Som naar et Skib paa Vigens stille Vande
Trygt, under fuldt udspredte Vinger staaer,
To Hvirvelvinde fra de tvende Lande
Højtbrølende om Skibet sammenslaaer,
De møre Sejl og Touge sønderriver:
Afgrundens Rov blandt Bølgebjerge driver.
Saa stod Du og, o gamle Fædrejord!
Fuldtblomstrende, de milde Solskins Dage;
Da monne Kampens Sky’r fra Syd og Nord
Mørktvoxende mod dine Kyster drage:
De nærmed sig i taus og lønlig Hast,
Og bragende paa dine Sletter brast.
Saa skummeltyst, saa lumskelig og brat
Kom hiin Forfædreflok i Oldtidsdage
Fremlistende den rædselfulde Nat,
Da Odin vinkede ad Lejres Krage;
Men Alle stod tilsammen fast i Nøden,
Og Ingen vilde flye fra Heltedøden.
Hvor — hvor er nu det gamle Mod i Norden?
Naar gjorde Frygten Dig, Du Danske bleeg?
Man ak! de flye fra den ukjendte Torden;
De ræddes for den ubevandte Leeg:
Opvakte af den lange, tunge Dvale
Forsage de Rolf Krages Sejers-Dvale.
O Kjøgebugt! Du, som har seet engang
Af Blodets Strømme dine Bølger røde,
Da Juels Kanoner over Gothen sang,
Og vore Fiender flygted eller døde;
O du, som saae, hvor udi Damp og Lue
Hvidtfeldt foer op til højen Himmelbue!
Skjul dig, o Bugt, imellem dine Høje!
Dæmp nu, dæmp dine Bølgers stolte Brag!
Hyl dig i Mulm for dine Fienders Øje!
Gjem udi Nat din lyse Sejersdag!
Rul Taagen over den forhadte Slette!
Lad mig dit Navn evindelig forgjette!
Dog nej! endnu et Glimt — eet Glimt endnu
Lad falde, Danmarks Sol, paa mørke Hede!
Løft dig igjen, løft dig, o Taage! du,
Som skjuler den med dine Vinger brede.
Vær stille, Klage! paa den skumle Vang
Jeg skuer Glands — jeg hører Kæmpegang.
Een triner frem mod røde Krigerrækker,
Eet Bryst — kun eet mod Fienderne er vendt,
Eet Sværd mod tusind Sværde sig udstrækker;
Hvo kæmper, naar det vilde Slag er endt?
Hvo blev tilbage, da de Andre fly`de?
Vil han de tætte Kæmperader bryde?
Men han vil døe som sine kjekke Fædre
Med Staalet i et uforfærdet Bryst;
I Sværdedans ham tykkes Døden bedre,
End Liv paa Fødelands betvungne Kyst.
Hvor Kugler hyle Kartover skralde,
Med Ære vil han stande eller — falde.
Og see! han falder, Slagets stolte Mand,
Midt udi Vrimlen af de stolte Fiender:
Græd, danske Konning! Græd, o Fædreland!
Det bedste Helteblod paa Valen rinder.
Han, som alene udi Striden stod,
Ak, det var Qvistgaard, danske Kæmpe god!
Som højen Eeg, den ene var tilbage
Fra mange Storme, paa sin Bjergetop —
Lynflammer knittrer, Tordenbolte brage —
End knejser den mod Himmelbuen op:
Da gaber Skyen, Tordenhamren knuser —
Orkanen over Egens Sted henbruser.
Som naar et Skib paa Uvejrs hvide Hav
Det brede Bryst mod tusind Storme byder,
Højtspringende hen paa sin aabne Grav
De stærke Bølgers krumme Rygge bryder:
Omsider synker det i Dybets Huler —
Ustandset over Havet Stormen kuler.
Saa stod Du, og saa stred Du, Søn af Helte!
Saa faldt Du under Sejerhærens Magt;
En Sky af Fiender over Dig mon vælte,
Før Du, o Kæmpe! est til Jorden lagt:
Den stærke Fiende haver Marken vunden;
Men Du har Heltenavn og Ære funden.
Hvor Alle springe smilende i Faren,
Hvor Kæmpehoben stander fast og tæt,
Blandt kjekke Mænd og mildt i Sejerskaren —
Der ganger Dansken lystelig og let;
Men ej at blegne mellem rædde Sjele,
Det haver Roes og evigt Eftermæle.