Blicher.
Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark,
Med dine Tuer, de Dødes lyngtakte Huse!
Her ruste de Sværd, for hvilke Verden har skjælvet;
Her smuldrer den Styrke, hvoraf kun Sagn er tilbage —
Forvirrede Sagn, og dunkle som Midnats Gestalter.
Hvormangen Ætling er glemt i de navnløse Høje,
Hvormangen Daad, af ukjendte Skjalde besungen!
En Haandfuld Støv indslutter de vældige Kæmper,
Hvis uhyre Knokler nulevende Puslinger stundom
Med vantro Undren og stum Forfærdelse finde.
Hvo slumrer vel her de mange tusinde mørke
Daadløse dage? en Helt bredbrystet og staalstærk.
Er det hans Aand, der kommer som natlig Vindpust,
Useet og ryster i Strengene? Varst Du en Konge
Paa Jotners Mark eller Nordhavs urolige Bølger?
Est Du en Sky, eller est Du en Kæmpe fra Oldtid?
Du, som hensvæver blandt Morgenstjernes Glimten.
Flyer Du fra Solen, den Sol, som ofte har skuet
Din vældige Daad? — Flyer Du med Natten og skjuler
Dig under Højene eller bag Bølgen — tilforn
Din Vej til Seier? — Hvad eller med Stjernerne svinder
Du bort i Luften? — Skal jeg ledsage din Bortgang
Med Sang? Du stærke Sejerherre paa Heden!
Paa Grathehede — Nej, Ær af Lavard! dit Glavind
Er mørknet af Danskes Blod, din Sejer fordunklet
Af Sorgens Skyer — tilbage fra henfarne Dage!
Fra Tvedragts blodige Dage! Hvi stirrer du, Øje,
Paa Oldtids Skygger? boe dine Glæder alene
I bortgangne Aar? — er ingen blandt yngere Timer,
Som Dig maae fryde? — Ak ofte og længe laae Taagen;
Dens Pust opfrisked hiin Ild fra lysere Dage —
Hiin Ild, der ulmede lønligt — aldrig udslukket
I Heltes Fædreland. Syng Læbe, og fryd dig,
Du danske Hjerte, ved Glandsen af yngre Bedrivter
Oldtids foryngede Glands!
See ned fra din Vaaning
Du gjæve Kæmpe, din høie Borg over Skyen!
Bøj Dig herned fra Kredsen af Fædreaander,
Hvor stille stiger du, lysblaa Morgen, i Østen!
Og Maanen vender sig blegnende bort fra dit Aasyn;
Guldkantede Taager svømme hen over din Slette,
Du brune Lynghav! — Højenes Hoveder glindse
Bestrø’de med duggens mangefarvede Funker.
Raabukken løfter sit Hoved over mørkbrune Bakke,
Og Haren sidder paa Tuen, og klipper og lytter
Ræd efter Ørnen, der kredser i Skyernes Egne.
Orhanen skogger; Jægeren vaagner og hører
Den velkendte Lyd: han rejser sig halvt fra sit Leje,
Og mindes sin Id med lønlig bankende Hjerte.
Hvorlænge laae Du, o sorte Ørken! indhyllet
I Sorgens Farve? hvor ere de Aar, da Du klædte
Dig udi smilende Grøndt? da kornrige Vange,
Sødt duftende Enge og lune Skove bedækked
Den vide slette. Da hilste tusinde Tunger
I mark og i Lund den glandsomstraalede Morgen.
Da mylred Hjortene over de græsklædte Agre;
Da vrimled jublende Skarer i Dal og paa Bakke —
Sorgløse Slægt!
See! sort fremsteg udi Syden
Dødsvanger Taage, tyk, qvalm og skummel og stille.
Mørkrød hang Solen — en dunkelglødende skive,
Da segnede Sletternes Børn; da bøjede Manden
Sit Hoved i Døden; Barnets blussende Kinder
Blegnede brat, og Ungmøens funklende Øje
Slukte sin Straale; de sunke — Olding og Yngling —
Svaghed og Styrke tilhobe. En dødelig Stilhed
Var over Hytten og Borgen. Een uhyre Gravmark,
Skummel og taus, var Jorden; og skjælvende lød kun
Det hule Farvel „Hjælp Gud!” fra dødblege Læber.
