Da Harald hiin haarfagre
Betvang den norske Jord,
Tilsøes fra Gaard til Agre
Saamangen Høvding foer.
De bygte mellem Klipper
Sig Huus paa Islands Kyst;
Thi Modet aldrig glipper
Det frihedskjere Bryst.
Nyt Hjem de atter rejste,
Hvor Stolpen flød iland;
Og Granneborge knejste
Trindt paa den fjerne strand.
Bebygget blev og ørket
Heel snarlig Bugt ved Bugt;
Var Landet knapt, de dyrked,
Gav Vandet bedre Frugt.
Bjergsøen skal sin Tunge
Imellem Gaard og Gaard;
Hver var en liden Konge
Udi sin egen Fjord.
Naar Ørnen med sin Mage
Har fostret Ungen op,
Han monne den bortjage
Alt fra sin Klippetop.
Thi maatte Sønnen flytte,
Naar han blev stærk og stor:
Han skal i anden Hytte
Fod under eget Bord.
Saaledes det sig hændte,
En dygtig Ungersvend
Fra Fædrebo sig vendte
Til andre Egne hen.
Med Skib og Gods og Trælle
Han fra sin Fader drog,
Og selv en Ægtefælle
I anden Gaard han tog.
Men Stormen drev ham vester
Til Grønlands Klipperiv,
Og der sin Bo han fæster
Alt med sin unge Viv.
Der tømred han den Sommer,
Han fiskede og jog:
Da barske Vinter Komme,
Han sidder luunt i Krog.
Han sidder luunt, men øde,
I Hytten med sin Brud;
Thi Trællehoben døde
Før Juul tilsammen ud.
Og under Vintrens Hjerte
Han fanger Sorrig stor:
Da fødte hun med Smerte
Et lidet Drengenoer.
Men selv saa maa hun synke
I Dødens kolde Seng:
Da var vel værd at ynke
Den Fader med sin Dreng.
Den stakkels Spæde skriger;
Thi borte er dens Trøst,
Med tørre Læber higer
Den efter Moderbryst.
Dens Faders Taarer trille;
Han ønsker sorrigfuld
Med Konen og den Lille
Sig dybt i sorten Muld
Men som han Hænder vrider,
Og sukker i sit Sind,
En Haabets Straale glider
Udi hans Hjerte ind.
Saa ømt han Noeret kysser,
Og ta’er det paa sin Arm;
Han hvysser det og tysser,
Og aabner for sin Barm.
Saa ømt han det mon knuge;
Han er i Hu saa moed:
„Drik! om Du saa skal suge
„Din Faders Hjerteblod.”
Den Lille Vorten fatter
Alt med sin spæde Mund;
Den tier, og den patter
Ret udaf Hjertens Grund.
Og hør nu, hvilket Under!
Den klukker tidt og tæt;
Den dier, og den blunder,
Af Fadermelken mæt.
Den Moderløse finder
Hos Faderen sin Trøst;
Og Livets Kilde rinder
Af Mandens haarde Bryst.
Jeg tør forsanden sige:
Til saadan Amme faaer
Vor Jord vist neppe Lige,
Hvorlænge den end staaer.
Og tog nu til i Kræfter
Det lille Dienoer,
Og blev det sidenefter
En Kæmpe stærk og stor.
Min Sang Du ej tør vrage
Som Digt, o Læser kjer!
Thi Erik Raudes Sage
Jeg Dig fortalte her.