Barberen.
Hvi raaber den Sanger saa højt paa ensomme Hede?
Hvem synger han for dette Qvad om gamle Bedrivter?
Hvis Aand er det, som han tænker at mane med Viser?
Hvo er Niels Ebbesen, Kjere? — Et Sørgespil? —
Blicher.
Ja saa!
Hvad mere?
Barberen.
Hvad vil Du vel mere? et Stykke som andre,
Med smukke Dragter, superbe Decorationer.
Skjændsmaal og Slagsmaal —
Blicher.
O Pallas Athene! da Phillip
Slog dine Sønner, da stode Fædrene hjemme
Og sloges djerveligt om en Comedie-Rolle —
Selv i den store Tragedie — Grækerlandets døende Frihed. —
I Folk udi norden! naar Qvad om Fædrenes dyder,
Om Fædrenes herlige Kamp for Ære og Frihed,
Naar Skjaldens Qvad — Gjenlyd af store Bedrivter,
Som gode Aander tilraabe hans lyttende Øre —
Hans stærke Lue — Gjenskin af skjønne dage,
En varslende Baun, tændt og oppustet fra Himlen —
Ej for Eder er meer end et morende Fyrværk,
En Times Musik, eller en Røst udi Ørken,
Som qvæles i Strømmen af vilde Forlystelses Storme,
Af narrebjælder og Daarskabs skurrende Rangler:
— Da harmes Skjalden, han kaster i Vrede sin Harpe;
Fra Øjet tørres de frugtløse Taarer — han griber
Saa er Satirens Fødsel. Naar Folket nedsynker
I Lasters Sumpe, da tier shakspearske Basune,
Men Butlers Svøbe gaaer rundt paa Daarenes Rygge;
Ak! ofte forgjæves er Skjaldens Stræben at frelse
Det visnende Træ. De Orme, der tærer dets Safter
Udspyde sin Gift fra tusind hvislende Tunger,
At qvæle itide den ubelejlige Vækker.
Saa falder han stundom et Offer for Sting udi Mørket,
Stundom for Tronen beført som Kongernes Fiende —
Han — Kongernes Ven, der rammer, hvor Sværdet ej mægter,
Der renser den Luft, som Smiggreres Aande forgifter,
Udspreder den Røg, som Kimerynglen udpuster,
For trædskelig Kræften at skjule for Herskernes Øje, —
Som vaklende Spir befæster i Faderens Hænder,
Naar Børnene, onde og dybt nedsunkne, forraade
Sig selv til Lænken og Tronen til deres Fjender.
Naar Saltet dovner, hvad holder Forraadnelsen ude?
Naar Skjalden vansmægter — men nej, det er kun hans Abe,
Den Versemager, den Lappeskrædder, den Blære,
Der blæser i Flæng for Alle, der lyster at trykke,
Den Stadsmusikant, der spiller for hver, som betaler,
Den Knorkistemand, der gaaer med Vægter og Bysvend
Fra Dør til Dør, og ønsker et glædeligt Nytaar;
Den Lirendrejer, der staaer udi Stormandens Forfald,
Og deler med Hunden de Been fra det dampende Taffel.
— Den rette Skjald, han veed, han fanged ej Harpen,
For med dens Strenge at overdøve de Klager,
Der stige til Hytterne op mod Herskernes Trone.
Barberen.
(Nu er han vred! hm! paa min Ære! det er dog
En underlig Here, der aldrig veed, hvad han selv vil,
klynker og knurrer — det kommer sikkert af blodet;
Det er for tykt; han borde virkelig lades.)
Hurtig, Du Kudsk! hist op til Vrimlen i Viborg!
Der gaaer det lysttigt: Concerter, Comedier, Baller;
See! hvor de dandse on Dagens mægtige Afgud,
Den blinde Plutus, han, som Ebræer i Ørken
Skabte af Guld, og Sydhavets Sønner af Snegle,
Vi af Papir — kjør til!
Kudsken.
„Ja, Vognen er tør nu;
„Den kunde, min tro! behøve at smøres en Smule;
„Thi som man smører, saa kjører man ogsaa — det har han
„Vel sagtens hørt? og han ikke, saa skal jeg
„En vise ham synge, vi Vognmænd har flikket sammen”:
Smørevise.
