Forsang
(En kjer Frænde helliget)
(En kjer Frænde helliget)
Eensom jeg laae paa min lynggro’de Bakke,
Stormenes Brusen hen over mig gik,
Mossede Gravsteen var under min Nakke,
Oppe i Skyerne dvælte mit Blik.
Dvælte i Skyerne, men mine Tanker
Foer over Stormens og Skyernes Gang;
Stundom jeg nynned’,- de skaldede Banker
Hørte min første, tungsindige Sang.
Tidt gjennem Stormen jeg kunde fornemme
Liflige Toner fra Morgenens Kant;
Hid til mit Hjerte den venlige Stemme
Vej over Hav, over Hederne fandt.
Yndige, som paradisiske Drømme,
Var dine Kvad i fortryllede Sal;
Blidelig susede Sangenes Strømme,
Svale som Regn i den solbrændte Dal.
Lønligen priste jeg ham, som optænder
Himmelske Luer i jordiske Bryst;
Skjaldenes Sjæle gaae ud fra hans Hænder —
Tusindes Glæde og Tusindes Trøst.
Mægtig jeg følte, den stærkere Flamme
Blev ved hans Ord med den svagere Gnist:
Følte, at Lærken er skabt af den Samme,
Som satte Midnattens Sanger paa Qvist.
Frydede mig, at de tusinde Tunger
Qvæde i evigt, uendeligt Chor;
Og at utallige Læber udsjunger
Hymnen til ham, som i Himlene boer; —
Priste hans Værk, naar i smilende Sommer
Drosselens Fryd fylder lyttende Lund;
Og naar i Natten vemodigen brummer
Rørdrummens Klage fra taagede Grund.
Da svam en Taare af Fryd i mit Øje
Over den Gnist, som opvarmed’ min Aand;
Gladelig flagred den op mod det Høje,
Vældig løsrevet af jordiske Baand.
Ak! men jeg følte, at jordiske Sjele
Drømme kun dunkelt om Himlenes Fryd;
Og at selv Digterens stærkeste Mæle
Er kun en fage hendøende Lyd.
Følte, at Oldtidens dybeste Rune
Hugges i Stenen og er ikke meer;
Ossians Harpe og Shakespears Basune
Ak! ere begge kun Aske og Leer!
Følte, at Skjalderøst svagt ikkun hylder
Ham, som bag Solen og Stjernerne boer,
Tiden og Rummet alene udfylder —
Svimlende Dyb for en Skabning af Jord!
Rystet som af den Almægtiges Torden,
Svimlende ved hans Uendelighed
Skjalv jeg, og faldt paa mit Ansigt til Jorden,
Under hans Trone tilbedende ned.
Bedende laae jeg, ej turde jeg svinge
Mig imod Himlen i jordiske Ham —
Rørte min Skulder med venlige Ram.
Rørte den venligt, forlod mig og suste
Atter i smilende Østerled hen;
Der hvor i Sekler Vestvindene bruste
Lynglandets Søn blev alene igjen.
Blander sin Stemme med Stormenes Larm;
Kan han ej Vinger mod Himmelen sprede,
Ager han dog i sin selvgjorte Karm.
Ak! og han veed det: af mangen en Frænde
Skal han miskjendes og hades maaskee;
Nogle af Harme vil lønligen brænde,
Faa ville græde og Færre vil lee.
Men det formørker ej Sangerens Blikke,
Om han forfølges af Daarernes Hær;
Kjerligheds Digter! Kun du vil vist ikke
Trykke paa Tornen, hans Hjerte er nær.
Elsk mig min Ven! naar paa Aandernes Hede
Lyder min dybe, tungsindige Sang,
Og naar ved Pirren i Vandbiers Rede
Hvislen og Brummen forfølger min Gang.
Søn udaf Danmark, vor kjerlige Moder!
Vi have diet eet Fødelands Bryst.
Elsk dog mit Hjerte, min elskede Broder!
Om du ej altid kan elske min Røst.
Useet af dig har jeg tidt ved din Side
Vandret paa Bredden af Døberens Flod;
Hvor dine Taarer de runde saa stride
Grædende jeg og paa Golgatha stod.
I dine Haver og gyldene Slotte
Tidt har jeg været og frydet mit Blik;
Og om end selver slet ingen jeg aatte,
Gladelig dog gjennem dine jeg gik.
Vil du de glindsende Vinger udbrede
Hid fra din blomsterbedækkede Vang —
Stille og mørkladen er vel min Hede —
Dog kom min Broder! besøg mig engang!
Ogsaa hos mig skinner Solen hin klare,
Maane og Stjerner paa Himmelen blaa;
Taager og Storme ej altid henfare
Over min Hede saa skummel og graa.
Skummel og graa er min Fædrene Hede;
Dog under Lyngtoppen Blomsterne staaer;
Lærken blandt Gravene bygger sit Rede,
Og sine Triller i Ørkenen slaaer.