Blicher.
Saa tidlig paa Dækket? — Hvi bæver Smilet ustadigt
Paa disse blussende Kinder? Hvi svømme i Taarer
De halvtillukkede Øjne, liig Nymaanens Straaler
Igjennem Regnen? Hvad vil disse svulmende røde
Halvaabne Læber? Et smeltende Stykke paa Harpen?
En Elskovsvise? Et Qvad om Troskab til Døden?
Den vil jeg sjunge. Seer Du, o Pige! de Bakker
Hist ude i Syden, dybt under Formiddagssolen?
Liig mørke Skyer hen over de glimrende Bølger. —
Samsøe! hiin Oldtidens blodbestænkede Valplads
I henfarne Dage, i mangen dødelig Holmgang.
Hvor ofte har Munarvog drukket de mørkrøde Strømme!
Hvor mangen Kæmpe har blegnet iblandt dine Høje,
Du Dødens Slette! — men ingen bedre end Hjalmar,
Hjalmar, højt elsket af Gøthekonningens Datter;
For hende gav han sit Liv; hun fulgte i Døden
Sit Hjertes Ven. Lyt, o Pige! til Sangerens Læbe,
Mens dybt bevæget han qvæder Dig Ingeborgs Vise:
Og der er Juul udi Kongens Gaard,
Konning Uni sidder for breden Bord,
Konning Uni øverst i Kæmperad;
Han giver dem Alle godt Øl og Mad.
Han giver dem Alle godt Øl og Mjød.
Han giver dem Alle Guld saa rød;
Han giver dem Ringe og gyldne Baand —
Guldringe om Hals og Guldringe om Haand.
Konning Uni stander for breden Bord,
Han mæler for Alle et hastigt Ord:
„De røde Guldringe jeg giver Jer hen:
„Hvo giver Kong Uni sit Liv igjen?
„Hvi sidde I mine Kæmper i Rad!
„Jeg giver jer alle baade Øl og Mad;
„Jeg giver jer Guld, og giver jer Brød,
„Hvo vil mig give sit Blod saa rød?”
De Kæmpere springe fra Bænken ud;
De sværge ved Skjold og de sværge ved Spjud:
Foruden Hjalmar hiin Ungersvend,
Han sidder paa Bænken alene igjen.
De raabe vel alle af et godt Mod:
„Bi give Dig, Konning, vort Hjerteblod”;
Foruden Hjalmar nederst for Bord,
Han mæler end ikke eneste Ord.
Og det er Ingeborg, Jomfru fiin,
Hun giver de Kæmper hiin røde Viin —
Konning Unis Datter, i Zobel og Maar,
Med gyldent Horn mellem Kæmperne gaaer.
Men naar hun til Hjalmar udstrækker sin Arm,
Da stiger og synker den Jomfrubarm;
Og naar som hun giver ham Vinen sød,
Da bliver den Jomfru paa Kinderne rød.
Og der er Angantyr Kæmpe stærk,
Med elleve Brødre i Pansersærk:
Bersærkerskare saa arrig og slem,
Han selv den værste af alle dem.
Og det Angantyr Kæmpe lang,
Han klapper paa Døren med Æskestang;
Han klapper paa Døren med Æske spjud,
Da springer de Kramper og Hængsler ud.
Konning Uni ganger ad Gulvet hen:
„Hvo monne os være den yske Svend?
„Hvo monne os være den Kæmpe saa lang,
„Mens Døren den er ham saa lav og trang?”
„Halogaland kaldes min Fødestavn,
„Og Angantyr er nu mit eget Navn
„Mit Sværd hedder Tyrfing, Qværnbider god,
„Det haver drukket saa mangen Mands Blod.
„Her stander Hjorvardr, Broder min,
„Han fæster sig Ingeborg, Datter din;
„Jeg haver svoret ved Skjolderand,
„Hjorvardr skal gille den Lillievand”!
