Af sorg der ej findes i Verden saa lidt,
Vi fødes til Uro og Smerte;
Selv glæden den tynde Finering er tidt,
Der skjuler et ormstukket Hjerte.
Men snedkeren bygger det Huus dog forvist,
Hvor Kummer og Møje forsvinde tilsidst.
Paa Livets den haarde og knudrede Sti
De høvle med megen Umage:
Af Knorterne jevne de een ud af ti;
Af splinter bli’er mange tilbage.
Men Snedkeren den Bane udhøvler Dig net,
hvor sidst Du henglider saa stille og let.
Hvad hjelper vel, at med Iver og Flid
De filte paa Staternes Ramme?
Kun Utak de høste for Møje og Slid,
Og Verden bli’er altid den samme.
Men Snedkeren filter de Planker forvist,
Der jevne al Anstød og Modgang tilsidst.
De tømrer den Snekke med megen Umag,
Der kæmper mod vildene Bølger:
Den knuses omsider i Stormens Brag,
Og dybt sig i Afgrunden dølger.
Naar snedkerens Snekke Dig tager i Favn,
Den bærer Dig trygt til forønskede Havn.
Her pløje tilsammen de Riger og Land,
Her lime de Qvinden til Manden;
Dog Pløjningen giver sig ofte forsand,
Og Limingen gaaer fra hinanden.
Men Snedkeren pløjer og limer tilsidst,
Hvad Ingen adskiller paa Jorden forvist.
Og aldrig saamange for Arbejdet staae,
Omsider Du vildt dog udraabe:
Slet Intet er varigt; bestandig jeg saae,
De Fuskere ere tilhobe.
Men sidst Du det Stykke hos Snedkeren seer,
Herover Du aldrig beklager Dig meer.