„Ihvor Du end kommer i Verden, Kammerat!
Saa smør og lad Dig smøre! den Kuur er probat.
Peer smører Paul og blier smurt af Palle,
Saa smøres de Alle — Aaja!
Smør op og ned og smør først og sidst!
For Alt i Verden det hjælper vist — Hurra!
„Thi, dersom Du vil løbe en Aften grasat,
Slaae Vindver og Lygter i Qvas, Kammerat!
Omflytte Skildter og ringe paa Døre,
Forglem ej at smøre! — Hurra!
Smør Morgenstjernen lidt allenfals,
Saa bliver den nok i sin Kjælderhals — Aaja!
„Og vil Du practicere en Smule ind en Nat,
Og han der ved Porten vil knurre, Kammerat!
Da smør ham en Tønde Sirup for Munden,
Saa tier vel Hunden — Aaja!
Naar Du kun tidt og itide smører,
I fuld Gallop Du med fire kjører — Hurra!
„Og gaaer Du paa Tinge lidt skjælvende og rød,
Da prøv, om Pilatus vil ikke spise Brød!
naar Du kun bareste Bjørnen Klapper,
Han Dig ej napper — Hurra!
Gjør baade Ryggen og Haanden Krum!
Det gier en mild og retfærdig Dom — Aaja!
„Og skulde Du dandse til Kalveskindsmusik,
En Lille Lap Papir Du jo nok for Penge fik;
Gaae gjennem Køkkenet ind til ham Selv!
Han hjælper dig vel — Aaja!
Du faaer i Sessionen en liden Brok;
Men siden efter Du kommer Dig nok — Hurra!
„Men est Du en Kjeltring og ejer ingen Ting,
Da kan Du jo see Dig i Landet omkring!
Tag fra det ene Sted, læg til det andet!
Det hjælper forbandet — Aaja!
Jo meer Du giver, jo mere Du faaer;
Jo højere Du stiger, jo fastere Du staaer — Hurra!
„Nu tænk paa min Vise, naar du rejser især,
Du skal det befinde baade fjern og nær:
Er Hestene dorske, og sover din Kudsk,
Paa smørevisen husk! — Aaja!
En Polak imellem og imellem en Dram
Gjør Heltene muntre og Vejen ligefrem — Hurra!”
Barberen.
Du taler fornuftig min Ven! der har Du pro ara!
Antag Dig nu ogsaa min Sag ret Alvorlig, og bring mig
Saasnart som mulig gjennem den traurige Hede!
Blicher.
Det er og mine Ord. Støvregnen bølger henover
Den sorte Ørken; Sydvestvinden piber i Lyngen —
Eenstonende Sørgemusik ved Foraarets Ligfærd.
Naturen skranter; see Faarene flokkes og vende
De skjælvende Rygge mod Blæsten; sørgeligt lyder
Brokfuglens Fløjten; vantrevne Hedeblomst vajer
Halvvisnet i Stormen, og stundom svinger forvildet
En enkelt Lærke med ængstelige Skrig over Heden.
Min snaksomme Ven! mens for os vi have just Tiden,
Jeg beder Dig ret! regaleer mig dog med en Fortælling
Om dina Fata fra først tilsidst! — jeg forsikkrer,
Jeg haaber at drage særdeles betydelig Nytte
Af din historie; i det jeg overbevises
Ved dit Exempel om al den Ære og Storhed,
Hvormed de Ni overøse hver trofast Tilbeder.
Barberen.
„Jeg var vel circa en syvaars Krabat,
Da jeg fik førstegang fat paa Donat,
Og Søster Aurora med Guld i Mund
Mig vakte hver Søgnedags Morgenstund.
Mit „ala en Vinge, alauda en Lærke”
Lod Fatter og Mutter grangivelig mærke,
Jeg var udaf Himlen til Bogen bestemt;
Thi blev nu ej heller Gramatica glemt —
Vor Herre forlade Professor Baden!
For han saa tidt har forvildet mig Maden;
Det var nemlig eengang vor antagne Praxis,
Hver Formiddag nød vi hans rare Syntaxis,
Den chicanerte mig ikke saa lidt
Og hindrede ofte min Appetit,
Ja voldte mig mangen et Knups udi Panden:
Sligt gjorde mig ikke fortrolig med Manden.
