Hvor Tiden gaaer!
Endt er igjen et Aar.
En Sum af Dage,
Er atter lagt tilbage,
Og i sin Grav
Det store Tidens Hav
Som liden Draabe svinder, —
Hvor Tiden gaaer!
Igjen et andet Aar
Sit Løb begynder,
Og efter hiint sig skynder.
Det fødtes brat
I Mulm og mørken Nat —
Dets første Sol oprinder.
Dit Alvorsblik
Ledsager det, som gik,
Begjerligt higer
Mod det, som nu opstiger.
Paa Skillevej
du staaer, og veed end ej,
Hvorhen dit Fjed sig vender.
Du spørger tyst:
„Skal Sorrig eller Lyst
„Med Fryd, med Smerte,
„Opfylde svage Hjerte?
„Skal jeg maaskee
„Ej Aarets Udgang see?
„Maaskee før det jeg ender? —
„Du dunkle Aar!
„Hvad Lægedom, hvad Saar
„Vilt du mig give?
„Hvad Baand du sønderrive?
„Hvad Led vilt du
„Af Vennekjæden nu
„Med ubarmhjertig Haand opløse?
„Skal jeg paany
„I Kummers mørke Sky
„Indhyllet vanke,
„Og dyr Erfaring sanke?
„Skal Malurts Skaal
„Jeg drikke bredfuldt Maal? —
„Af Glædeskilden sparsomt øse?”
Mistrøstig Aand!
O seer du ej den Haand,
Som vældigt leder
Igjennem Evigheder
Aar efter Aar?
Den Gud, som ene staaer,
Og holder fast den store Kjæde?
Hvorfor vilt Du
Med utaalmodig Hu
Blot se paa Livet?
Paa hvad dig her er givet?
Skue længer frem!
Hen til dit rette Hjem!
Der faaer engang du Svar med Glæde.
Et nøjsomt Sind
Seer glad og trøstig ind
I Fremtids Skygger;
Sit Haab paa Himlen bygger.
Ej er der Ørk
Saa øde og saa mørk,
Den Lyset jo engang opklarer.
Gak frem da trygt,
Foruden Sorg og Frygt!
Alt til din Baade
Algodheds Gud skal raade!
Og ydmyg nyd
Hver Jordelivets Fryd,
Han Dig i Aarets dunkle Løb bevarer!
Ja, Tiden gaaer!
Kort er vor Ungdoms Vaar;
Snart drager Sorgen
En Sky for Livets Morgen.
Det Haab, den Lyst,
Der hævede vort Bryst,
Som Rosen og som Myrthen visner. —
Ak, Tiden gaaer!
Snart skygge hvide Haar
De runkne Kinder,
Og os om Graven minder.
Hiin Hjertes Leeg,
Som Morgendrømme veeg:
I Vinterkulde Barmen isner.
Som Børn vi sprang
Paa Glædens Blomstervang,
Formørked ikke,
De lyse Øjeblikke
Med Tanker om
den fjerne Alderdom,
Som dagligen vi sprang imøde.
Med Alvors Id
Hengaaer vor Manddoms Tid;
Vi, stolte, trygge,
Paa Fremtids Planer bygge;
Dog — store, smaa —
Vi dem opgive maae
I Alderdommens Aftenrøde.
Lad Tiden gaae!
Ej Klager jo formaae
Dens Løb at standse.
Men Glædens Blomsterkrandse,
Paa Vaarens vej
Nyd dem! forglem dem ej!
Tidsnok dog kommer Vintersorgen.
Naturens Røst
Os kalder først til Lyst,
Derpaa til Møje;
Men sidst den os for Øje
En Trøst har fat:
Bag mørk Decembernat
Fremgryer en evig Nytaarsmorgen.