Blicher.
Farvel, farvel da, du røgindhyllede Tue!
Med dine Taarne, de lider højere Halmstraae.
Hvor est du liden! et Støvgran blot paa min Kikkert
Bedækker hele din Herlighed, Øresunds Dronning!
Saa stille, du Tusinders Bolig! — jeg lytter forgjæves
Til Raaben og Larmen i dine mylrende Gader —
For mig ej meer nu da est, end Carthago og Tadmor
Heel øde og taus, som engang i de kommende Sekler,
Naar Fremtidens Søn, en ivrig Alderdomsforsker,
Vil tankefuld sidde paa dine mosgro’de Ruiner —
Farvel — Farvel!
Barberen.
Hil dig, du min levende Verden!
Mit svømmende Huus, min vandrende Stat udi Havet!
Jeg maae dog betragte engang de Medborgere, Skjæbnen
Har samlet med mig i dette indskrænkede Rige.
Hvo er den Mand hist ved Roret saa mørk og saa
myndig?
Han vinker — det staaer der; han taler — da springer de
Blaamænd
Hver ad sin Vej gjennem Luften — det er Monarken.
Med større Effect svinger ingen Konge sit Scepter,
End denne Haandspagret; hver Ord er en Lov, og som lydes;
Hans Undersaatter end ere mindre end Slaver —
Maskiner med Liv blot, der ved usynlige Snorer
Træffes snart op paa den stormomhvirvlede Fløjknap,
Snart paa Bovspryddet ud, der dukker i Bølgen.
Rædsomme Id! See kun, hvor Soldaten, der ofte
Dandsed til Dødens Musik paa dundrende Landjord,
See kun, hvor Helten nu knuger sig bange til Masten,
Og knap tør see til Matrosen, der dingler ved Raaen.
Og see hiin Herre, der rækker sig ud af Kahytten!
Han gruer ogsaa — dog nej, han seer nok kun efter,
Blandt hvilket Selskab Hændelsen haver henslængt ham.
En net liden Mand! men vist en Hader af Rejser
Og Rejsers Besvær: kort Nattero, fremmede Senge,
Langsom Opvartning, forfrosne Føder og Fingre.
Hvad mon har drevet ham ud af den rolige Stue,
Den varme Sloprok, den lune Edderdunsdyne?
Hvo skal nu skjænke ham, med det tilbørlige Qvantum
Af Fløde og Sukker, den sødtopduftende Kaffe?
Hvo skal barbere ham? ak! den Arme! hvor gjerne
Leed han taalmodig, ja selv i Vessenberg Gyde,
Foermandens Jomfrutobak og Postvognens Skumplen!
Blicher.
Hvem mon tilhører hiint femten Sommeres Ansigt?
Saa sødt uskyldig i Morgendrømmenes Alder,
I Kjerligheds Dæmring, i søde Længselers Daggry!
Et af de Himmelske Aasyn, der blysom og stille,
Varmt dog af lønlige Flammer, synes at lytte
Til Engles Musik, selv nær beslægtet med Engle.
Barberen.
Ak, hvor forskjælleligt fra det, der om Vintere femten
Sidder ved Vhistbordet blegt! da banker vel Hjertet,
En Junker maaskee under Bordet med talende Fødder
Om ventende tête á tête minder den naadige Frue.
Men hvo er denne, der sukkende skotter til Englen,
Ej uliig en Hane, der, slagen af Hønsenes Herre,
Lister forknyt sig omkring med hængende Vinger?
En fordums Spradenfeldt! ak, ustadige Lykke!
O! hvor forandret fra ham, der ofte har slynget,
Forstærket ved Briller, sit Øjes sejrende Flamme
Mod Logernes glimrende Rækker! der ofte har tumlet
Sin Ganger paa Dyrehavsvejen blandt ringere Helte!
Hvor er hiin Hanekam, som ingen Pige ustraffet
Torde beskue? er den faldet for evig?
Ha, grusomme Skræder! ha, unaturlige Fader!
Eja! nok Een! men han i sin frodigste Blomstren,
En haabefuld Yngling! Mamas fortrinlige Glæde!
Hvor han vil skinne hist ovre i Jydernes Hjemstavn,
Der, lig en sjælden Comet, beskrive sin Bane,
Meget beseet og beundret af Folket i Ribe,
Der nu, til Selvbeskuelse pludselig vækket,
Mod Idealet stræber i svag Efterligning.
Hvis er den Haand, der strækker sig op gjennem Lugen,
Løftende højt som et Skjold den uhyre Mel’mad?
Hvo skulde vel eje en Appetit saa velsignet?
Hvo skulde vel eje to Kinder saa glindsende fede?
