Skovplanteren
(Digteroldingen Faye tilegnet)
(Digteroldingen Faye tilegnet)
Flyd sødt og sagtelig, min stille Sang!
Vær liig en lønlig Kildes milde Brusen!
Ton, letberørte Harpe! med en Klang
Som i en Foraarslund Sephyrers Susen.
I Espens Løv, der over os sig hvælve,
Som Aftenvinde mildt din Stemme skjælve!
Væk ej den trætte Slumrer af sit Blund,
Der planted her den skyggefulde Lund.
Her brændte før Midsommersol saa heed;
Ej Bsk, ej Blad dens Flammestraaler dæmped.
Dens Lueblik det tynde Straa bortsveed;
For sygligt Liv forgjeves Blomsten kæmped.
Uhindrede de vilde Vinde fnyste;
Paa øde Vej krumbøjet Vandrer gyste.
For Storm, for Sol han fandt ej Ly, ej Læ,
Kun skummelt Lyng, men intet venlig Træ.
De sørgelige Slette som et Hav,
Ensformig, flad og skummel sig udstrakte.
Den syntes som en hel uhyre Grav,
Hvor intet meer til Liv, til Lyst opvakte.
Rovdyr kun over øde Slette sprunge,
Lynglærker kun Gravmelodier sunge;
Den hele Egn uhyggelig og mørk
I mange Sekler laae, den var en Ørk;
Men nu en Skov! — Som ved et Trolddomsord
En fordums Ørken skjønt forvandlet smiler.
See Busk ved Busk, og Træ ved Træ nu groer;
Hos Bukken Raa, hos Hjorten Hinden hviler.
Her har nu Stormen tabt sit Herredømme;
For grønne Løv den sorte Lyng maae rømme.
Her hilse Fugle Vaarens Atterkomst;
Sødtduftende fremspirer Blomst ved Blomst.
Og Skarer strømme ud af Vinterbuur,
Og under svale Bladeloft sig lejre.
Let hopper Hjertet i den frie Natur:
Højtjublende en Sommerfest de fejre.
I Skyggen boltre sig de muntre Klynger,
Her dandser Een — og hist en Anden synger:
„Den Skov! de Blomster!” til den Himmel blaa —
Det er Fryd for Store og for Smaa.
Men han, hvis Haand det første Frø har gjemt,
De spæde Qviste planted først i Jorden;
Han ligger selv i Jordens Skjød forglemt
I dybe Søvn, mens her en Skov er vorden.
Han, som saa hult paa Efterslægten tænkte,
Forlængst i Gravens mørke Huus de sænkte.
Vi frydes i den Skov, hans Flid har skabt;
Han selv — men ej hans Værk — for os er tabt.
O! glem ham ej, Du de Henfarnes Skjald!
Betænk ham ømt i dine Mindeqvæder,
Naar Du heniler til hans grønne Hal,
Og i han lune Skyggesal indtræder.
Maaske hans Aand useet sit Drapa hører,
Og lytter venligt, naar Du Harpen rører.
Han strø’de disse Glæder paa din Vej —
Forlod dem selv — o Sanger, glem ham ej!
Nej, synge vil jeg — o! men staae mig bi,
I Fugle smaa, for hvem han og mon bygge!
Slaaer eders Triller! stemmer Alle i!
Han gav Jer Hjem jo i den tætte Skygge.
Fløjt Stillits Du! og kur, Du Kjælne Due!
Syng højt, Du Irisk! under Skovens Bue!
Lad, Drossel! skingre klart den Elskovssang!
Bland, Nattergal! dit Kluk med Harpens Klang!
Og I hans Børn! hvem han opfostred huld,
I Træ’r! hvem han i øde Ørk opklækked —
Nu ligger eders Fader selv i Muld,
I Vintersøvn med Dødens Mulm bedækket.
Før tiden maatte han sin Skov forlade —
Flet til en Hæderskrands de grønne Blade!
Hvælv eders Kroner til en Tempelhal!
Bland eders Suk med Harpens Tonefald!
Bruus med din Kæmpetop, du stolte Eeg!
Ryst, Bævreasp, dit Løv for Vindens Vinge!
Du lyse Bøg, med Aftenvinden leeg!
Din Krone, Fyrr, du som en Fane svinge!
Rejs, Gran! — et Mindetegn — din Pyramide!
Bøj, Taarepiil, dig ned mod Bækken Side!
Med dine Blomsterskjerme smyk dig, Røn!
Udgyd din søde Taare, faure Løn!
Gyd du, o Birk, din milde Balsamduft!
Skyd, Lærke, dine purpurrøde Dufte!
Hæv, ranke Poppel, dig i højen Luft!
Slyng ydmygt, Brombær, dine Tjørnebuske!
Snoe kjerlig dig om Armen, Vedbensranke!
Dæk, Enebær! med Grønt den stejle Banke!
Og du, o Ell! Kald Skovens Alfer smaa,
At natlig Dands kan i din Skygge gaae!
Saa knejse du i Ungdomskraft, o Skov!
Din Vaar er kort, og snart forgaaer din Sommer;
Din stolte Pragt vil vorde Stormens Rov;
Du falme skal, naar Efteraaret kommer.
Da sørge du i hvide Vinterklæde,
Til Vaaren atter vækker dig med Glæde;
Til i forynget Skjønhed du fremgaaer,
Og Slumreren fornyet Ungdom spaaer!
Sov gode Planter, sov nu sødelig!
Et bedre Monument sig Ingen rejser:
Hver Vaar din Kjere Skov jo mindes Dig;
Hvert Aar den højere mod Himlen knejser.
Før den engang i Tidens Løb forældes,
Før sidste Træ af Ørkens Storme fældes,
Før sidste Toner døe, som lyde nu;
Ej før forglemmes. gode Planter, Du!