De Kæmpere sidde om breden Bord,
De mæle end ikke et eneste Ord,
Foruden Hjalmar hiin Ungersvend,
Han stander paa Tillie alene igjen.
Ung Hjalmar klapper alt paa sit Sværd:
„Først skal hun vindes i Kæmpefærd;
„Saalænge som Hjalmar kan løfte Skjold,
„Liden Ingeborg fanger Du ej i din Vold.”
Angantyr klapper paa lange Kniv,
„Og hør Du, ung Hjalmar! det koster dit Liv:
„Skal Tyrfing herud, da er han ej god,
Saa vist han vil smage dit Hjerteblod.”
Ung Hjalmar smiler paa røden Kind:
„De arrige Hunde faae revet Skind,
„Men vred Mands Tunge slog Ingen til Jord,
„Eet Hug er langt bedre end mange Ord.”
Angantyr bider i Skjolderand:
„Det ville vi prøve paa Samstland;
„Thi, Maanedsdagen før Sol gaaer til Ro,
„Der stande Du Tyrfing et Hug eller to!”
Maanen qvælder den Nat saa lang,
I Himlen høres den Tordendes Gang;
Paa Jorden hyler Hresvælgurs Røst,
Natravnen skriger af hæse Bryst.
Hjalmar vanker den Nat saa mørk
Til Jomfrubuur udi vildende Ørk;
Han klapper paa Døren alt med sit Skind:
„Stat op, liden Inger! Du lukke mig ind.”
Liden Ingeborg vaagner af Drømme brat:
” Hvi kommer Du, Hjalmar i Mulm og Nat?
„Hvi kommer Du, Hjalmar i Regn og Vind?
„Jeg torde ret aldrig lukke Dig ind.”
— „Du Kjereste, ræk mig din hvide Hand,
„Imorgen er Hjalmar i fremmede Land;
„Du Kjereste, tag mig udi din Favn:
„I Morgen staaer Hjalmar paa troløse Stavn.”
— „Og staaer Du i Morgen paa troløse Stavn,
„O Hjalmar, vist tager mig Døden i Favn;
„Og førend Du kommer fra blodige Leeg,
„O Hjalmar! jeg ligger i Højen bleeg.”
— „De Qvinder de have saa venlige Ord,
„Men Troskab alene bag Brynien boer;
„Men Angantyrs Sværd haver svunget min Barm,
„Da kant Du vel sove i anden Mands Arm.”
Stridt rinde de Taarer paa hviden Kind.
„O Hjalmar, o Hjalmar! saa kom da herind;
Stridt rinde de Taarer paa hviden Barm:
„O Hjalmar, o Hjalmar! saa kom i min Arm!”
Glad iler den Kæmpe ud:
„Farvel liden Inger, min Elskede Brud;
„Kommer Hjalmar tilbage med sejrende Arm,
„Da skalt Du ham favne ved trofaste Barm!”
Solstraalen blinker paa Havets Bryst,
Hvid glindser Samsejs snedækkede Kyst,
Højt knejser Svanen paa Hjalmars Stavn.
Den vipper og duker i Munarvogs Havn.
Oddur er Hjalmars Fostbroder god,
De haver blandt hinandens Blod;
Hvor Spydet stinged og Sværdet beed,
Der traadte de To i hinandens Fjed.
Det er Oddur, løfter op din Hand:
„Fostbroder, seer Du hiin lange Mand?
„Højt rager han over de elleve Smaa, —
„Fostbroder, hvorlunde skal Kampen staae?”
Det er Hjalmar, løfter op sit Skjold:
„End stode vi førre vi To imod Tolv,
„Og vilt Du tage de elleve Smaa,
„Den Store alene jeg tager mig paa!”
Tak have han Oddur, han hugged saa fast,
En Brynie efter den anden brast;
Han hugged saa dybt udi Hjerterod,
De Elleve fulde, men Oddur stod.
Oddur hviler sig paa sit Sværd:
„Og hure gaaer det, Fostbroder kjer?
„Er Angantyr alt udaf Legen keed?
