammen! og mange Tak for sidst!
Goddag Hr, Jens! Velkommen hid til Thunøe Land!
Græd ej, Qvinde, for din Søn!
H
Ha! Bravo! først Liv nu Concerten faaer
Haga ligger nydeligt i Skoven
Halvmaanen over Askedynger staaer
Helsingborg og Svarteraae?
Henholdende mig til min ældre Kundgjørelse
Her har skyldfri Skjemt sin Bolig
Her kjender Du, o Digter! først, hvor fattigt
Hil Dig atter, Himlens faure Datter!
Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark
Hillemænd!
Hjejlen! han har ikkun een Melodie
Hr. Visekrigscom’sarius!
Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!
Hvad er det, man ved Obis kolde Elv —
Hvad hører jeg? hvis er den Harpeklang
Hvem der! hvor saaes vi To sidste Gang!
Hvem har vi her? — Knud Henneberg! — Hvo kjender
Hvide Blomst! hvorfor saa bly
Hvilken frygtelig Fagot!
Hvi raaber den Sanger saa højt paa ensomme Hede?
Hvi seer Du, danske Mand
Hvi skjælver Du, naar sig Orkanen hæver
Hvi sysle de saa travlt i Skive hist
Hvi vil dog Deres Exellence faa
Hvor der er vakkert i den Præstegaard!
Hvor est du, elskte Plet! hvad er dit Navn?
Hvo rider saa silde mod Skoven frem?
Hvorledes Had af Elskov kan udbryde
Hvor Roxen sine Bølger slaaer
Hvor skjøn i Haabet er den Dag imorgen!
Hvor Tiden gaaer!
Hys!
Højt oppe imod Norden der ligger et Land
Højtærede Herrer og Danneqvinder!
Hør! Hvilket Suk! det hæver sig og døer
Hør: Vinterstormen tuder huult derude
I
Ih! see god Dag Hr. Landraad! hvordanne staaer
Ingen Himmelstorm paa Fjeldet
I Riddere gjæve! hvo drister sig til
I Skanderborrig Enge
I smilende Vaar, mens paa Roser jeg træder
I tredive Aar, og vel fleer, jeg sang
J
Jeg drømmer tidt endnu, jeg er i Sverrig
Jeg drømte tidt i Sverrig, jeg var hjemme
Jeg ejer i mit eget Bryst
Jeg kommer seent — o Du, min Vens Veninde!
Jeg ogsaa her en Stambog saae
Jeg skred henind ad Fyrisaa
Jeg vanked med Bøssen under min Arm
Jeg var ung, da Du mig første Gang
Jorden sover, Natten dækker over
Jyden han æ stærk aa sej
K
Kjær est du Fødeland, sødt er dit Navn
Kongen kommer!
Kryb, o Du min Sang, i krumme Slangebugter!
L
Langt fra Hovedstadens Tummel
Ligerviis som Fuglekongen mon være
Ligger Du her under græsklædte Tue
Livet er en Skole, som Alle søge maae
Lumre Sandørken
Lyksalig den, hvem Phæbos Harpen rækker!
Længe har jeg savnet, o Broderlil! din Sang
Løft dig af Sumperne
Løft din Isse, Pindus! Du est fri
Løft dit Hoved, Dovrefjeld!
Løft højt det blanke Bæger
M
Man bygger op med stor Umag
Man Kalder Livet og et Lykkespil
Men lønlig Smerte qvalte Nymphens Røst
Midt i Natten, midt i Vinters Hjerte
Min Søn! om Du vil i Verden frem
Min Ven er død! lad Taaren flyde!
Modtag med fordomsfrie Blik
Mørk er Natten; Blæsten tuder
N
Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag
Nordens Phoenix! ligesaa deilig som sjelden!
Nordiske Kolibri! Du som boer
Nordop til Upsala gik min Fart
Nu først en Skaal for Førstemand
Nu hvile mange trætte Lemmer
Nu seer jeg, det var ikke saa ganske uden Grund
Nu skyder Lyset sig i Østen op
Nær ved den Eng, et evigt Foraar pryder
Naar alle Blomster slumme i kolde Vintergrav
Naar Ungesvend og Mø hverandre møde
Naa! skal du ogsaa strax afsted?
O
O Du, som ruller højt paa Himlens Bue
O! I Poeternes Tjenestepiger!
Omringet af sin Faareflok, der stod
Op af Nordhavs dybe Vander knejser
Opløft dig, Sjel! fra Smertens Land
R
Ret længe skal vi nu, min Tro!
Risle venligt, Roars Kilde klar!
S
Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk
Slig Klagesang til Taarer Alle rører
Smukke Fugl! Du som saa tarvelig
Snart for Indbildningen det trætte Forhæng drages
Solen gaaer mørkrød ned i Sydvest
Som et Frø af ædel Art
Som naar et Skib paa Vigens stille Vande
Spred dig, o spred dig
Steenvinkel, Rostgaard og Gerner
Stemmer i; thi nu ville vi sjunge!
Stille og mørkladen er vel min Hede
Stolte Laurbærtræ! som byder
Stor er den kunst ved Plectrets Mesterslag
Sydvesten skjuler Himlen tykt med Skyer
Saa est Du da omsider vaagnet op!
Saa tidlig paa Dækket? — Hvi bæver Smilet ustadigt
T
Terne! Du erindrer mig
Tidt ved et Blomsterbed man ligned Livet
Til Dagen Orden i hver Zone
Tilhest! tilhest nu, Du jydske Dragon!
Tringa pugnax! nu blier her et muntert Liv
Tys tys tys! hvad hører jeg?
Tør en Slettens Søn bestige
U
Ud gaaer Du nu paa Livets Vej
Ud gaar du nu paa Livets Vej
Unge Danske! træd ærbødig ind
V
Ved Christianssand
Ved Foden og paa Skrænterne af Fjelde
Velkommen lille Emigrant!
Viben! det lille næsvis Ting
Vidivit! der er Svalen, min Troe!
Vor Jord en Skueplads man og med Rette kalder
Vort Liv ved Billeder betegnes maae
Vægteren vaager den Nat saa lang
Y
Yndig er vor gamle Jord
Yndigt er dit Lys, o Aftenstjerne!