En Pande for Rynker saa Fri? — med faa Ord: et Ansigt,
Hvori saa tydelig læses Menneskets Adel,
Hiin Stræben fremad og opad, herlig belønnet? —
Hvo, uden Oxernes Fører, hvem Skjæbnen veldædig
Gav blot saa megen Fornuft, som netop behøves,
At han kan oversee hans eget hornede Selskab?
Blicher.
Hvad hedder hiin Øe i blaalige Taage, der møder
Nordhavets Vrede, og tvinger de brusende Strømme
At dele trindt om sit Bryst deres skumklædte Veje?
Hveen! hveen! hvor er da Uranienborg? hvor er Taarnet,
Din Vaaning, Du Vandrer blandt Stjernerne? selv Du en Stjerne
Af pureste Glands paa Himmelens høje Befæstning.
Saa var det her, hvor Du løfted Dig op over Jorden,
I hellig Begejstring op mellem Himlens Mirakler!
Her, hvor Du stod tidt, henrevet i stille Beundring,
Ene i Himmeltempelets funklende Hvælving,
Og søgte forgæves at tælle de vrimlende Verdner.
Da brød din Stemme ud fra dit svulmende Hjerte,
Og stammed i brændende Andagt: Skaber og Fader! —
Saa var det her, hvor dit Hjertes jordiske Engel
Stundom Dig drog fra din høje Flugt over Skyen,
Forsonende Ætherens Søn med Livet paa Jorden, —
Den Danneqvinde, hvis Favn var Ætlingens Tilflugt
Fra Kongevrede og Hofmænds lønlige Avind —
Den hulde Hustru, hvis Barm modtog dine Taarer,
Der runde for Savn af Fødeland varst Du, Uranias Brudgom!
Ved Moldaus Bredder mod dig lysere smilte —
Et højere Bjerg, som bar med stærkere Skuldre
Hiin Himmelstige, hvorpaa Du atter opsvang Dig
Fra Mørkets Dale høit til din straalende Hjemstavn.
Ej heller stod Du en venne-og frendeløs Flygtning;
Den, Norden forskød, han fandt et Fristed i Syden.
En Konge formaaed — en Kejser søgte dit Venskab;
Og Daunens Eeg, som hiin Storm fra Norden oprykte,
Har fæstet sin Rod paa Thuiskons mildere Slette.
Saa brat forsvunde to Sekler — tvende Minutter
I Tidens Hvirvel, og alt ligger, dybt udi Støvet,
Uranias herlige Bolig paa Jorden. O Danmark!
End stande de Taarne paa dine stormfulde Kyster,
Der lede i Mørket Nordhavs vildfarende Snekker;
Dog skjøre Siv, som Vindens Vinge mon knække,
Magtglimtende Gnister, som Stormens Aande udpuster —
De stande endnu — men Hvenas knejsende Fyrtaarn,
Der steeg gjennem skyen, og spredte Taagen, som skjulte
Himlen fra Jorden; der straalte et Lys ud i Mørket,
At lede Støvmenneskets Øje fra jordiske Skygger,
Fra Taagelandet til Evighedernes Lysmark,
Til Stjernetemplet, Almagtens funklende Trone —
Det lodst Du synke i Gruus.
Hvor ere vi nu? jeg kjender ikke hiin Klippe,
Der hænger sort som en Sky over skummende Brænding.
Hiint skumle Fjeld er ej af mit Fødelands Bakker,
Der smaa og smilende ligge, græsdækkede Tuer,
Paa dine Vange, Du Jotlands venlige Halvøe!
Saa mørke og nøgne er ej mine løvtakte Høje,
Som denne Bjergryg, Blæstens og Tordenens Bolig.
Dog varst du ogsaa Danmark, du Brahernes Vugge!
Før Stormen kom, der rev dig af Christians Hænder:
Nu est du Sverrige, fremmed, og ofte en Fiende;
Men ej for Skjalden. Han slaaer sin fredlige Harpe
Langt fra Stridsbuldret og Folkenes blodige Tumlen.
For ham staaer ingen Grændse af Bjerg eller Bølge,
At lukke hans Hjerte for Brødreslægter paa Jorden —
Sønner af een Sol — Afmagtens straalende Øje,
Der ruller i Mildhed hen over Fjeldet og Sletten,
Nordpolens Ismark, Saharas glødende Sandhav.
Ej heller stod Du, o Walmark, Göthlands Sanger!
Med Avinds Øje hist paa dit Fødelands Kyster,
Da Joten brødes med Albins tusinde Kæmper,
Skjøndt mine Fædre med dine mødtes i Spyddands,
Ofte paa Valen betvungen af Svithiods Sværde,
Sejrensde ofte paa mangen dampende Blodmark,
Oftest paa Bølgen, de Juulers og Vesselers Alvej.
