Langt fra Hovedstadens Tummel,
Eensom, mørk, og hartad skummel
Stander Borgen Ulriksdal.
Mangt ærværdigt Oltidsminde
Kan Du med Forundring finde
I den store Vaabensal.
Gamle Konger kan Du gjæste.
Som de paa Turneringsheste
Staalbeklædte sidde her:
Hjelm paa Hoved, Skjold paa Armen,
Pantserplade over Barmen,
Haand om tunge Ridderspær.
Hisset hænge hine Faner,
Som paa mange Ærens Baner
Sverrigs mange Fiender bar.
Indvaliden blandt dem triner —
Een af hine Caroliner,
See? nu did han Foden flytter,
Hvor en Hest foruden Nytter,
Men med Sadl og Bidsel staaer.
Det er intet konstigt Billed,
Som Du skuer her opstilled’;
Men en Hest med Hud og Haar.
Gamle Kriger graa og runken
Staaer i Tanker dybt hensunken
Ved det rytterløse Dyr;
Tvende store Taarer rinde. —
Hvad er dette for et Minde,
Som sig i hans Sjæl fornyer?
Viid da: dette er den samme
Som i Slagets Røg og Flamme
Gustav Adolph bar engang.
Da han dyre Pant indløste —
Sjælens Frihed — og udøste
Ædle Blod paa Lutzens Vang.