Der stander et Fjeld af hiin haarde Granit;
Dets Fod er i Bølger begravet.
Fra Kattegat har jeg betragtet det tidt,
Naar Snekken mig bar over Havet.
Da lysted’ det mig at betræde dets Tind
Høit op under Skyernes Belte;
At skue deroppe, hvor Voverne ind
Mod Klippen sig skummende vælte.
Jeg ønsked’ mig Troldmandens Vinger og Ham,
For let mig i Luften at hæve;
Og hen paa hiin mørke og skaldede Kam
Over fraadende Brændinger svæve.
Nu haver jeg været paa Kullen hiin graa.
Og tyktes mig hævet fra Jorden;
Jeg Bølgernes Bryden mod Klipperne saae,
Og hørte paa Brændingens Torden.
Saae svimlende ud over Bjergvæggens Kant,
Paa Havets afmægtige Vrede —
Dog meer jeg derinde i Fjeldene fandt,
Hvorom jeg ei drømte dernede.
Der ligger en Dal i det vildene Fjeld,
indringet af Kampesteensvolde;
Den haver sin Lund og sin Eng og sit Væld
Dybt nede blandt Klipperne golde.
Den haver af sjungende Fugle sit Chor,
Med Blomster sig pyntelig klæder;
En sprudlende Smaabak derinde sig snoer.
Og hvidsker om Sommerens Glæder.
Der ligger saa lønligt i Dalen et Huus,
Omhegnet af mægtige Ege;
Det hører kun lidet til Vindenes Suus,
Og Bølgernes voldsomme Lege.
En Have foran med et duftende Flor
Af yndige Blommer Du finder;
Til schweitserisk Dal Dig henflyttet Du troer,
Og hilset af Alpehyrdinder.
Og inde i Huset der ligger en Bog
De Reisendes Minde at gjemme;
Heel mangen en Gjæst her sit Navnetræk drog,
Som fjernt udi Verden har hjemme.
Her kant Du, o Vandrer! i hvo Du end est,
Din Landsmand, dit Tungemaal finde;
Heel ofte et Navn bli’er med Taarer læst,
Og vækker det ømmeste Minde.
Mit Navn nu da ogsaa blandt tusinde fleer
Indtegnet i Bogen er blevet —
Maaskee og en Landsmand i Tiden det seer,
Og tænker paa den, det har skrevet.