Manden bortflygted fra Hustruen; Hustruen ryste
Den Spæde grumt fra sit Bryst; og Ynglingen sled sig
Blidt af sin Elskedes Favntag. Fader og Moder,
Og alle de hellige Navne for sødeste Glæder
Forsvandt; og fremmed og ræd saae Broder til Broder.
Da brast de Baand, som binde de Død’lige Hjerter,
Men alle de vildeste Laster løftes og raste.
Røveren stinged de rallende Bryster og rykte
Smykket af stivnende Arm, og danste med Skjøger
Blandt Døde og Dødende, vildt af Lyster beruset.
Kaade omsprungne de drukne Svende, og larmed
Med rædsom Hujen i Borgens rungende Haller,
Til Døden kom, og bortrev dem midt udi Glæder —
De skumle Glæder. Hist andre tyed til Templet,
Og ventede bedende Gotens usynlige Pile;
De ramte dem een efter anden ved Alteret, og qvalte
De ufuldendede Bønner. Forvildede rendte
Nogle i Skove og dybe Dale; men Dødens
Myrdende Engel indhented og slog dem i Flugten.
Uden Vogter og Værge vanked de brølende Hjorde
I kornrige Agre, som ingen Hyrde beskjermed.
Ageren vented forgjæves paa Mejernes Komme,
Men ingen Mejer og ingen syngende Høstmø
Samled den raadnende Sæd — nu Fuglenes Bytte,
Og Stormens Leeg. Men Ræven fulgtes med Ulven,
Usky, gjennem øde, forladte Byer, hvor Vinden
Klamred med Porte og tillukkede Døre.
Hundene hyled i tomme Gaarde, og Uglen
keeg gjennem Vinduet ud mellem nikkende Tidsler.
Vinteren kom med sin Storm og knugende Kulde,
Hagelen pidskede ind ad de søndrede Ruder;
Sneedriven voxte for Døren, hvor Ingen var inde,
At fejre Julen ved Arnens lystige Flamme;
Hvor ingen Stjerneleeg, ingen Danse oplived
De lange Nætter; hvor før de frydfulde Sage
Løde blandt skingrende Latter, der hylede Blæstens
Tungsindige Røst. Foraaret kom i sin Skjønhed,
Med Løv og duftende Blomster bedækket; men Ingen
Gik den imøde med Sang, og Ingen fremilte
At aabne Furen. — Da sørged Sletten og klædte
Sig udi Sort, og vidt over Agre og Enge
Bølgede Lyngen og hvined i Himmelens Storme.
O Du, som blæste din aande i Støv, o hvor est Du,
Mennesker Fader! naar Døden gaaer hen over Jorden?
Hvorhen bortvender Du, Herre! dit Aasyn, naar Storme
Øde dit værk? og naar Tordenes Flammende Pile
Regne fra Himmelen? naar Vandene svulme fra Dybet,
Bekæmpe Jorden med ødelæggende Vælde?
Naar Afgrundens Uhyrer løfte de ravende Bjerge,
Og vælte dem ned over alle de bævende Dale?
Men see! Du kommer tilbage Herre og Skaber!
Du seer til Skyen — den smelter; Du rører ved Bjerget —
Det stander; Du truer de svulmende Have — de synke:
Du taler til Stormen — den tier; Du smiler til Jorden,
Da vaagner den atter af Dødens Dvale. I freidig
Og lystelig Ungdom leer den nyfødte Klode.
Marken ifører sin Blomstekjortel, og Skoven
Klædes i Grøndt. Mild fra delte Skyer nedstraaler
Din Afmagt Sol, og beskuer de jublende Skarer.
Snart kommer hiint øde, vilde, dødningeblege,
Libyske Ørken. Hvor ofte stod jeg paa Højen,
Naar Vestenvinden foer over Heden og hvirvlede Sandet,
Liig hvide Taager, liig Vinterens bølgende Sneefog,
Og øste det ud over Markerne, nylig i somrens
Livlige Grønne; men nu indhyllet i Frostens
Bleggule Liiglagen. Bort fra den ravende Hytte
Flygted med Hustru og Børn den arme Indvaaner,
Stirrende ofte tilbage paa Sandhavets Bølger,
Der hvinte om Taget, det Tag, han forlod nu for evig.
