Ere da disse henrykkende Toner fra Jorden?
Eller har Englene lært Dig Himlens Musik?
Er der en lønlig Kraft i de liflige Strenge,
Der vældig henrivende rører og smelter min Sjæl?
Styrer en Cherub maaskee de almægtige Fingre?
Fortrylles Øret af Aanders usynlige Chor?
Som Vindene pludselig stige og brusende rejse
De krusede Bølger paa Havets blinkende Bryst,
Saa kommer din Strengelegs søde Magt til mit Øre,
Og vækker slumrende Længsler i bankende Barm.
Som Kilder falde mildtrislende ned mellem Klipper,
Saa røres mit Øre af Strengenes klagende Lyd:
Da bryde Taarerne frem og sorgfulde Sukke,
Tungsindige Anelser fylde min drømmende Sjæl.
Som Foraarsvinden gaaer frem over bølgende Enge,
Saa flaggre de sneehvide Hænder ad Strengene hen:
Da vaagne de sødeste Længsler, henfarne Glæder
Mødes med Sorgerne i mit tungsindige Bryst;
Fremtiden smiler i Morgenglands, tilkommende Dage
Stige og fylde mit Hjerte med bævende Lyst.
Som Tordenens mørke Skyer bristende buldre,
Saa rulle de dybe Toners alvældige Røst:
Da blusser Modet i Ungdoms svulmende Hjerte,
Og Sjælen opvaagnende føler sin voxende Kraft.
Ak hvorfor er, Tryllerinde, saa flygtig din Stemme?
Hvi kan jeg ej fængsle den hurtig henilende Klang?
Du tier, og voldsomt opvækket jeg synker til Jorden,
Som Foraarsdagen forsvinder min tryllende Drøm.
Ak hvorfor er da saa stakket din Lyst? Dine Toner
Røre og smelte, men tie saa fage igjen;
Snart kommer Aldren og stivner de flyvende Fingre,
Den lyttende Mængde forlader dig stille og kold.
Digteren haver udødelig Roes, og Malerens Farver
Leve og trylle, naar Mesteren længe er død;
Kun Du, o Pige! medtager din Hæder i Graven,
Og Strengene tie, naar Du est hyllet i Mulm:
Slaae da, du smilende Cherub! de himmelske Strenge
Mens Ungdoms mægtige Lue opflammer dit Bryst!
Naar skumle Død tillukker dit tindrende Øje,
Du Skjaldens Søster! vil Sangen bevare dit Navn.
Lad Aarene komme! han tager dig med paa sin Vinge,
Cathrina Wernicke! bort til Udødelighed.