Den gamle Eeg ud over Elven luder,
I mosbehængte Grene Stormen tuder;
Den visne Bregne bøjer sig og rokker,
Og blandes hvislende med Skjaldens Lokker.
Slaae Harpen, Skjald, og hæv din sidste Sang!
Send dine Toner over Høstens Vang!
Og kommer, Vinde! løfter eders Vinger!
Mit Aftenqvad til Selmas Konge bringer!
Bring det til Fingals Borg, at han kan høre
Den Røst, som tidt forlystede hans Øre,
naar Ossian den gyldne Harpe tog,
Og Strengene til Kæmpens Minde slog.
Jeg i din Lysthal Dig o Konge skuer!
Din Brynje hist igjennem Taagen luer.
Ej est Du nu, som før, en Skræk for Kæmper;
Men liig en Sky, der Stjerneglandsen dæmper —
Som blege Maane er dit Skjold; dit Sværd
Kun dunkelt glimter som et Nordlysskjær.
Hvor mørk er Heden, som i fordums Dage
Saa herligt straalte der, hvor Skjolde brage!
Nu vandrer Du paa Ørknens skumle Skyer,
Og hvinende paa Stormems Vinge flyer.
I Uvejrsdampe hyller Solen Du:
De Dødelige med forfærdet Hu
Til Hytten Tye, mems Tordenvognen skralder,
Og Haglen raslende til Jorden falder.
Men, naar Du i din Mildhed huldt fremstrider:
Foran Dig Morgenluftningen henglider,
Og Solen smiler fra sin Himmel blaa;
De klare Bække gjennem Dalen gaae;
Den grønne Busk sig vugger blidt i Vinden;
Mod Ørknen springer Hjorten glad med Hinden.
Men Stormen sagtnes — fjernt jeg mon fornemme
En Lyd i Heden — det er Fingals Stemme:
„Kom, Ossian! din Fader venter Dig.
„Kom, Søn, og flyv paa Skyerne med mig,
„Til dine Fædre højt i Himlens Buer!
„Os Ingen meer paa Jorderige skuer,
„Kun stakket færdedes vi hiset nede;
„Dog Kampestenene paa brune Hede
„Med Selmas Harpe taler om vor Id.
„Kom, Søn! — med os paa Stormens Vinge rid!”
Og komme vil jeg, Fader! Heltekonge!
Mit Liv udslukkes; mine Øjne tunge
Til Natten længes. Snart skal jeg indsove;
Ej sees jeg meer i Ardvens grønne Skove;
Ej høres mine fjed i Selmas Hal,
Og ej o Conas Dal ved Loras Fald;
Men her ved Moras Steen skal jeg indslumre.
Lad Blæsten hyle, og lad Fossen dumre!
Jeg vaagner ikke; dyb er Skjaldens Hvile —
Hvorfor, o vind! vilt Du da ej bortile?
Hvi hviner Du i Gubens hvide Haar?
At vække ham Du aldrig mere naaer.
„Men hvorfor denne Sky, Du Søn af Helte?
Hvi sørge, gamle Skald? — Ved breden Belte
Blandt dine Fædre stærke Sværd til Striden —
De ere borte nu, Du Søn af Tiden!
Den Slægt, som lever, skal og snart forgaae,
Og atter efter den en nye opstaae.
Thi Jordens Slægter ligne Havets bølger:
En Rad den anden uophørlig følger;
Som Blade i skovrige Morvens Dale
Kun stakket de med Ungdomsskjøndhed prale.
Nedrevne hvirvles de i Storm og Slud:
„Og hvad er varigt? Er ej Ossians Styrke
Med Rynas Skjønhed gjemt i Gravens Mørke?
Er Fillons Ildsjel ej forlængst bortveget,
Og Fingal, Kæmpekongen, selv opsteget
Paa Vindens Karm? — Vildt Du da gamle Skjald,
Staae ene efter alle Dines Fald?”
Nej! men mit Rygte blive skal tilbage.
Det skal ej døe, men voxe alle Dage —
Som Oldtids Eeg, der groer paa Heden ene,
Og spreder højt og vide sine Grene,
Hoverende i alle Storme staaer.