Vennen i Nød
(Frit efter Pfeffel)
(Frit efter Pfeffel)
Forraadt, bedraget og forladt,
Og mæt af Kummer som af Dage,
En Vandrer laae i Storm og Nat,
Udøsende sin bittre Klage:
„Saa er da hvert et Glimt forbi
„Af Haabets Straale for mit Hjerte!
„Saa vandrer jeg min mørke Sti
„Forladt — alene med min Smerte!
„Ak Venner jeg en Skare fandt
„I mine lyse Glædesdage;
„Men da min Lykkes Sol forsvandt,
„Jeg havde ikke een tilbage.
„Ha! bittre Skjæbne! at dog ej
„Een eneste min Kummer deler!
!Ak, ikkun een!” — „„Jo! her er jeg!””
Trofaste Kat saa venligt mæler.
„O kjere Ven! saa vilde Du
„Dog ej forlade mig i Nøden!
„Saa blev Du fast hos mig endnu!” —
„„Jeg bliver hos Dig indtil Døden.””
„Ha! hvormed skal jeg lønne Dig?
„Men Armod er just min Ulykke —
„Dog jo! jeg finder end hos mig
„Af fordums Overflod et Stykke.
„En Mundfuld Steeg — min sidste Bid;
„Alene jeg den ej fortærer.
„Du troe — Du ærlige! kom hid!
„Mit halve Gods jeg Dig forærer!”
„Ja” — svarte mons — „det lugted jeg!”
Og med det Hele løb sin Vej.