Frygtfuld saae Ørkenens Nabo hen ud fra sin Halvdør
Sandskyens Flugt — hvad seer jeg? er det en Oase
Her midt i Heden? hvo bandt de flygtige Vover?
Hvo klædte ufrugtbare Slette i Engenes Farve,
Og lærte Sandet at grønnes? — hvor Vandreren nylig
Vaded alene, halv blind, i sørgelig Øde,
Der græsser Qvæget, der bygger Lærken sit Rede:
Hvo var den Ædling? — Det var din Konning, o Lyngland!
Fryd fylder Sangerens Sjel, glad griber han Harpen,
Naar han til slige Bedrivter kan Strengene ryste;
Thi bedre end Glandsen af tusinde straalende Sejre
Er saadan Konningedaad, og skjønnere lyder
Fredsfolkets Jubel, end Kampens vilde Basuner.
Hvi sjunger Skjalden saa gjerne om Krige, og frister
De Mægtiges Hjerter med Qvad om blodige Laurbær?
Hvi vender han Kongernes Hu til Plager, som værre,
Værre end Jordskjælv, og værre end Hungren og Pesten
Hærge vor Slægt? — Skjald da Krigens fortærende Lue
Hellere fryde den Kronedes Øje, end Fredens
Mildere Skjær? — Er Alhedens lyngstakte Huse
Ej da saa skjønne, som Borgenes rygende Tomter?
Skal Tidsler og Torne da fryde Fyrsternes Hjerter
Mere end kornrige Vange? — Usalige Blindhed:
Til egen Nakke at hvæse det Glavind, der tidt nok
Blinker ubudet i Folkeledernes Hænder!
Nu stille her! Lad ikke mig ile forbi dig,
Min glædes Hjem! O! en liden Stund vil jeg dvæle
Ved dette straatakte Huus, at kalde tilbage
De henfarne Aar, da hine Bakker i Østen
Var Verdens Ende, og Baunhøjen hisset et stort Bjerg,
Og Dammen et Hav, og Egekrattet derude
En endeløs Skov, hvor Aander og Røvere huste.
Hvor gjerne laae jeg paa Højen, omsuset af Somrens
Luftninger lune! Hvor mangen Vinterdag foer jeg
Den dristige Rejse ned over sneetakte Bakke!
Væltede stundom med Glæden, men rejste mig snarlig,
Og traskede møjsomt opad, for atter at vælte.
Her er jo kjæret, hvor fra min slibrige Bane
Jeg ofte, af Nordenvindens Kulde forjaget,
Til Hjemmet iilte med rødblaae stivnede Fingre.
See her er haven! her er det mørkgrønne Lysthuus,
Hvor Knøsen lytted begjærlig paa Faders Fortælling
Om Paradisets uskyldige barnlige Glæder.
Stille sad jeg, mens Øjet løb om i Haven, og tyktes
Bag Hasselhækken at skimte den sneehvide Engel.
Ak! Kundskabens Træ der midt i Haven, det er der;
Men Livsens Træ med de rødmende Paspommerusser,
Og begge de Graner, jeg kaldte Adam og Eva —
Ak! de er borte! — Er det ej Klokken, der klemter?
Den samme, der kaldte mig mangen Aften til Hvile?
Naar Solen sank udi Heden og skinned rødlig
Paa Kirketaarnet, da stod jeg, og fulgte dens Bortgang,
Af dunkle Længsler mildt og stille bevæget:
„Nu løfted den Dynen, nu putted den sig i sit Leje.
„See, nu drog den Gardinet for Sengen, nu lukte
„Den Øjet til natlige Blund” — da iilte jeg ogsaa
Til Hvilen sød, af venlige Drømme omgøglet —
Af Drømme om Dagens Fryd, om barnlige Lege
Paa Blomsterenge, omringet af smilende Engler,
Der danste og sjunged til sølvbestrengede Harper
Med Vinger af Guld og Lokker af bølgende Solglands.
God Nat, Du min Barndoms Sol! sov sødt til i Morgen!
Jeg vaager med Maanen, med Conas sorgfulde Maane,
Paa Aanders Hede, i Kredsen af Heltenes Skygger.
Vidt hen i Vesten hang Tordenskyernes Bjergryg,
Og ventede Natten; den er der: i ængstende Stilhed
Nærme sig Himmelens Hære. De glødende Toppe
Synke og stige og blandes, og under dem glimte
Blaablege Lyn; huult drøner det, rullende afbrudt.
