Jeg saae kun tilbage. Mig Livets Lyst bortklang;
Da toned mig i Sjælen saa trøstelig en Sang;
See frem, men ei tilbage! — Hvad Hjertet attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
Lad Bølger bortrulle! lad Løvet flagre hen!
Rask bruser dog Strømmen, frisk Skoven staaer igjen.
Lad Solen formørkes og Maanen tage af!
Dog Sol og Maane stiger fuldkarsk over Hav.
Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv!
Det Liv der ei bortfarer, er Sjælen dog selv.
Har Sjælens Liv ei Ende, saa er der ingen Død,
Og vi er dog saagodtsom i Paradiset fød.
Der springer en Kilde ved Livstræets Rod:
I Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod;
Og Havet ei ældes, og Jordens grønne Øe
Hver Sommer staaer forynget i livsgrønne Søe.
Een Draabe kun af Kilden, hvor først den udsprang!
Een Blomst kun af Grenen, hvor Livets Æbler hang!
Og Haaret aldrig graaner, og Sindet blie’r ei tungt;
Men Hjertet gløder evig lyksaligt og ungt.
Hvor Livskilden springer, didhen staaer min Hu.
Hvor Livstræet blomstred, der blomstrer det endnu.
See frem, men ei tilbage! — Hvad Sjælen attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
Men naaer under Solen ei Sjælen hvad den vil —
Saa er der andre Sole og andre Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang —
Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.