Et af Horatses Breve til Mæcenas
(Localiseret)
(Localiseret)
Hvi vil dog Deres Exellence saa
Mig gamle Digter søge at formaae
Til atter Harpen udi Haand at tage?
Nej! borte ere mine unge Dage,
Og Sjelens Styrke med. See Weimars Digter!
Nu mærker han, at Sanggudinden svigter;
Thi har han Harpen klogt i Krogen sat:
Og taget Portefeuillen fat:
„Hold op, hold op!” en Stemme for mig lyder,
Farvel til Vers og andet Narrefjas,
For paa en philophisk Disputats —
Som vil et Non plus ultra blive
Af Lærdom og Skarpsindighed — at skrive.
Og spørger De, hvem helst jeg compinerer?
Hvo mit Orakel er? hvem jeg citerer?
„Snart Een og snart en Anden,” er mit Svar;
Jeg ingen fast bestemt Præceptor har:
Nu dykker jeg i kantisk Dybsinds Bølger —
Og nu den conseqvente Boye søger
Er sund forstand, og Sandheds Straaler rene;
Hvorfor naturligviis den ikke gjor’e
Udi vor lærde Verden stor Furore.)
Saa lange som for salig Frejr var Nætterne —
Ja som Examensaaret for Cadetterne,
Er og den Tid for mig, i hvilken jeg
Ej gjør et lidet Trin paa Viisdoms Vej.
Nu! kan jeg just ej see saa skarpt, saa vidt,
Som en Mohawk: jeg hos Professor Smith
Alligevel forsømmer ej at kjøbe
Et Øjenglas. Og kan jeg ikke løbe
Omkap med Ernst — ih nu! saa kan jeg gaae:
Det er dog bedre Lidt end Intet saae.
Est Du af Gjerrighed, af Elskov plaget:
Dig haver Viisdom en Recept opdaget
Mod slige Syger; Ingen er saa vild,
Saa stærkt antændt af Lidenskabens Ild,
At den ham jo formaaer at tæmme,
Naar han kun høre vil dens Stemme:
„Sky Lasten! det er dyd. Flye Daarlighed!
Thi det er Viisdom.” Skjøndt Du saadant veed,
Alligevel Du kun for Armod flygter,
Kun denne ene som en Fiende frygter, —
Den jager Dig igjennem Ild og Vand:
For de Du løber vildt fra Land til Land —
Dog nej! et Rigdom er, hvortil Du stræber!
For den Du Tiden, Dyden, Glæden dræber.’
O Landsmand! Sølv er ringere end Guld —
Guld ringere end Dyd — men alt Metal er Muld.
„Blæs’med din Dyd! hvad siger Engelsmanden?
— „Det er en Karl, som har Forstand i Panden —
„„Et stakket Liv, men lystigt”” det er Sagen!
„Den Sandhed kan Du høre hele Dagen,
„Fra Stadens ene til dens anden Ende,
„Af hvert et Barn, til hvem Du Dig vil vende,
„Den lærer Christen, Jøde, Tyrk, og Græker,
„Og højt hver Middagsstund paa Børsen præker.
„Vær klog! vær god! veltalende og dannet!
„Du est dog kun et simpelt Nul i Landet,
„Hvis Du ej haver Skilling Jensen.”
— Kjere!
Det bør din Rigdom og din Stolthed være:
At Du Dig reen og uden Brøde veed:
Din bedste Skat en god Samvittighed.
Hvo er vel meest din Ven! den Mand, Dig lærer,
Hvorlunde fri og frejdigen Du bærer
Ubillig Skjæbne, Armods trange Kaar,
Hvad eller den, af hvem det Raad Du faaer:
„Skrab sammen aarle, silde, hvad Du kan!
„Per fas, per nefas bliv en holden Mand!
„Paa det, at Du i Vienervogn maae age,
„En egen Loge i Theatret tage,
„Et Lyststed eje ved Charlottenlund,
„Og en Maitresse for din egen Mund!” —
— „Nej see kun dog, hvor klog den Herre er!
Du har jo Luft — hvorfor ej Meninger
Tilfælleds med os Andre?” —
Ej! Monchere!
Hvis Meninger det, jeg skal venerere?
Har I vel alle een? Og den hvorlænge? —
„Hvad det er skjøndt i Eng og Skov og vænge!”
Saa raaber hiin og flytter ud paa Landet.
Knap er han der, før han paa Luften, Vandet,
Paa Træerne, og de straatakte Hytter,
Har seet sig mæt, og ind i Staden flytter.
Den Siste sukker: „ søde Frihedsstand!
„Uheldig Stund, da jeg blev Ægtemand!”
Og den Ugifte siger: „ paa min Ære!
„Det duer ikke Pebersvend at være.”
Saa mange Hoveder — saa mange Sind!
Hvo har det rette? — Skal jeg gjøre Vind
Og Hanebeen for unge rige Fjanter?
For Enker? eller giftesyge Tanter?
Nej Tak! gaaer hvor I vil! gaaer hver sin Vej!
Prosit die Mahlsseit! med gaaer ikke jeg;
Jeg har min egen —
„Ih! Du Stodder! gaae
Med andre Stoddere! Vi grant forstaae,
„Ak kun hos slige Folk din Viisdom boer —”
Gud bedre det! den Fattige sig kroer
Saa godt paa Kaffemøllen — stakkels Prakker!
Som Rigmand i sin egen Offenbacher.
Hvad skal jeg sige om Fordommens Magt?
I lee mig ud, naar ej jeg ta’r iagt
Hver Modens Lov: er skjævt min Kjole knappet,
Er Vesten mistænkt for at være lappet,
I pege Fingre ad mig. Men hvis jeg
Har skejet ud af Dyds og Sandheds Vej,
Ifald jeg tænker skjævt, — om min Forstand
Er ikkun Lapperi, — er jeg en Pengemand,
Da for en Salomon I agte mig:
Jeg vittig er, og klog, berømmelig,
Og god, og smukt, den hele Verden kjer,
Ja sund endogsaa — paa lidt Snue nær.