Opløft dig, Sjel! fra Smertens Land,
Fra Sorgens mørke Dale!
Fra Jordens stormfulde Strand
Og Sygdoms tunge Dvale!
Opløft dig, min nyfødte Aand!
Til ham, som dig med vældig Haand
Fra Gravens Bred oprejste!
Opløft du dig mit Øjepar!
Hæv dine matte Laage!
Du, som saa nær omhyllet var
Af Dødens skumle Taage —
Til ham, hvis Aande vifted hen
De Dødens Dunster, og igjen
Dig frem til Lyset kaldte.
Opløfter, solder eder nu,
I, mine blege Hænder,
Med Priis til Ham, hvis Faderhu
Vor Sorg til Glæde vender;
Som med sin Mildheds Lægedrik
Husvaler den, der ængstet gik
Mod Dødens mørke Porte!
Det var da ej den sidste Blund
Paa haarde Smertensleje,
Jeg vandre skal endnu en Stund
I Taagelandets Veje!
Din faure Sol endnu engang
Til mig fra høje Himmelvang
Skal Lys og Liv nedsmile!
O Fader! lad mig vandre da
I Kjerlighed hernede,
Til Timen slaaer, naar du herfra
Vil mig til Himlen lede;
Naar Lysets Konge, Støvets Ven,
Skal kalde mig fra Sorgen hen,
Til evig Glædes rige!