Digterens Lyksalighed
Harlekin Poet declamerer
Harlekin Poet declamerer
Lyksalig den, hvem Phæbos Harpen rækker!
Hvis Tinding han med Laurbærkrandsen dækker!
Hans Lod er skjøn, hans Herlighed er stor —
(sagte) i Ord.
Han paa Begejstrings stærke Ørnevinger
Sig himmelhøjt fra usle Jord opsvinger,
Mens Hoben efter ham forbauset seer —
(sagte) og leer.
Om end hans Bane her var trang og mørk,
Han gjør et Paradiis dog af en Ørk:
Han i et Hav af Idealer svømmer —
(sagte) han drømmer.
Stolt i sin Kraft han trodser Skjæbnens Harm;
Ej Sorgens Pile saare kan hans Barm;
Thi langt ophøjet over dem han flyver —
(sagte) han lyver.
En Skat han udi Phantasien ejer,
Som ej den hele Verdens Guld opvejer;
Han kjender intet Savn, og ingen Nød —
(sagte) undtagen den for Brød.
Hvo ligner ham i Herlighed, i Glands,
Naar, smykket med den skjønne Digterkrands,
Som Præst han stander ved Apollos Alter?
(sagte) i Pjalter.
Var han ej til, hvad maatte Verden savne!
Hans Meed er jo at glæde og at gavne,
Hans Standpunct hæderligt og højt forvist —
(sagte) ja i en Qvist.
Selv den, som staaer paa verdslig Højheds Tinde,
Jo søge vil hans Gunst — hans Sang at vinde!
Hvor findes den, som Skjaldens Storhed naaer? —
(sagte) paa Bidstrupgaard.
Hans Kvad beundringsfuld man lytter til.
Hver Gang han med en ny fremtræde vil,
Med graadigt Blik en Skare paa ham venter —
(sagte) af Recensenter.
For Damerne han synger ej omsonst;
Han deler ofte lønlig Qvindegunst,
Saa mangt et Smiil, hvorved hans Sjæl mon hoppe —
(sagte) med Moppe.
Saa vandrer han lyksalig, from og blid,
Et godt, elskværdigt Barn, sin Levetid:
„Den Englesjæl!” Man højt om ham vil raabe —
(sagte) og hvidske: „ o den Taabe!”
Ham alle Mand i hele Landet kjender,
Man elsker ham, man bærer ham paa Hænder,
Man tusind Blomster paa hans Bane strøer —
(sagte) ja — naar han døer.