Risle venligt, Roars Kilde klar!
Væd den Jord, som Helteslægten bar!
Smyk med Blomster smaa din Vej til Havet!
Rind som Danmarks Taare evig ned!
Klag med Bølgerne paa Fjordens Bred:
Her er Danmarks Heltetid begravet!
Bruus som Bølge paa den mørke Strand!
Rul mod Issefjordens grønne Rand!
Stem det i, dit Nyn om svundne Dage!
Tidt du minded mig om Kæmpers Fald;
Mind mig nu om Kæmpers gode Skjald —
Saxo, Søn af Saga og af Brage!
Stædigt stod mit gamle Fædreland:
Sværdet værged om den grønne Strand;
Kæmpers Bryst var Rigets stærke Volde.
Ikkun overundne Fiender saae,
Hvor den stolte Kongebolig laae,
Smykket trindt med Harper og med Skjolde.
Dansken foer med Sejr fra Øe til Øe;
Hjemme savned han sin favre Mø,
Og til Skjaldekvad sit Bæger tømte.
Somren gik med Hug og Pileskud;
Og om Vinteren paa sin Bjørnehud
Han om Kjerlighed og Krige drømte.
Tiden svandt med Kamp og Kjerlighed,
Slægt sank efter Slægt i Muldet ned;
Grav ved Grav stod paa de brune Vange.
Qvindens Elskov, Mandens Krigsbedrivt,
Gjemtes kun i dunkle Runeskrivt;
Leved og forgik med Bardesange.
Da opstod den bedste her i Nord,
Samled Sangens vidtadspredte Ord,
Samled mørke Sagn fra fjerne Dage;
Digted selv, fortalte selv, og skrev,
Fra Forglemmelsen dens Offer rev,
Kaldte Tiden fra sin Grav tilbage.
Du, som ofte af den gamle Bog,
Som en Bi af Blomsten, Honning drog,
Spørg kun ej om Saxos Æreminder!
Lejres Skov er Skjaldens Laurbærgreen;
Hver en Gravhøj er hans Bautasteen,
Medens Vand til Issefjorden rinder.