Blæs Søndenvind! lad Søen høre Dig!
Smelt Isen fra dens stille Sovekammer!
Lad de nyfødte Bølger boltre sig,
Og danse tindrende i Solens Flammer!
Skin mildt, o Sol! fra Dine Marker blaae!
Øs over Jorden Dine Straalebade!
Lad Blomsten af sin Vintergrav opstaae,
Og Skoven smykke sig med unge Blade!
Og see! Du stiger paa Din Vældes Dag,
O Sol, omgivet af din Morgenrøde.
Jeg føler, Vind, dit lette Vingeslag,
Og gynger mig paa dine Vover bløde.
Jeg vugger mig paa Foraarsluft saa mild,
I Foraarsluft jeg spreder mine Vinger;
Jeg bader mig i Morgensolens Ild,
Og glødende mig op mod Himlen svinger.
Højt op mod Himlen stiger jeg med Sang,
I stærke Toner skal min Fryd udstrømme;
Hvor mine Fædre sig blant Skyer svang,
Der vil jeg og min Foraarslyst udtømme.
Synk under mig, Du snebedækte Dal!
Dybt under mig, I hvide Bjergetoppe!
Nu vrimler det i højen Himmelsal;
Jeg hører mine Brødres Qvad deroppe.
Jeg synger med: Velkommen skjønne Vaar!
Med Blomster smaae Du mine Dale pryder;
Det brune Bjerg sin Sommerklædning faaer,
Og Bækken gjennem grønne Dale bryder.
Klar fra sin Bakke vælder Kilden ud;
Solstraalen varmer, Himmelregnen væder;
Og Jorderige, som en yndig Brud
Staaer smilende i sine Højtidsklæder.
Hvor er min Brud? o skynd Dig til mit Bryst!
Løft Dine Vinger fra den mørke Hede!
Mit Hjerte svulmer af den søde Lyst —
Kom! vi vil bygge os vort første Rede!
Her skinner Solen, her er Mosset blødt;
Og unge Straae saa lysegrønne bølge:
Her hos hinanen luunt og tæt og sødt
Vil Du og jeg os mellem Blomster dølge!
I kjælen Leeg skal Vaarens Tid hengaae,
Og lige ømme skal os Somren finde;
Og med en væver Flok af søde Smaae
Bortdrage vi paa Efteraarets Vinde.
Naar næste Vaar fremskinner da igjen,
Og vækker Rosen af sin Vinterdvale
Til elskte Land vi atter ile hen,
Og hilse Solen i de grønne Dale.