Dybt udi Østen klarer det til Dag;
Lysstrimen Nattens Forhæng gjennembryder.
End Alt er tyst. Kun Fossens dumpe Brag
En enkelt Stjerne glimter hist og her
Og sig i Søens stille Vande spejler;
Og Somrens Maane med sit matte Skjær
Paa mørke Nattestye i Vesten sejler.
Som Dagens Konge den sig nærme seer,
Lidt efter lidt sit blege Skin den slukker,
Og Morgenskjæret lysner meer og meer;
Den sidste Stjerne nu sit Øje lukker.
Vaagn op, o Motala! lad sidste Gang
Mig Hamrene i dine Esser høre!
Snart gjennemfure vi den blanke Vang;
Til anden Kyst os dine Vinger føre.
Alt bruse de: fra Østergothlands Strand
Vor Snekke lydig ud paa Dybet strider.
Med stadig Fart den fjerner sig fra Land;
Og snevre Bugt sig meer og meer udvider.
Tilbage viger skovbeklædte Kyst;
Eet Klippenæs sig bag det andet skyder:
Med gylden Kant det sig mod Himlen strækker;
Det for Vadstena stander som en Vold,
Og mod de stærke Vandes Vrede dakker.
See! Solen kommer i sin Morgenpragt:
Den hele Østerhimmel staaer i Lue:
Bjergryggen gløder i sin Purpurdragt:
Som smeltet Guld er Vetteren at skue.
Usynlig Magt fra Dybet dig oprører:
Med store Vover uden Storm du gaaer;
Og trindt forfærdet Kyst din Rasen hører.
Da vee hvert Skib! som ej har nær til Havn,
Og tumles mellem dine vilde Bølger:
Det males rundt ned i din sorte Favn,
Her hjelper hverken Roer ej heller Sejl;
Thi Vinden strammer ej de flappe Duge.
Kun op og ned sig gynger Stavn med Spejl;
Til Dybets Kræfter dem i Splinter knuge.
Skjær ind mod Landet dine hvide Furer!
Flyv med os snelt bort over skumle Grav?
Hvor under blanke Flade Døden lurer!
Modtag os, Vestergothland! i dit Skjød!
Med Klippearmene du os omslynge!
Naar Sol bag Vennerhavet synker rød,
I mindre troløs Bølgefavn vi gynge.