Terne! Du erindrer mig
Sødt om gamle Dage,
Mine Tanker vendte sig
Gjerne did tilbage.
Tosset var jeg rigtig nok,
Da enhver, som vilde,
Udaf Eventyr en Skok
Kunde mig indbilde.
Kunde faae mig til at troe,
At Du var den samme,
Som til Signes Jomfruboe
Stak den røde Flamme.
Du var Skyld i al den Harm
Ved din trædske Tunge;
„Habor laa i Signes Arm”
Røbed Du den Konge.
Tidt ved Haborshøj jeg sad,
Og paa Hyrden hørte,
Naar han Signes Vise kvad.
Ak! hvor den mig rørte.
Hvad han sagde, hvad han sang,
Vist og fast jeg tro’de:
At Kong Siger her engang
Virkeligen bo’de.
At i Sigershøjen hist
Hviled sig hans Bene,
Mens Du flagrer uden Rist
Over Gravens Stene.
Og at her i Galgen svang
Habors røde Kofte:
Ak! jeg kunde ej den Sang
Høre da for ofte.
Men nu er jeg bleven klog,
Troer ej meer, men tvivler;
Ad den stakkels Skolepog
Heel fornuftigt smiler.
For nu har jeg lært saa vel
Udaf lærde Bøger:
At man Stedet uden Skjel
Her paa Heden søger.
Om i Sjælland snarere
Saadant er passeret;
Eller og i Sverrige,
Har man disputeret.
Efter mangen lærd Tractat
Kan da snart man dømme,
Komme til den Resultat:
Alt er bare Drømme.
Hm! mig tykkes næsten dog:
Om jeg end udtømte
Lærdoms Skat, at som en Pog
Sødere jeg drømte.