Vær hilset, mit gamle Fædreland!
Du kjender mig vel ei ganske?
Engang jeg var en navnkundig Mand:
De kaldte mig Holger Danske.
Med mig drev Lykken et underligt Spil:
Hvert Barn mit Navn skulde kjende;
Dog Mænd skulde troe, den Mand var ei til,
Hvis Ry foer til Verdens Ende.
Mit Liv blev givet et sælsomt Kaar:
Det aldrig i Verden ophører,
Og død kan jeg synes i tusind Aar,
Men dog i Løndom mig rører.
Jeg lever i Danskens Hjerte og Sind,
Jeg lever paa Folkets Tunge.
Kom ei jeg i Verdenskrøniken ind,
Dog Skjaldene om mig sjunge.
Min Aand med Folkets Slægter foer hen;
Dybt slumred den mange Gange.
Med Folket den vaagner og kommer igjen
Med Livet i Daad og Sange.
Mit Navn hver Bonde kjender endnu,
Og glad jeg rækker ham Haanden.
Mit Levnet kommer hver Dansk ihu,
Som glædes ved Folkeaanden.
Du veed det, Landsmand! Jeg er ei død:
Med Kraft jeg kommer tilbage;
Jeg er din fuldtroe Hjelper i Nød
Paa Dannemarks gamle Dage.