Ved Christianssand
Af Danmarks stole Flaade.
Og Jessen hedte han,
Som havde der at raade.
Han kaldte frem
Sit Mandskab: „Børn! nu gaaer vi hjem,
„Om ellers vi kan strække:
„Den Engelskmand er slem,
„Hans skuder Havet dække.
„Vil I som jeg.
„Vort gode Skib det faaer han ej —
„Før synke eller sprænge!
„Op eller ned vor Vej!
„Ej saa? I danske Drenge!”
„Jo saa! Hurra!”
Og hele Dækket lød det fra
— Som een — femhundred Stemmer.
„I Kampens Time da
„Sit Løfte Ingen glemmer!” —
„Nu Sejl paa Raa,
„og Anker lettet! — Ud vi staae
„For alle vore Klude!
„Fort over Bølgen blaa!
„Lad Fjeldets Vinde tude!”
De stævned frem
Ved Nat og Dag til Fædrehjem —
Da kom en fiendtlig Flaade;
Mod Een der nu var Fem —
De bøde Jessen Naade.
Med skarpe Skud
Han svared, og æsked ud,
Og Striden de modtoge:
De sendte strenge Bud
Til gamle Dannebroge.
De sendte hid
Den kapped Stang og Master.
Den brave Jessen did
Sit Svar tilbagekaster.
Rothe og Top
Og Willemoes og Dahlerup,
Paa Bakken og paa Skandsen,
Med Tostrup førte op
Galant i Kugledansen.
Da randt der Blod:
Fra Top de tog den ene Fod,
Han stod dog paa den anden —
Udi den røde Flod
Gjendøbes Orlogsmanden.
Du flinke Gast!
O Soland, kjek og klippefast!
Du Klippens Søn med Ære!
For Dan dit Hjerte brast:
Dit Minde signet være!
Du faldt med Roes —
Farvel, Du lille Willemoes!
Dit Mod var stort i Kampen.
Men det var før din Lods
Udi Skjærtorsdagsdampen.
Farvel! Farvel:
Du Dahlerup! og hver en Sjel,
Som her fra Kroppen skiltes!
Af Fiender fleer til Hæl
Foer, inden Slaget stiltes.
Med Knald eller Brag
De fægted ud det haarde Slag,
Og solgte Livet dyre.
Men nu er Skibet Vrag
Og ikke meer at styre.
Paa Sællands Strand
Der hug vor sidste Orlogsmand; —
Ham til et Baal de gjorde.
Paa blodigrøde Sand
De Gutter sprang fraborde.
Vel holdt de Ord:
„Prinds Christian” i Røg opfoer,
Af Fjenden ubetvungen.
Derfor ved Bragibord
Dens Drapa nu er sjungen.