Hellige Kilde!
Hvi risler du hist saa vemodig og stille?
Tungsindig, men skjøn er din Sang.
Mindes du Fortids Harpeklang?
Skuer du Blomsterhøyen, du væder?
Kjender du den?
O! det er Lauras Ven du begræder,
Lauras sørgende Ven.
Haabløse Elskovs liflige Sanger!
Mand med den evige Taare!
Over din Gravhøy Phantasus ganger,
Standser — og sukker saa saare:
Underlig klemmer
Det bankende Hjerte hans Bryst;
Og han fornemmer,
Mellem Sylphidernes sørgende Stemmer,
— Henfarne Barde! din Røst:
"Aldrig forglemmer jeg Eder,
Elskede Steder!
Tit fra Elysiums hellige Glæder
Hid I mig kalde tilbage.
Hvor Skovduen sukker for fjerne Mage,
Hvor Gnomer og Sylpher Sukket gjentage,
Hvor Druiderne hvidske i Aftenstunden
Om den Tid, som er svunden,
Om hver lønlig Taare, som her er runden,
Om Ynglingen med det dybe Savn,
Som lærte dem sjunge sin Lauras Navn,
Her Nymphen over hans Urne græder,
Her Philomele hans Gravsang qvæder,
Og her han mindes sin Elskovsklage
I de henrundne Dage.
Stille, skyggefulde Lund!
Kilde, som saa sagte rinder!
Elskte søde, vemodsfulde Minder
Om min Elskovs Prøvestund!
Naar i Maaneglandsen,
Under Eeg og grønne Bøge,
Svævende i Dandsen,
Milde Alfer spøge:
Og naar Myrthen i min Løvsal bæver,
Over den min Aand hensvæver.
Der, hvor Laura hviled
Paa de Blomster smaa,
Der, hvor Laura første Gang mig smiled,
Maa jeg ofte staae:
Endnu blomstre her Roser vilde,
Græsset grønnes og Taarene trille,
Hvor jeg min Elskede saae.
Endnu staae her Kjærminder blaa,
Endnu fløyter i Nattens Stille
En Nattergal her sin Elskovstrille,
Endnu staaer i den grønne Bark
Laura hos sin Petrark.
Hist i Elysiums hellige Skygger
Under evige Myrther de Elskende bygger;
Sødt er dog Mindet om Sorgens Dage,
Sødt at vandre den Vei tilbage,
Hvor Taaren er runden
I Længselsstunden,
Hvor Vemod vifter i Lunden.
Elskede Steder!
Gjerne betræder jeg Eder,
Gjerne jeg gaaer ved de klare Strømme,
Drømmer igjen de gamle Drømme,
Gjerne jeg gaaer i den dunkle Lund
Og mindes min Elskovs første Stund?
— Hellige, søde,
Liflige Stemme! du tier;
Hørte jeg dine Sorgsmelodier?
Eller bedrog mig Tanken om Eder, I Døde!
O! var det dig, som sukked saa saare?
Mand med den evige Taare!
Er den henrunden?
Og har du hisset din Elskede funden?
— Mildere Vinde
Vifte igjennem de gamle Linde,
Skyggerne svinde,
Klarere Kildens Taarer henrinde,
Morgenen gryer, —
Er det din Aand, som bortflyer?