„Mig tykkes, han ligger saa stille derned.”
Oddur løfter paa Hjelmen sin:
„Og hure gaaer det, Fostbroder min?
„Hvi sidder Du, Hjalmar, paa Stenen bleg,
„Est Du saa mødig af Kæmpeleeg?”
„Vel er jeg mødig, Fostbroder kjer!
„Mig haver Tyrfing været for nær,
„Mig haver Tyrfing været saa haard,
„Den slog mig ret mangen et Ulivs saar.”
Oddur taler til Fostbroder sin:
„Hvad skal jeg sige til Fæstmø din?
„Hvad skal jeg sige den Jomfru væn,
„Naar jeg kommer ene fra Kampen igjen!”
Tungt sukker Valen af gispende Barm, —
Han løser en Ring ifra blødende Arm,
Han lægger den taus udi Oddurs Haand;
Til Valhal skynder sig Kæmpens Aand.
Liden Ingeborg sidder paa højen Hal,
Hendes Taarer de rinde foruden Tal;
Hendes Taarer de rinde paa hviden Barm:
„Naar kommer Du, Hjalmar, igjen i min Arm?”
Paa Højenloft sidder den Jomfru prud,
Hun stirrer vel ofte mod Havet ud;
Vel ofte da sukker den Jomfru fiin:
„Naar kommer Du, Hjalmar, Kjereste min?”
Solen skinner paa Himmelen puur,
Oddur han lakker ad Jomfrubuur,
Paa breden Skulder han bærer sin Ven,
Ved Ingeborgs Fødder han lægger ham hen.
„Her kommer Hjalmar fra Kampens Land,
„See til, om Du kjender din Fæstemand!
„Før var han rød, men nu er han bleeg,
„Det kommer af Hildurs hiin haarde Leeg.”
— „Og hør Du nu Hjalmars Fostbroder kjer,
„Giv Hjalmars Brud dette gode Sværd!
„Naar Sværdet haver svunget min Barm,
„Da lægge Du mig i min Kjerestes Arm!”
Hun lægger sit Hoved paa Hjalmars Kind,
I trofaste Bryst render Staalet ind,
Af trofaste Bryst rinder Blodet rød,
I Hjalmars Favn ligger Ingeborg død.
Barberen.
Hvor blev din Muse? hvor blev dit ærede Selskab,
Der nylig stod her i lyttende Kreds om din Harpe?
Har Alle forladt dig? har Ingen kunnet udholde
Din Sang indtil Enden? — Her sidder Du ret som en digter,
Der nys har Offret, paa Fader Apollis Alter,
Sin Førstefødte, til Verden baaren med Smerte:
Han sætter sig hen, og venter den uhyre Virkning,
Foruden belavet paa ydmyg stolte Repliquer,
Paa vittige Svar til Publikums Gratulationer,
Begynder han alt paa andet Oplag at file.
Han iler paa Kluppen og lytter med bankende Hjerte
Til hver en Hvisken; han haaber, hvor Tvende forsamles,
Der maae han være iblandt dem. — Prosaiske Sjele!
De tale saa koldt, saa ugeneert som tilforn
Om Brittens Politik, om Vejret, om Tidernes Dyrhed,
Om sidste Boston, om Buonaparte, om Coursen. —
Han skrider hen over Torvet, og seer sig tilbage,
Om Ingen vil pege og lønligen raabe: der gaaer han!
O nej! Man render idag som igaar og iforgaars.
Han gaaer paa Theatret; han stiller sig bag i Parterret;
Han venter og frygter, her udi Musernes Tempel
At høre sin Roes; men ak! man snakker om Alting,
Kun ej om ham. Man støjer og man knækker Nødder,
Løber ud og ind, spiser Apelsiner og fniser.
— Saa maatte da Pokker paa slige bøotiske Ører
Spilde meer en eneste Lyd! bortkast da din Harpe!