„Det Liv var ingenlunde plaseerligt:
Jeg ennuyerte mig umaneerligt,
Og lange Instinus var heller ikke skikket,
At gjøre mig paa Latinen forpikket.
Saa kom da ogsaa — horrenda memoria!
Professor Kalls den tørre historia.
Imidlertid maatte jeg dog holde Trop,
Til jeg havde slugt den fra Taa til Top.
„Saa sad jeg adskillige Aar paa mit Kammer,
I Selskab med min Præceptor, Hr. Hammer.
Han hamrede paa mig med Riis og med Stok,
Indtil jeg omsider blev dygtig nok.
Da blev jeg directe til Stolen sendt,
Med det var det ganske daarligt bevendt:
Det evige Græsk og latin var Tonen;
Man var endnu langt fra Reformationen.
„Det nam jeg at gjøre en blomstrende Stiil,
Og sætte en Snørlivsversion til Virgil;
Hr. Rectoren fik et Par fede Beder,
De trak mig over de sværeste Steder.
En saadan lille Erkjendtlighed —
Imellem os sagt, gjør ingen Mand vred —
Naar man kun betænkte den gode Magister,
Var han mod de Skjønsomme slet ikke bister.
Han kunde spise saa godt som en Anden,
Og havde sig gjerne lidt Lækkert for Tanden;
Ved Bordet var han slet ikke træg,
Men flittig og drivtig som nogen Læg.
Derefter han paa Stolen sad og fordøjed,
Med vittige Indfald sig selv fordøjed,
Gav os Smaafinter, men sine Colleger
Sarcastiske Gloser og store Streger, —
Tog sig en Priis, travesterte Homer
Med megen Lune paa hans Maneer
„Paa denne Maade til Studiegaarden
Jeg arriverte. Minervas Orden
Mig aabnede Kundskabens straalende Templer,
Og toge Tappen af Viisdommens Bempler.
Den første Vinter jeg pimped af fem,
Min Tørst blev ej slukket af alle dem.
En var saa husvant og hjemme i Himlen,
Han tog sig ret af Studentervrimlen,
Og viste os gjerne for fem Rigsdaler
Baade Stjerner med og foruden Haler
En Anden anatomerte Moralen
Med Accuratesse i Høresalen; —
Ak! Ingen kan troe, naar han det ej seer,
At Dyden kunde være saa svær.
En Tredie aabenbarte Naturen;
Han var ved ofte og idelig Luren
Omsider kommet paa rigtigt Spor
Efter meget i Skorpen af vores Jord.
Den Fjerde gav mig en dejlig Model
Til et philosophisk ætherisk Castel,
Stærkt fortificeret med Syllogismer,
Det trodser hele Verdens Sophismer;
Der kan fornuften ret dominere,
Med kantiske Kikkerter udspionere,
Hvad der er skjult for menig Mand,
Besvare hvert et „hvorfor og hvordan?”
Og kan hver Sandhed paa Pletten ramme,
Ja gjøre Sandserne selv til Skamme. —
Stor Skade er det, at indtil Datum
Dets Grundvold er kun et Prostulatum. —
Den Femte gav mig et kort Præludium
Til Mathematikens solide Studium.
Jeg sporede ikke den mindste Lidenskab
For denne meget alvorlige Videnskab —
En kjødelig Søster af Philosophie,
Og Antipode af Poesi.
Omsider stædtes vi til Examen;
Den middelmaadige, gyldne Vej
Er stedse den bedste: og den gik jeg.
„Lidt hængøret næste Sommer jeg gik,
Og af de Gamle et Optog fik:
Indsluttet udi mit Studenterbuur
Jeg saae kun lidt til den frie Natur
I Vaarens yndige Rosenskjær; —
I det Sted skaldede Stammetræer,
Chaldæiske Runer paa sorten Lillie —
Gud veed, det var meget imod min Villie.
„Men justement i de samme Dage
Min fader fra Verden mon Afsked tage.
Hans Bo kom under lovlig Behandling;
Det undergik en total Forvandling;
Thi per malheur var min Skifteforvalter
En af de langsomme Herrer, der skalter
Med Credit og Debit en halv Snees Aar
Indtil der Kræft udi Stervboet gaaer;
Da vores nu og var reent uhelbredeligt,
Han extradeerte det ganske redeligt.
