Stor er den Kunst ved Plectrets Mesterslag
At tænde Modets Gnist paa Kampens Dag,
Og lære Ynglingen at trodse Faren;
Og, som Tyrtæus, til Besærkergang
At vække slagne Hære, og ved Sang
At vinde Sejeren fra Fiendeskaren.
Skjøndt er det at fortælle Heltes Id,
Bevare Mindet om en kraftfuld Tid,
Og vældig Daad til Efterslægten bringe;
At rejse Stenen paa den Ædles Grav,
At hæve Sangens Toner som et Hav,
Der bruser evigt under Stormens Vinge.
Sødt er det og i Vaarens grønne Lund
Om Kjerlighed at høre Sangens Mund,
Og føle sig henrykket over Jorden:
Vaucluses Fjeld fornam Petrarcas Sang,
Og gjennem tusind Aar dens Efterklang
Skal tone vidt fra Syden og til Norden.
Blandt dem var ej vor Ynglingsskjald, og dog —
Og dog han os med Himmelvælde drog
Hen til de glade, her ukjendte Toner.
Ej paa Cothurnen treen han stoltelig;
Paa Sokker han i Hjertet lister sig
Og med vort Livs Tragedie forsoner.
Alene som Satirens Konge staaer
Vor Holberg og hans Tryllescepter naaer
Fra Nidaros og ned til Ejderens Vange.
Lad Plautus herske fjernt ved Tibers Strand,
Og Moliere i Gallers muntre Land:
Vi trænge ej til fremmed Bardes Sange.
Saalænge Bølgen slaaer mod Sølunds Bred,
Og Sarpen bruser over Klippen ned,
Skal Klims og Paarses store Skjald os fryde!
Hans Roes er, som hans Sang, udødelig:
Og vore Børn, som vi, skal samle sig,
Hæv Dig, Steen fra Norges Fjelde,
Højt og herligt her i Danmarks Lund!
Ufortært af Tidens Vælde
Stande Du til Verdens sidste Stund!
Dig et henrykt Folk oprejser,
Skjønsomt mod sin Ynglingsskjald;
Laurbærkrandset nu du knejser
I Thalias Tempelhal.
Sørg o Muse! tag din Maske
Fra dit taareædte Aasyn ned!
Bøj Dig over Skjaldens Aske!
Hvad Du misted, meer end Norden veed.
Ingen Kjerer Du rakte
Hippocrens Guddomsdrift —
Dig han hid til Norden bragte,
Og fra os og Dig bortgik.
Men opløft Dig, Sang, fra Jorden!
Strøm fra Hjertet som et Kildevæld!
Hæv Dig over hele Norden,
Over Danmarks Dal og Norges Fjeld!
Rør Dig vældigt, danske Tunge!
Syng i tusindfoldigt Chor:
Ludvig Holberg, Scenens Konge!
„Evig kjer og evig stor!”