Her kjender Du, o Digter! først, hvor fattigt
Dog er dit Sprog. Dig synke Hænderne
Fra Harpen magtesløse ned, og foldes
I stum Henrykkelse, i maalløs Andagt.
Her, stakkels Maler! kast Du kun din Pensel!
Her maler Almagt selv med slige Farver,
Som ingen Dødelig endnu har blandet;
Et Vandfald tegner Du maaskee, oja!
Men Vandet falder ikke paa dit Billed.
Din Fos er kun en Iisbræ med et Sneeskrid,
Som ikke skrider; er ikkun en Plet,
Som Barnehaand kan dække. Men Trolhættan
Det er en Søe, som styrter i en Afgrund
Med Havets Brusen og med Tordnens Brag.
Held mig! at jeg har seet, hvad ingen Kunstner,
Og ingen Digterphantasie beskriver:
Naturens eget store Skuespil,
Som Øjet trætter vel, men aldrig mætter.