De sultne Arvinger fik et Par Billinger,
Nogle Rigsdaler, Mark og budne Skillinger.
Min Kasse kom derved i stor Decadence,
Og rundt om i Kannikestræde løb,
Og — da jeg er stærblind — jeg stundom krøb
Imellem de Andre og ledte om Lidt
Til at saturere min Appetit.
En lille Rigsdaler hver tiende Dag,
Det var just ikke saa lige en Sag.
Jeg ledte i Aar og jeg ledte i tre,
Jeg fandt dog Intet i alle de.
Jeg bankede paa Regentsens Port,
Min Leden og Banken hjalp ikke stort.
„Imidlertid var mig dog Skjæbnen saa god,
Den mig nogle Kjerner pikke lod;
Jeg lærte private Folks Børn at stave,
Det stillede Oprøret i min Mave.
„Men saadan bestandig indtil sin Død
Ved fremmede Borde at spise sit Brød
I Ansigtets Sved, er dog ej vor Bestemmelse,
Vi søge jo Alle en smule Forfremmelse:
At ene vort eget og Statens Gavn,
Formere Verden, forplante vort Navn;
Thi klemte jeg frisk paa min Attestats,
Og renonceerte paa alskens fjas.
Farvel, o Verden! med al din Fornøjelse,
Ustyrret Slummer og god Fordøjelse.
Farvel saalænge: i Tiden hen —
Cessante causa — vi sees igjen.
— — — — —
— — — — —
— — — — —
Da jeg udi tre Aar tolv Timer daglig
Havde tilbragt saaledes ret ubehag`lig;
Mig Manuducteuren mit Laud kunde love,
Jeg maatte vel altsaa min trøje vove.
„Som naar soldater for Desertering
Paa Tromme spille om Arkebusering,
Med Dommen i egne Hænder staaer
Med blege Kjæver og rystende Laar:
Saaledes sad jeg med skjælvende Pen,
Skrev, tænkte, skrev om, slettede ud igjen.
„Hvo kan den bange Forventning male
Mellem specimen og Hemera megale?
Snart troer man sig stærk, og snart troer man sig svag,
Man ønsker og frygter den store Dag.
Den kom og den gik — Pedellen frem kom,
Med ædel Værdighed gav os vor Dom;
Jeg — som jeg plejer — en Middelvej gik
Og netop et haudillaudabilis fik.
„Imidlertid slog jeg dog lidet med Nakken,
Saasom jeg troede mig alt over Bakken,
Og ventede lutter lyksalige Dage
Begyndte jeg jeg alt udi Aanden at vrage
Blandt Præstekalde og rige Piger.
Men ak! den Tid sig saa lumskelig sniger;
Imedens jeg vraged, sex Aar smutted hen,
Jeg var Candidat udi alle dem.
Min Lykke var ikke saa synderlig tyk,
Jeg hverken fik Kone, ej heller Paryk.
„I denne benævnte sexaarige Faste
Som stille jeg laae der for Modvind og braste,
Midt i min Fortvivlelse — se kun, da er der
Med Hvæsen og bittersøde Gebærder
En Mand, som hvisker: „hør humanissime1
Jeg vil aabenbare Dem privatissime,
Der er just en Plads i min Birkeplantage
For Tiden ledig — har De Courage
Tre Aar at arbejde som Gartnerdreng?”
Ha! tænkte jeg, her skal Du smøre din Streng.
Jeg tog imod Tilbuddet; gik hen at grave
Tre Aar i denne plaisante Have;
Men ak! her fandt jeg for seent desværre,
At jeg var hvervet. Min Gartner og Herre
Behaged saften selv at udsuge
Af alle Birkene; jeg maatte luge,
Skjøndt sulten, saa meget jeg kunde og vilde.
„Eengang begyndte jeg Barken at pille
Af de Smaapoder, da skulde man hørt
En Skraalen — jeg blev for synedrio ført,
Der havde blandt andre den sjeldne Gave
At kunne læse foruden at stave,
Ja af en Sag det Hele at vide
Ved blot at betragte dens ene Side;
Kort! Gartneren fik sig et Gratiale,
Jeg Synder maatte Gildet betale;
Man gav mig en Lusing og Foden for Bagen,
Saaledes endte sig Gartnersagen;
Skjøndt — mellem os — jeg oprigtigen troer,
Slig Handling er hverken god eller stor.
