Et Panorama løber rundt,
og vil ej standse;
Med Kirker sig Palladser snoe
i Kæmpedandse.
Saavidt som Øjet række kan,
til alle Sider,
Et Myrl af hvide Huse hen
forbi mig glider.
Forneden det paa Strømmene
af Skibe vrimler;
Frem og tilbage Flok paa Flok
af Baade stimler —
Foroven, som en Ramme grøn,
de store Skove,
Der tabe sig mod Vesten fjernt
i Mælarns Vove.
Tab dig, o Skov! i Hav og Skye!
forsvind som Drømme,
I stolte Slotte under mig,
i Eders Strømme!
Histovre øjner jeg et Huus
paa Klippebuer —
Ja det er Mossebacka, jeg
Did over Kongestaden hen
jeg Flugten tager;
Der hæfter en Erindring ved,
som Hjertet drager.
Vi to alene Danske gik
de stejle Stier,
Hvor Huse over Huse sig
mod Himlen højne.
Der vented’ os et Syn heel nyt
for danske Øjne —
Skjønt var det! — Dog hvad er vel meer
de store Stæder,
End Træ og Steen, hvor Sorger boe
i Hob med Glæder?
Men i en fjern og fremmed Stad
at troe sig hjemme
I Vennekreds — det Hjertet kan
ret aldrig glemme.
Farvel du store, skjønne Stad!
Dig skal jeg ikke
Gjenskue meer; men tidt jeg mig
med Længselsblikke
Didhen, hvor Stockholm ligger, skal
bevæget vende.
Og med Sydvesten bort et Suk
til Eder sende.