Der var en Tid paa denne Klode
Før Rang og Titler bleve Mode —
(Imellem Dyrene at sige;
Thi Mennesket begyndte flux at stige
Saa højt udi Cultur). — Nu vel! der var
En Tid, da hvert et Dyr kun bar
Sit eget Navn: en Væsel hed en Væsel;
Et Esel kaldte man et Esel;
Og saa fort videre. Dog ej ret længe;
Thi snart man fandt,
De fleste kunde trænge
Til det, de Vise kalde Tant
I saadan Leeg med Daarene at gaae.
Man viste da ved mange Grunde,
Hvormeget Kronenes Glands forøges kunde,
Fortjenester belønnes, Kappelyst
Opvækkes i hvert Bryst:
Kort, alle Dyder trives
Og mægtigen fremdrives
Ved slige simple Midler. Kongen loe,
Men Folket lod ham ingen Ro,
Og da Finansministeren mente, at
Man en anstændig Skat
Med Rangen kunde combinere:
Saae det henrykte Folk snart emanere
Et Reglement, som nyt og bedre Stempel
Gav hvert et Dyr. Saaledes, et Exempel,
Blev Ulven Krigsraad, Ræven tituleertes
Hr. Hofraad; lille Mis creertes
Til Kammerraad; man Musen Landraad kaldte;
(I denne Clase man en rædsom Mængde talte,
Som Muldvarp, Rotte, Gedebuk og Væder
Med flere); den kalkunske Hane træder
Som Storialraad frem; en Dromedarius
Betitles nu Overkrigscommissarius.
Da Alting synes vel bestemt,
Og Ingen glemt:
En nybagt Hofraad mindes,
At Hund og Hest dog ikke findes
I Rangforordningen.
Thi kryber han heelt ydmygt hen
Til nobels Trone, for de To
At bringe i Erindring. — Kongen loe:
Det saaer nu saa at være,
Min Kjere!
Med Hest og Hund en anden Sag det er;
De har Fortjenester!