Vindstødende fare forbi; de hvine og hyle.
Mat funkle Stjernerne, skjælve og falde bag Skyen.
Maanene svømmer i Taager. Lynildens Straaler
Flagrende knittre; Himmelens Hvælvinger brage.
See Heden brænder! Røgskyerne vælte foroven
Mørkrødt oplyste. Ildhavets flammende Tunger
Hvisle og slikke paa Lyngen, og løbe som Slanger —
Bugtende Slanger. Ørknens forfærdede Sønner
Løbe med Ilden med ængstelige Fagter, liig Aander,
Dunkelt bestraalte, og hyllede stundom i Røgens
Hvirvlende Bølger.
Saa er, du Skjaldens Konge!
Din Nat, o Ossian! Svagheds Sønner forfærdes,
Og flygte med Gru fra Morvens mørkbrune Fjelde,
Krybe til Dalens Huler, og lytte med Skjælven.
Lad krybe til Dalen! jeg stiger med Dig udi Skyen,
Min Harpekonge! — O, at jeg havde din Styrke, —
Du Selmas Drot! men jeg vil følge Dig, Kæmpe,
Paa Himmelvejen, og sende min svagere Stemme
Op til din Hal!
(Til Ossian.)
Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Hverken paa Ardven, ej heller ved Caruns Fald.
Lora rinder foruden Sang;
Øde og stille er Conas Blomstervang.
Morven, Morven! hvor er din Drot?
Dybt under Lyng ligger Ossians Kongeslot.
Hjorten græsser paa Heltens Grav;
Vanderen sukker frembøjet over sin Stav.
Fingal, Fingal! hvor er din Søn?
Hvor er hans Kæmpehal, hvor er hans Harpe skjøn?
Stormen hyler paa Selmas Vold;
Harpen er borte, den ruster hos Tremors Skjold.
Osear! hvor er din Faders Gang?
Vaaren venter forgjæves paa Bardens Sang.
Somren svinder og Vinteren gaaer hen;
Hvor længe dvæler de henfarne Heltes Ven?
Flyver Kæmpen i Aanders Karm!
Boer han i Tordenskyernes mørke Barm?
Bærer Vinden den gamle Skjald?
Rører han Harpen i Morgenens Taagehal?
Stiger Barden med Solen rød?
Daler han med den i Vesterhavs blanke Skjød?
Troner Kongen i Maanelands?
Eller gaaer han i natlige Stjernedands?
Selma, Selma! hvor er din Skjald?
Runger hans Harpe i Himmelens høje Hal?
Lyder evigt i Englesang
Den Røst, som stakket paa Caledons Fjelde klang?
Cona, Cona! hvor er din Røst?
Er Sorgen udslukket i Sangerens ædle Bryst?
Hører Himlen den Skjaldesang,
Som før blandt Grave hernede paa Jorden klang?
Toscars Datter! est Du ham nær?
Svæver I begge i Nordlysets Flammeskjær?
Synger Barden om Kjærligheds Lyst?
Lyder ej mere om Krige hans Kæmperøst?
Pige! hører Du Ossians Qvad?
Som, før i Selma, ved blinde Gubbe Du sad.
Hvorom nu monne han Harpens slaae?
Ak! vel om glæder, jeg aned, men aldrig saae;
Ak! vel om ham, der skabte den Lyst,
Som ulmer hernede i jordiske Bardebryst;
Optænde Gnisten i Skyggernes Dal,
Der blusser til Lue i evige Himmelsal.
Ossian! naar jeg skal være hos Dig?
Naar komme henfarne Barder at hente mig?
Naar skal Sorgen forlade min Barm?
Naar skal jeg stige paa Aandernes lette Karm?
Maanen skinner i Vesten bleg:
Vinden hviner i Tidselens hvide Skjæg;
Morgenlyset glimter i Øst;
Dagningen skinner paa Søens rødmende Bryst.
Vente maae jeg en liden Stund;
Snart henslumrer jeg Livets urolige Blund.
Da skal jeg vaagne hos Selmas Skjald,
Vaagne i alfaders straalende Himmelhal;
Flyve med Barden fra Pol til Pol,
Med Conas salige Barde, fra Sol til Sol;
Boe hos Skjalden i Himmelen blaa,
Til bedre Glæder en bedre Harpe slaae!