Og ret fornuftig itide Du tage Dig Orlov,
Før til en Lyd Du selv af Hunger indsvinder;
Og skalst Du fra nu af spille til Gilder paa Landet. —
Blicher.
Aa kjere Skægskraber, lad mig dog være i Ro lidt
For al din fine, solide Menneskekundskab!
Naar jeg nu morer mig selv —
Barberen.
Der har vi Poeten!
Føler og sværmer og sympathiserer med Maanen!
Beensuppe! Sultekuur! Tiggermad! reen Hospitalskost!
Hvad er Du? hvad har Du? Du Daare! hvad har Du? hvad er Du?
Ikke det Ringeste — ja vist! Du morer Dig selv jo:
En herlig Fornøjelse! Vil Du da synge for Intet?
Syer da din Skræder for Intet? — Vilde Du høre
Blot paa Fornuften den rolige, følelsesløse,
Den kunde lære Dig, hvordan Du borde anvende
Dit Fjerdingspund, og sætte din Harpe paa Rente.
See Dig dog bar i Spejl paa de ædrue Poeter,
Der søge de Folk, der veed at skjønne paa kunsten!
Skulde det være saa vanskeligt for Dig at finde
Til dine Vers? — o! han var da nødt til at bøje
Et naadigt Øre til hver en Snurren paa Liren.
Og maatte Du saa til Gjengjeld igjen regalere
Ham med lidt Virak, det var jo ej mere end billigt.
I saa Fald har du da Mønstre nok paa, hvorlunde
Man smiggrer med Anstand; kunde Du ej for Exempel
Sige saaledes: „Da det nu er en bekjendt Sag,
At Deres Naade mon væmmes ved Smiggreres Tale,
Og saasom jeg selv vilde hellere miste min tunge,
End dette Lem at misbruge paa Sandheds Bekostning,
Saa haaber jeg, ingen honnet Mand haver mig mistænkt
For nedrig Higen efter Profit eller Ære;
Thi jeg forsikkrer oprigtig: jeg vilde foragte
Mig selv, om Saadant jeg kunde have bag Øret,
Naar jeg beskriver min Høj- og Velbaarne Mæcenas
Saadan, som Naturen har selv behaget at skabe
Sit Mesterstykke. Jeg taler en nøgneste Sandhed;
Det er jeg nødt til, og følgelig kan jeg foragte
Skumleres Hvisken om Smigger, Spytslikken og Loggren;
Thi over Saadant er jeg aldeles ophøjet.
Jeg er en Digter, selvstændig og reet uafhængig,
En Fiende af Smigger, en Sandhedens modige Talsmand,
Et cetra. „ — Ak! ak! hvi har Du ikke i Tide
Lagt dig lidt efter den Kunst, som sikkrest af alle
Føder sin Mand, ja feder ham stundom endogsaa.
Din Stakkel! nu er din høje Bestemmelse ganske
Forfejlet — ak, havde Du dog i det mindste en Greve! —
I saa Fald maatte Du først omstemme din Harpe;
Thi slog Du an i din gamle Tone, jeg frygter,
At din Mæcenas da lettelig kunde betages
Af Hovedsvimmel i denne ætheriske Valsen.
Hver Greve flyver just ikke saa højt som en Stollberg,
Men er langt bedre vant til at vugge sit Corpus
Paa Wielands Canapee, og blødelig manipuleres
Af Franskerlandets æsthetiske Magnetiseurer.
Saa fiint et Øre kan ikke taale at høre
Cothurnens Larmen, og ak! Du klodsede Jyde
Er ikke skabt til at trippe i franske Pampusser.
O, havde Du dog anvendt dine Fritimer bedre!
Og af poetisk Bonbon Dig samlet et Forraad,
Saasom: af franske Vinde af skjelmske „Coqviner.”
Og overalt dog dette letfærdige bløde,
Vellystige søde, der kildrer Sandsen en smule;
Ja havde du bare en Nytaarsgave ved Haanden!
