Der var en Tid, da Hellas som en Have
Stod signet trindt med Blomster og med Frugt:
Da Bjerg og Slette yded rigt sin Gave,
Og Bækken gjennem kornet fandt sin Bugt;
Og Figenlunde og Olivenskove
Beskygged Flodernes og Søens Vove.
Der var en Tid, da Elis’ skjønne Vange
Til Leeg forsamlede Achajas Folk;
Da Fjeld og Lund gjenlød af Skjaldens Sange,
Da vise Olding var Naturens Tolk;
Da Ynglingen for Lyst de Kræfter øved,
Som siden blødende Barbaren prøved.
Der var en Tid, da Fred og Frihed bygged
Paa Lovens faste Grund det skjønne Land;
Da hvert et Bjerg og Glædesdal beskygged,
Og Havet kyste en lyksalig Strand;
Da Borgersind var Byers stærke Volde,
Og Fædre hvilte trygt bag Sønners Skjolde.
Der var en Tid, da Laurens grønne Krandse
Bar snillets Hæder, Tapperhedens Løn;
Da Fiendeblod kun farved Stridens Lanse,
Barbarens skjalv for Friheds kjekke Søn;
Da Kjærlighed og Venskab ene vare
De Lænker, Grajas Folkeslægter bare.
Der var — der var den Tid — nu er den svunden;
Achaias gyldne Alter er forbi.
I Sekler har det skumret lænkebunden,
Og tungt var Aaget, som det sukked i.
Nu vaagner det og ryster med sin Lænke —
Skal atter det i Trældom sig nedsænke?
Alt rinde jo Olympiader tvende;
Fortvivlet kæmper det mod Overmagt.
Men Aaget, ak! naar Kampen er tilende,
Bliér tungere maaskee paa Hellas lagt.
Den christne Broderverden Striden skuer,
Mens Friheds Fosterland gaaer op i Luer.
Det tordner og lyner; de sortnende Skyer
Paa Himlen opstige, og Solen bortflyver,
Barbaren de frugtrige Marker nedtramper,
Hvor Blodet af Qvinder og Oldinge damper.
Mod Gamle og Spæde sin Landse han sænker,
Han slynger om Hellas de skændige Lænker.
Hvo hjelper, hvo frelser fra Trældom, fra Døden?
Har Du ej en eneste Ven udi Nøden?
Det tordner og lyner, hellenien bæver;
Det graadige Hav Hekatomberne kræver.
Ildsprudende Munde paa dampende Snekker
Med Brøl og med Hylen til Striden opvækker.
En skare af Oldtidens vældige Helte
Sig lejre foroven paa Skyernes Belte,
Kampdommeren ned paa de Stridende skuer:
Messeniens Havn er et Svælg udaf Luer.
Det tordner og lyner; Hellenien ryster.
De Kæmpe, de kæmpe i blodige Dyster.
Det gjælder et Folk, som, i Dvale nedsænket,
Til fædrene Bjerge i Tiderne lænket,
Opvaagner og griber i Kjæderne haarde,
Og svinger fortvivlet den rustnede Kaarde.
Skal Hellas gjenfødes i Lynild og Torden?
Hvad eller for evig udslettes af Jorden?
Det tordner og lyner i Masternes Skove;
De Bølger henvælde den blodige Vove.
De raabe heel højt med Kanonernes Munde,
De rykke i Lænken, Tyrannerne bunde;
De rykke i Svøben, Tyrennerne svinge,
Og støde dem Staalet i gispende Bringe.
Paa Bjergenes Aas ligger Gubber og Qvinder,
Og Bønner opstige, og Taarer nedrinder.
Det tordner og lyner, i bølgende Dampe,
Som skjule de haarde, de rasende kampe,
Jeg Korset, det hellige, knejsende skimter;
Mod Tyrkernes Maane det truende glimter.
Hvo møder dem med ødelæggende Flammer?
Har Grækenland fundet en Ven i sin Jammer?
Ja! Timen har slaget: ved Kæmper fra Norden
Skal Hellas gjenfødes i Lynild og Torden!
Det er forbi. Og Kamporkanen hviler,
Fra blege Sky det tordner ikke meer;
Og Aftensolen, som i Taager smiler,
Til Navarinos trætte Kæmper seer.
Hvi smiler Du, o Sol! er Sejren vunden? —
Ja! Tyrkens stolte Flaade er forsvunden.
Saa ærligt streed de djærve christne Helte;
De gik med Hæder ud af Kampens Brag!
Der er ej Fiende mere; Bølger vælte
Hen over Røverhordens sunkne Brag.
Tyrannens ene Vinge er nu stækket,
Og det forsagte Hellas gjenoprettet.
Dog see! endnu Halvmaanen trodsigt knejser
Paa Grækerfolkets jammerfulde Strand.
Kæmp, Helteflok! indtil Du atter rejser
Bort Frelsestegn paa det gjenløste Land!
Du har afhugget Gribbens ene Vinge;
Hvorlænge skal han med den anden svinge?
Naar fra Stambul Halvmaanen er forsvunden,
Først da er Kampen endt og Sejren vunden.
Naar enigheds og Fredens baand er slynget
Om Grajas Folk: først da er det forynget.
Naar i Europa ingen Tyrk skal braske:
Først da opstander Phønix af sin Aske!