Mit Modersmaal
1840
1840
Du dyrebare Tolk før mine Tanker,
Hver blomst, jeg i min Billedverden sanker,
Du planter om, og ud paa Danevang.
Hvad lønligt Phantasien maler,
Med tusind tunger Du udtaler,
Et Suk omskaber Du til Sang.
Hvad sig i Løndom i min Sjel bevæged,
Hvad der staaer i mit tause Hjerte præget,
Det Stemplede Du til en gangbar Mynt.
Hvad jeg igjennem mørket haver skimtet,
hvad til mig huldt fra Nattehimlen glimted:
Det haver Du for Dagens Børn forkyndt.
Hvad dunkelt dybt i sjelen gløder,
Du som et Lys til Verden føder;
Du Fostret giver først sit Liv —
Et Frøe, skjult under vinterlagen,
Som Blomst det kommer frem for Dagen
Ved Foraarssolens milde „Bliv!”
Min Moders Maal! de første Toner søde,
Der Barneøret i dets Vugge møde,
Saa blødt og lifligt som en Englerøst —
Saa ømt, saa bøjeligt som Barnets Hjerte,
Før det bliver hærdet under Sorg og Smerte,
Og banker stærkt men vildt i Mandens Bryst!
Min Faders Maal! hiin faste Alvorsstemme,
Hvadenten Drengens Lyster den skal tæmme,
Hvadeller vække, styrke Ynglingsmod —
Som Tordendrøn, naar Manden gaaer i Slaget,
Den ruller vældigt gjennem Vaabebraget,
Til Kamp og Sejr den hærder Haand og Fod.
Mit danske Maal! Naar Døden har min Tunge
For evig bundet, Slægt paa Slægt vil sjunge,
Hvad har jeg digtet mangen stille Nat.
De danske Viser, jeg ved Lampen qvæder,
Fremkalde søde Taarer, milde Glæder,
Naar Skjalden længst har Livets Land forladt!