Man Kalder Livet og et Lykkespil —
O ja! for hvem, til Lykken bejle vil:
Enhver, som troer ved Vovespil at vinde,
Han offre til den vindige Gudinde!
Et Spil, ja vel et farligt Spil, er Livet:
Dog kun især for den, som sig har givet
I Spillet, uden samme at forstaae;
Slet Spiller vist i Enden tabe maae.
Og den, som selv ej veed, hvorom han spiller,
Hvad Under, om ham Spillets Luner driller?
Naar Dyd og Ære sættes paa eet Kort,
Hvad Under da, om Alting spilles bort?
Og sætter Du mod Slentringen dit Guld,
Hvad nytter Dig, om Du vandt Lommen fuld?
— Du Makker min ved Livets grønne Bord!
Læg Mærke til en gammel Spillers Ord!
Først kjend dit Spil, og søg at kjende deres,
Med hvem af Skjæbnen dit Partie formeres!
Og dog see til, at Maadehold du husker!
Den blinde Lykke føjer tidt en Fusker.
Og vel saa tidt vi har det Under seet,
At selv den bedste Spiller bliver Beet.
Vil Du til Enden staae Dig som en Helt,
„Casqu’ ej paa ni!” og „tænk paa Griffenfeldt!”
Brug lykken, mens den leer, med roligt Sind!
Saasnart den vender sig, træk Sejlet ind!
Koldsindig stedse, uden Lidenskab —
Da taaler Vinding Du saavelsom Tab.
For falske Spillere vogt Dig især,
Og selv spil reent og ærligt med Enhver!
Hvis disse Raad Du tager vare paa,
Ej Bankerot Du skalt af Spillet gaae.