Ej urørt saae Du Sølundas brændende Kyster,
Og hørte Tordnen fra Axels svømmende Volde;
Men jublende slog Du, o Kullens Sanger, din Harpe
Til Danskens Hæder — din Drots misunde Fiende!
Forvovne Styrmand! hvad vilt Du saa nær under Fjeldet?
Est Du ej bange, at disse hængende Klipper
Skal knuse din vippende Spaan? Forfærdende Højde!
Min Nakke værker, naar jeg vil stirre mod Toppen;
Mit Hoved svimler at see de rasende Gutter,
Der krybe ej større end Fluer paa øverste Bjergspids.
Og dog ned ad denne stejle uhyre Fjeldvæg
Foer, som en Fjeldørn fra Skyen, hiin frygtløse Kæmpe —
Den samme, hvis Hjerte ej skjalv, hvis Haand ikke bæved,
Da Buestrængen mod Sønnens Hoved han spændte.
Men det var i fremfarne Dage, da Heltene spøgte
Med Døden, og leende segned i blodige Lege,
Da Regner sang udi Pinen i Ormenes Hule,
Da Regners Søn sprang gjennem Luen til Valhal,
Foragtende Livet og Fiendens herlige Gave —
En Kongelig Brud og halve Letternes Rige.
Lad Vinden løs nu, som hyler i dine Kløvter,
Du sorte Klippe! — den sprede sin susende Vinge,
At viste mig flux over Bølgen tilbage til Øen,
Hvor endnu grønnes en Green af Oldtidens Stamme,
End lever en Slægt — vort Nordhavs frygtløse Gutter,
Som ingen Storme og ingen Stærkere Fiende
Har lært at blegne — Øresunds utæmmede Herrer
I Høstens Orkaner, i Vintrens bragende Isgang.
Østvind! tilluk nu din Vinge! her rulle de Vover,
Hvor Skjalden lyster at dvæle; her vælte de Bølger
Højtskummende, hvide, hvor Heltehoben fra Hornbek
Sprang over Afgrunden — ej for Guldet at vinde,
Ej Roes eller Navn, ej heller for Døden at hente;
Men glødende af at bedre og mildere Flamme,
I Kamp mog Himlen og Havet at frelse fra Døden.
Og dette Glimt af Oldtids uslukkede Flamme,
Skjøndt ej det sidste, o Nordhav! paa dine Bølger
Før den forsvandt, og fæsted den højt udi Himlen;
Han løfted sin Haand, og slog de levende Stænge.
Han selv i Dødens Arme frelste fra Døden
Den Sømands Daad — en venlig Luftning fra Havet,
Som vakte paany den halvudslukkede Lue
I Skjaldens flygtende Sjel. Saa mægtig var Aanden,
Skjøndt lukt i sit Fængsel, i Smertens krympede Lemmer,
Den flagred, at bryde sin Ham; skjøndt hyllet i Taagen
I sandsernes Taage, i Dunsten af jordiske Lyster:
Dog gjennem Mulmet den glimted, og stræbte mod Himlen,
Fra Skygedalen mod Lysets evige Rige.
Hvor yndig en Aften! hvor venlig smiler i Vesten,
Dit Mildheds Øje, o Sol! Du dæmper din Lue,
Middagens blændende Glands, at jordiske Øjne
Maae skue din Skjønhed. Skyernes Hoveder gløde,
De høje sig tause ned mod dit Leje bag Bølgen.
Stormen betvinger sin Aande og Tordenen tier;
Den standser sit buldrende Løb mellem Skyernes Dale.
Men Jorden sørger; i Dug opstige dens Taarer,
For du est borte! Nu lukker Blomsten sin Krone,
Skoven fælder sit Løv og Fuglens Vinge bedækker
Dens tunge Hoved. Døbt i Forglemmelsens Mørke
Ligger det frejdige Liv, til atter du kommer
I Morgenglands, og hensmelter drømmenes Taage.
Hvad vilt Du mig, Dødens venlige Broder? jeg føler
Din bløde Vinges lune inddyssende Viften;
Men ikke til mig, til Smertens Leje Du ile,
Til Kummerens Pude, som bittre Taarer bedugge.
Min er den tause Nat, da brænder min Flamme;
Da vaagner min Sjel, begynder min Flugt over Jorden,
Sin Vandring blandt Aanderne, Oldtids hellige Skygger,
Der straalede engang i længst henrullede Sekler.
Da føler jeg Skjaldenes Fryd, deres lønlige Glæde,
Naar een af de store Gestalter kommer i Mørket,
Rører ved Harpen og aabner Gangerens Læber.