Af slig en spraglet Bouqvet Du kunde — maaskee sig —
Laane en lille Blomst, om det aldrig var Andet,
End blot en Vinterblomst, nok saa vissen og vindtør.
Blicher.
Min gode Ven! Du har Ret, og for at bevise
Dig strax, hvormeget din sunde Fornuft haver virket;
Saa hør nu et Vers, som mens Du dogmatiserte,
Jeg til en Ridder har gjort —
Barberen.
Naa! det maae jeg lide,
Jeg tør formode, det er vel een af de gamle?
Blicher.
Ja det tilvisse, han hedder Nils Ebbesen —
Barberen.
Ebbe —
Sen, — den Familie har jeg ej den Ære at kjende —
Blicher.
Vil gjerne troe; thi det er femhundrede Aar snart —
Barberen.
Du er ulægelig — jeg skal ej mere umage
Mig til din Frelse; hold Du kun dig til de Døde,
Og see, om de gi’er Dig saameget som en Bid bar Brød;
Du Erkedaare!
— Funtus! der øjner jeg Aarhuus.
Hejsa! nu er jeg jo alt i din By, Dorthea!
Langlivede Stadsmø! Peer Paarses skjønne Gudinde!
Ja! vel er Aarhuus nu ganske artig forandret
Fra den Tid, Du trak to uldne Strømper paa eet Been.
O kunde Du opløfte dit kræppede Hoved,
De Øjne, der aldrig — maaskee — har seet paa et Mandfolk,
Og her beskue dem, dine yngere Søstre
Uden Snøreliv og Sæt, og uden Fiskebeensskjørter,
Saa ganske naturlige, som Naturen har skabt dem —
Du vilde vende Dig om i din Kiste af Blusel!
Men lykkelig est Du, Du seer ej Syndernes Topmaal,
Klupper og Baller og — fy! private Theatre!
Saa vil jeg da ryste Støvet af mine Fødder,
Og søge en By, hvor jeg oprigtig vil haabe,
Fordærvelsen ikke har naaet saa rædsom en Højde. —
Afsted til Grennaae.
Hvor mageligt er det at tænke,
Naar man paa en Vogn saa rask ruller hen gjennem Verden!
Som Bjerge, Søer og Byer fare forbi os
Med snar Afvexling, i vilter og lystelig Vrimmel:
Saa strømmer forbi os Ideers brogede Skare,
Livlig, men flygtig, den ene jager den anden;
Som Vognen skynder sig, skynder sig Tanken tillige,
Løber fra Tiden, og sværmer blandt kommende Dage,
Nipper til Glæder, der svømme i Fremtidens Taage,
Tager op af de store Capitaler, som Haabet
Laaner troskyldige Sjel; — Gud forlade den Foged,
Der herefter her over den Vej mellem Skjødstrup og Lygten!
Saa bandsatte Stød spolerer de netteste Tanker;
Og Phantasien besmudsedes i saadant et Søle.
Det er jo næsten, som om man var ude i Lolland,
Eller — De veed nok; — jeg vilde ret inderlig ønske,
At baade Foged og Fuldmægtig laae her tilhobe
Med samt — hm! dog nej! — jeg synes — i Sandhed jeg øjner
De viseste Planer, den menneskekjerligste Hensigt;
Thi først er saadan en Vej vist et af de Midler,
Der sikrest kan qvæle Fløjtelysten — og dernæst
Holder den mange af Landets usfyldige Glutter
Borte fra Aarhuus, den slemme forføriske Kjøbstæd.
Og endelig lære vi her først rigtig at skjønne
Paa bedre Veje — alt efter den ældgamle Sætning,
At evigt Solskin omsider kjeder i Længden;
Og natten lærer os først at frydes ved Dagen.
Thi vil jeg ogsaa — om Skjæbnen skulde sig vise
Engang i tiderne alt for kjerlig imod mig —
Som Philip fordum sig ønsked en Smule Ulykke —
Bede: o, ad mig dog kjøre engang imellem
Paa Landevejen, der løber fra Aarhuus til Grennaae!