Livet er en Skole, som Alle søge maae,
Læreriig tilvisse, men stræng at gjennemgaae.
— Mange Skolemestere, men hver med sin Maneer;
Een vil slaae og skjænde, — en Anden venligt leer.
Modgang hiin vi kalde; han underviser godt.
Medgang denne hedder, i Spøg han lærer blot;
Derfor og forkjeler han Børnene heelt tidt,
Mens den første bringer ved Tvang dem saare vidt.
Indbyrdes Underviisning er tilmed stærk igang,
Men een og anden Misbrug gaaer herved og isvang:
En slet Bihjælper ofte en Hob forvilde kan,
Og mangen Lærdom seer man, er skreven kun i Sand.
I Munden paa hverandre med slig Allarm de skrige,
At hartad Ingen høre kan, hvad selv han monne sige.
Vær flittig, Du Barnlille! brug Skoletiden vel!
Thi aldrig bør Du regne paa Lykketræf og Held!
Tænk aldrig, at Du haver din Bog fuldkommen lært:
Din strænge Skolemester vil med sit Risesnært
Dig vise, at Du stedse skal her i Skole gaae —
Saalænge som Du lever, Du ogsaa lære maae!
Af egen Lyst og Iver Du altid fremad drives!
Med Ære da tilvise Du af Skolen skal udskrives.