Hvem sjunge vi, Harpe, i Nat? Hvad hedder hiin Kæmpe,
Der svæver i Nordlysets Flamme hen over Bølgen,
Eenarmet, bleg, men med Flaget om blodige Tinding?
Dit Flag, o Waldemar! Lieflands stærke Betvinger,
Det vajed i mangen et Slag over Nordhavets Helte —
Du yngste Kæmpe paa Bølgen!
Hør Himlenes Konge! han kommer i Skyernes Bjerge,
Storm er hans Aande, hans Øjnes rædsomme Straaler.
Jorden venter i Taushed; Forfærdelse knuger
De vaklende Bjerge; Bølgernes Hoveder skjælve;
De standse med Skræk, og vide ej, hvor de tør rulle,
Til ned fra Skyen Orkanen kommer og vælter
Dem tumlende ind mod Landenes bævende Kyster.
Saa skal de være i Ragnarokur hiin sorte,
Naar Ødelæggelsens Luer skal Bjergene smelte,
Naar Havet skal bovne op fra Afgrundens Huler,
Opsluge Jorden med alle dens levende Vrimler,
Naar Solen med Maanen og alle de tindrende Stjerner
Skal falde fra deres Sted udi Himlen; men Natten
Den trøstløse Nat skal ene af Alfaders Værker
Regjere det uhyre Rum uden Aar og Dage.
Hvo rider hisset paa Bølgernes fraadende Rygge,
Omluet af Himmelens Ild? Er det Nagelfara
Med Muspels rædsomme Slægt? See! de stande paa Nakken,
Bleggule Aander i Lynets ustadige Glimten.
Over dem flyver et Flag — det yngste paa Bølgen,
Men sønderrevet, et Rov for Stormens Vrede.
Du nordiske Ørn! skalt Du saa komme i Mørket?
Saa har da en flig udaf Skyen rakt dine Fjelde
Baldurs og Freyrs det sidste Skjul udi Norden.
Men Du, o Ætling! est ej af Sydens Giganter,
Der stege i Blod op paa de vaklende Troner:
Dig løftede Skjæbnen, og selv den styrted Dig atter;
Men ingen blodig Comet, en venlig Stjerne Du daled,
Ej fulgt af haanende Jubel, men lønlige Taarer,
Og stille Klager fra alle de sørgende Fjelde.
Hil komme Du fra Bjerget!
Hvor nys Du førte Værget
For Friheds søde Navn.
Har Lynet svedet dine Vinger
Ned til din lave Fødestavn?
Stærk er din Ørnevinge,
Formaaer dog ej at tvinge
Den blide Skjæbnes Gang.
Orkanen bruste over Jorden:
Det gamle Broderbaand i Norden
I Himmelstormen søndersprang.
Tidt har den onde Jette
Forgjæves søgt at lette
Sig op fra mørke Hald;
Men da han sidste Gang det krysted,
Da sank det Bjerg, som før kun rysted,
Herned med dybt og rædsom Fald.
Saa er den Tid vel omme,
Da Surtur monne komme
I sidste Orlovsfærd:
Da Fenrisulv og Midgardsormen
Skal udi Fimbulveturstormen
Nedstyrte Nordens Kæmpehær.
Naar kraften er forsvundet,
Og Odins Søn er bundet
I Dødens faste Baand:
Da vil, o Ørn! din stærke Vinge
Forgjæves kæmpe for at tvinge
Den blege Helas kolde Haand.
En Krone har Du mistet,
Den mørke Skjæbne fristet,
Som hærger Bures Slægt;
Men om Dig ingen Krone smykker,
Vær trøstig! den ej heller tryker
Dit Hoved med sin tunge Vægt.
Dig Saga ej forgjætter;
Hun uden Taare sletter
Din grønne Egekrands.
Naar Andres Stjerner blodigt lue,
Da skinner din paa højen Bue
I reen og ufordunklet Glands.
Din hæder skal det være,
At ej Du vilde bære
En Krone kjøbt med Blod;
Og højere Du staaer i Dalen,
End før, da udi Kongesalen
Paa Bjerget himmelhøjt Du stod.
Lynildens røde Flamme
Vil allersnarest ramme
Den kongelige Eeg.
I lave Dal, i Egens Skygge
Der sidde de Smaafugle trygge,
Naar Fjeldet Kongeørnen sveeg.
Det faldt, dit unge Rede,
Da udi Himlens Vrede
Den gamle Klippe brast.
Nu har din sidste Taare runden; —
Byg atter her i Bøgelunden,
Saa staaer dit Rede trygt og fast.