„Jeg nærmed mig nu saa smaat til de Aar,
Da Æresfølelsen gjerne opstaaer,
Da ved de ædlere Kræfters Anspændelse
Den modne Fornuft kommer til Erkjendelse
Af det solide Begreb om Ære,
Kort: da hver honet Mand begynder at nære
Sublime Tanker, reelle Ideer,
Forstandige Forsætter — Kjere! De seer,
Jeg circumscriberer den indvortes Trang,
Man føler til en opløftende Rang;
„Det er dog herligt, at Videnskaber
Aldeles ikke af Sigte taber
Vort Væsens første og sande Bestemmelse;
At redde sit eget Jeg fra Forglemmelse;
Thi maae da vel og den apolliske Krands
Forskjønnes ved større, skjøndt udvortes Glands.
Enfin — jeg ud af en tyk Foliant
En Disputats compileerte galant;
Den skjændes vi om ifra Morgen til Qvæl,
Paa begge Sider med vexlende Held:
Snart var jeg under, snart ovenpaa;
Omsider lod sig dog Fjenden slaae.
Da sluttede vi fred, gjorde højre omkring,
Og sagde hverandre charmante Ting.
Saaledes endtes ved mørken Nat
Den Krig — jeg erobrede en Doctorhat.
„Og nu, da jeg først ret var bleven istand
Til at ansee mig selv som en Videnskabsmand,
Jeg intet Øjeblik kunde modstaae
Den Fordring, Almenheden gjorde paa
En Draabe af mine Kundskabers Hav;
Det var et saare retfærdigt Krav.
Jeg stræbte nu derfor, at snarest som bedst
Jeg Publicum kunde tilbyde en Fest.
Et digt om Peer Døver og Kirsten Kimer
Var Frugten af mine lyksalige Timer,
— Det ligger hos Trykkeren i Forvaring, —
En Hypothes over Argo’s Anker,
Foruden en stor Mængde gode Tanker
I alle Aviser hist og her,
Ved Brylluper, Barsler og Jordefærd.
Jeg skal aldrig nægte, det kildred mig lidt
At see dette myndige „Dr.” saa tidt;
Det pynter et Navn, giver Stykket Behag,
Hvad enten man sætter det for eller bag — —
Blicher.
Min Ven! Du haver en ganske besynderlig Maade
For din Anskuelse — lettelig kunde man fristes
Til at antage Dig for en urimelig Spotter,
En Fiende af Videnskaber, der slænger uskjønsom
Den Lampe bort, som lyste ham frem gjennem Mørket, —
Der lønner med Latter Bogmandens flittige Stræben,
Hans vaagne Nætter og Savn af verdslige Glæder;
Der ej erkjender, at disse flittige Bier
Har Alle samlet i Lærdoms uhyre Hauge
Den Honning, hvori han dypper sin Pen utaknemlig;
Der ej vil kjende, at disse ere de Klipper,
Fra hvilke Skjalden skal sprede sin dristige Vinge
Til Flugt over Jorden.
Hvormange see, eller vil see
At det ej Lærdom er, hvorefter Du meder?
Men kun det pedantiske Væsen, der følger saa ofte
Med Lærdom; det Supercilium, aandelig Stolthed,
Den knarvurne Bidskhed, det haandværksmæsige Brødnid,
De slemme stygotiske, rosiflengiske Vaner,
De fæle Grimasser, der skræmme Kundskabens Aasyn?
Er det ej nok, at vi gjøre os alle de Andre
Til Fjender? og skal vi desuden udæske det lærde
Oligarchi? — Hvo skal siden ride foran os
Og blæse, naar vi i Publicum holde vort Indtog?
Hvo skal testere og skrive paa vore Skudsmaal?
Ak, kjere Ven, hør! lad fare den slemme Satire!
Den skaffer kun Had og Fortræd i Ord og i Gjerning;
Miskjendt, bagtalet, forfulgt sin Fader den styrter
I alskens Ulykke. Der er kun det ene Tilfælde,
At den bliver yndet: saasnart den Ingen fornærmer.
Barberen.
Det er jo det samme som ingen at skrive?
Blicher.
Ja rigtig.