Jeg var ung, da Du mig første Gang
Fandt blandt blomsterne paa Foraarsvang:
Bækken bugted surrende forbi,
Lærken sang henad sin Himmelstie.
Morgenvinden svam paa Marken hen,
Hvisled sagtelig, og taug igjen;
Blomsten bøjede sit Hoved lidt,
Rejste atter sig og nejed tidt.
Duggen løfted sig fra Dalen op,
Skyen krusede sin Purpurtop;
Maanen blegned og i Vesten veeg —
Solen blussende af Havet steeg.
Da, da steeg jeg med i freidigt Mod,
Let i Barmen løb mit unge Blod;
Søde Længslers Morgengry oprandt,
Tid og Rum henunder mig forsvandt.
Det var Dig, o! det var Dig, som drog
Drengens Sjel; og Dig hans Hjerte slog:
I usynlig Lænke var jeg lagt,
Kjendte ej den underfulde Magt;
Vidste ej, hvorhen Du vældigt foer
Med din Slave over Verdens Jord;
Sikker, salig laae jeg i din Arm,
Elskte! altid glad og altid varm.
Nu — men nu — hvor er hiint Trylleri,
Kjære Lænker, som jeg bandtes i?
Aarene henvælte som en Elv —
O min Kjereste! hvor est Du selv?
Først du kom hvergang jeg kaldte Dig —
End ukaldet Du besøgte mig;
Tidt og lønlig sank jeg til dit Bryst,
Drømte da om en udødlig Lyst.
Drømmen svandt. Min Ungdom foer afsted,
Tog mit Eden, tog min Elskte med:
Mødig gaaer jeg paa den kolde Jord —
Jeg, som før igjennem Himle foer.
Hvorfor kasted Du mig atter da
Til den Jord, som Du henrev mig fra?
Jordens Trængsler har din Elsker fat —
Hvorfor, Grumme! har Du mig forladt?
Er det Lønnen, for jeg fulgte Dig?
Er det Glæden, som Du viste mig?
Er det Paradiset, hvor vi To
Skulde boe i stadig Fryd og Ro?
Falske! ak hvi kom du til min Vej?
Lokked mig og flygtede — — O nej!
Uskylds Præg Du paa dit Aasyn bar;
Det er Skjæbnen, os adskillet har!
Eller skjuler Du dit Ansigt nu,
For til jordisk Elskov sank min Hu?
Vil maaskee Du kun et Hjerte heelt?
Mit, ak! er iblandt saa Mange deelt.
Vredes Du, for jeg de søde Smaa
Elsker ømt, og tidt forsage maae
Dig, min Ungdoms første, bedste Lyst? —
O! saa riv dit Minde af mit Bryst!
Smil ej, Maane! fra det dunkle Blaa!
Spøg med Vinden ej, I Blomster smaa!
Dæmp din Hvislen, kjælne Foraarsbæk!
Syng ej meer, o Fugl! fra grønne Hæk!
Brænd, o Sol! i Dunster qvalm og hed!
Stiig i Taager! synk i Skyer ned!
Mind mig aldrig om den Morgen klar,
Da din Straale hende til mig bar.
Bruus ej heller, Storm, paa hviden Hav!
Styrt ej, Fos, saa vildt i Klippens Grav!
Tidt hun og i Storm og Tordenlarm
Krystede min stoltberuste Barm.
Men Du Vestvind, kom med Slud og Rusk!
Pib tungsindig gjennem Lyngens Busk!
Hedelærke! Klynk Du Dagen lang
Over Moserne din Klagesang!
Var det — Himmel! var det muligt kun
End at finde Dig paa Jordens Rund,
Svæve med Dig, Elskte! Arm i Arm
Paa hiin første faure Straalekarm!
Nej, o nej! den Dag blier aldrig til —
Sluk dig, Haab! som atter tændes vil;
Sænk dig, Øje! her paa Verdens Øe
Aldrig skal jeg see min Himmelmøe!
Aldrig lytte til din Seraphsang,
Som tilforn mig sødt i Sjælen klang!
Aldrig, greben af unævnet Lyst,
Efternynne sittrende din Røst.
Er det — er det Dig, som hisset staaer?
Smiler sødt som i min fjerne Vaar,
Vinker mig op til dit varme Bryst,
Hvisker om den nærforglemte Lyst?
Ja! jeg kommer — briste saa hvert Baand,
Som til Jorden fængslede min Aand!
Spring, hver Lænke, som den bandtes i!
Du er min! og jeg er atter fri!
Atter kommer jeg i Ungdoms Ild,
Smil, o Engel! med din Mund saa mild;
Lad os som i gamle Dage gaae,
I min Lund, og ved min Bølge blaae!
Der vi To, os selv allene nok,
Glemte glemme Verdens vise Flok,
Tale kun med Blomstervrimlen hist,
Synge kun med Fuglen paa sin Qvist!
Skynd dig, Elskte! Flyv saa til mig ned!
Kom med al den første Kjærlighed,
Som jeg Dig i Morgenrøden saae,
Reen som Straalen, du neddaled paa!
O, — nej flye mig! flye for evig hen!
Du kun frister — daarer mig igjen!
O, jeg veed det: Du mig elsker ej!
Kun til glade Hjerter gaaer din Vej!
See ej til mig med dit Englesmiil!
Dybt det smerter som en giftig Piil!
Mind mig ikke om forsvunden Lyst!
Det gier Tungsind — ak! men ingen Trøst.
Ha! hvad vil Du? jeg er gammel snart;
Mine Dage rinde med en Fart;
Stemmen sagtnes, Gangen vorder tung —
Himmelmøe! men Du est evig ung.
Flye mig, flye! — dit Løvte er kun Sviig;
Jeg er fattig — Du est skjøn og riig;
Du vil Rolighed og sorgløst Liv —
Sorg og Uro er min Tidsfordriv.
Iil Du til de glade Skjalde hen!
Glædens raske Søn kun er din Ven —
Ha! forgjæves ømt Du til mig seer —
Flye mig snart, og frist mig aldrig meer!
O! men før du fra mig Arme gaaer,
Kys mig, Elskte! som i fordums Aar!
Smiil end eengang, som da ung og glad
Jeg hos Dig i Paradiset sad!
Borte er min korte Foraarslyst —
Skjænk da til Farvel mig Haabets Trøst!
At vi, naar jeg Dig atter seer,
Samles maae, for ej at skilles meer!
Alheden den 11 Oktober 1824.