Hvide Blomst! hvorfor saa bly
Staaer Du hist i Sneens Ly
Oppe under Polen?
Hvorfor i den vilde Ørk,
Under Klippen kold og Mørk?
Løft Dig op mod Solen!
Mildelig Du smiler: Nej!
Just i Mørket var din Vej,
Skjøndt en Mørkets Fiende;
Just ved Nordens kolde Barm,
Skjøndt i eget Hjerte varm
Blodet monne rinde.
Derfor udi Mørkets Hjem
Lyset fra Jerusalem
Lod Du venligt gløde;
Og med Ild af Sydens Sol
Nordens iisbedækte Pol
Kjerlig Du optøede.
Du fra Hjem og Fædreland
Til en vild og fremmed Strand
Vandred ufortrøden;
Derfor som et Nordlys skal
Du paa Nordens Himmelhald
Skinne efter Døden.
Hvide Blomst! hvorfor saa bly?
Løft Dig op mod højen Sky!
Lad Dig Solen skue!
Hvad Du virked, hvad Du leed —
Tegnet staaer i Evighed
Med uslukket Lue.